Kommentar i Weekendavisen den 24. juni 2011.
Kommentar. Marlene Wind-sagen kom som sendt fra himlen. Eksperterne må mande sig op og trodse politikernes kritik her op til valget.
Mens alle i denne uge talte om Pind, Pia, Marlene og Birthe, var der ingen der rigtig opdagede den celebre strid mellem EU-parlamentarikerne Jens Rohde (V) og Morten Messerschmidt (DF). I et indlæg i Ekstra Bladet skrev sidstnævnte bl.a. sådan her: “Jens Rohde minder slående om en moderne Corfitz Ulfeldt. Han sad i mange år ved magtens højbord i Danmark, men endte med at forråde sin foresatte. Han lovede loyalitet mod Danmark, men skiftede siden side for at kæmpe imod Danmarks ret til selv at bestemme. Det er trist (…). Corfitz Ulfeldt gav penge, støtte og loyalitet til svenskerne. Jens Rohde gav sit sæde, sin stemme og sin integritet til EU.”
Hvordan forsvarer man sig mod en beskyldning om landsforræderi? Man kalder sin kritiker for en løgner. Og således fulde af fornyet selvtilfredshed, gik dise to politiske brøleaber videre ud i verden for at berige os med deres værdifuldheder.
Morten Messerschmidt kastede sig naturligvis ind i kampen mod professor Marlene Winds kritik af aftalen om udvidet toldkontrol ved grænserne ved bl.a. at afkræve Københavns Universitet et særligt kodeks for, hvad eksperter må sige i den offentlige debat. Det krav afviste rektor Ralf Henningsen med den største naturlighed i går med henvisning til at forskerne har deres fulde ytringsfrihed, også til at lufte politiske vurderinger.
Samtidig kaldte Birthe Rønn Hornbech som bekendt i en kronik Pia Kjærsgaard for “udansk”. Dette forsøg på comeback som den retsindig enegænger i dansk politik, endte som tom tøndebulder, men fik dog opbakning af folk som Britta Schall Holberg, Eyvind Vesselbo og ikke mindst Jens Rohde, der svang sig op til at kalde Birthe Rønn Hornbechs kronik for intet mindre end et “vigtigt politisk dokument, der kan blive begyndelsen til noget nyt.”
Sludder og vrøvl. Regeringspartierne har svigtet chancen for at markere grænsen til Dansk Folkeparti utallige gange, og derfor giver jeg heller ikke meget for historien i Politiken torsdag om at baglandet i V og K kræver “mere kant” til DF. Venstre og Konservative er fyldt med gode mennesker, der til hver en tid kan holde fine bål- og skåltaler om borgerlig humanisme og liberalt frisind, men det er de samme mennesker, der i ti år omhyggeligt har smilet tavst og trykket loyalt på ja-og-amen-knappen, når Dansk Folkeparti har drevet regeringen rundt i manegen med deres danskhedspolitik, der er alt andet end liberal og frisindet.
Måske er det bare mig, men fik vi i denne uge ikke bare nok af vores politikere? Nok af Folkemødet på Bornholm, hvor medierne fandt det relevant at bruge transmissionstid og spalteplads på ikke-historier om Søren Pind, der sang skønsang om den dejlige ferieø og Lars Løkke Rasmussens chauffør, der bakkede ind i Socialdemokraternes hindbærsnitter.
Nok af forestillingen om at det gavner demokratiet, når man midlertidigt eksporterer det politiske miljø til den mere privilegerede del af Udkants-Danmark – og husker at tilsætte folkelige underholdningstosser som Anders Lund-Madsen og Wulff-Morgenthaler.
Og nok af politikerne, der enten taler i tåger eller mangler konsevens og moral i sagen om Danmarks kontroversielle udvidede toldkontrol ved grænserne:
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen i sidste uge skulle kommentere bl.a. Tysklands kritik af den nye danske grænsepolitik, sagde han: “Der kunne måske godt have været en bedre forhåndsinformation, end der har været. Men livet leves jo forlæns.”
Hvad mener han?! Ja, først erkender han, at det forberedende diplomatiske arbejde ikke var godt nok. Derefter slår han det hele hen med et halvbagt citat af Søren Kierkegaard, som om det kaster et forklarelsens lys over sagen. Tilbage står en omgang flad tågesnak, der viser statsministerens egen magtesløshed og resignation.
Et gammelt mundheld siger, at politik er for vigtigt til at vi kan overlade det til politikerne. Men når debatten i dén grad spændes ud mellem falsk folkelighed, banal retorik og verbale nakkeskud til uenige eksperter, bliver den politiske arbejdsmark uinteressant for ande end karrierepolitikerne og mediernes egne kommentatorer.
Ugebrevet A4 kunne i denne uge dokumentere, at presset på professor Marlene Wind har en effekt. Et stort antal eksperter sagde direkte adspurgt, at de i højere grad ville holde sig væk fra den offentlige debat. De magtfulde politikeres eneste svar er, at man skal kunne stå for mosten, hvis man blander sig. Og det har de fuldkommen ret i. Offentlig debat er ikke for mimoser. Derfor må eksperterne mande sig op og dele deres viden og analyser med os andre, også selvom de risikerer at blive sagt imod. Samtidig må deres universiteter m.m. beskytte dem mod proportionsløse angreb.
Hvis hele scenen overlades til politikerne, spinfolkene og mediernes egne kommentatorer, er det ikke i demokratiets interesse, for så kommer vi igen-igen til at høre om politisk proces, ikke om politisk substans og konsekvens. Sådan var det f.eks. ved valgkampen i 2005, hvor spinmoden var på sit højeste, og studieværterne hele tiden ville vide, hvad politikernes næste træk og tanke mon var. Det førte til gætværk på gætværk, der gjorde absolut ingen klogere. Imens forsvandt de analytiske eksperter, der ellers kunne gennemskue de politiske kalkuler.
Men er spinbølgen ikke ved at ebbe lidt ud nu? Selv Jersild på DR2 har skiftet sine spinologer ud med to fhv. politikere. Det kunne altså tyde på, at vi ikke vil nøjes med tidligere politiske rådgivere, der nu sidder og lytter til vandrørene og skriver klummer om, hvad de hører. I denne post-spin-periode kan rigtige eksperter måske få et ord indført?
Marlene Wind-sagen kom som sendt fra himlen. Den kommende valgkamp har nemlig hårdt brug for eksperter, der kan forholde sig sagligt, fagligt, kritisk og tvivlende til politikernes proklamationer – og eksperterne har nu en fantastisk mulighed for at markere overfor politikerne, at de ikke lader sig kyse, men gerne stiller op med al deres akademiske dømmekraft.