Anmeldelse i Weekendavisen den 26. august 2011.
Thriller. Malene Kirkegaards debut mangler overraskelser og vildspor.
Hvad skete der med Susanna Lachesky?
Hvorfor vil et notorisk kvalitetsforlag som Rosinante udgive Malene Kirkegaards debutroman Hotel Rudolph, spørger jeg mig selv. Svaret må være, at de regner med at tjene penge, for de forventer næppe gode anmeldelser til denne omgang skuddermudder af traditionel femikrimi tilsat en knivspids gotisk mystik rørt sammen med et halvt pund vold, voldtægt og vanvid.
Romanen – der har titel efter et autentisk hotel i Korsør, hvor handlingen udspiller sig – handler om kvinden Anna, der flygter fra ægtemanden Lars, som er en sygeligt jaloux sadist. Sammen med sin lille søn Lui søger hun tilflugt på Hotel Rudolph, hvor hun indlogerer sig under falsk navn, nemlig sin afdøde mors, Susanna Lachesky. Moren døde da Anna var helt lille, og da hun begynder at interessere sig for omstændighederne, opdager hun at der er ugler i mosen.
De ældre mennesker i Korsør prøver at dække over, hvad der skete dengang i de frigjorte 70’ere, hvor Susanna Lachesky satte byens fruer griller i hovedet, indrettede et kollektiv, dannede basisgrupper og opførte eksperimenterende teaterstykker. Kirkegårdsgraveren virker som om han skjuler noget, men hvad? Hvad er det for en hemmelighed, der gemmer sig på godset udenfor byen? Hvad har Annas voldelige mand Lars med det hele at gøre? Hvordan passer Annas gamle veninde, som pludselig forsvinder sporløst, ind i hele puslespillet? Hvem sender de hadefulde, anonyme emails? Og hvad er det for mystiske lyde af stemmer, biler og musik der toner frem om natten på hotellets tomme gårdsplads? Hvad skete der med Susanna Lachesky?
Malene Kirkegaards plot holder lige akkurat til sådan en gavmild genfortælling i bagsidetekstformat, men så er der desværre heller ikke mere i det. Der er ingen fede cliffhangers, ingen overraskelser, ingen vildspor. Den onde Lars er psykopatisk ond hele vejen igennem, den sexede singlefar og politimand Henrik spiller ikke den mindste smule dobbeltspil (som jeg virkelig håbede!), og Annas bror Jacob er med i to scener, hvor han fremstår som en parodi på en kliche af en våbenpusher (praktisk nok er Anna tidligere nordisk mester i pistolskydning). Med andre ord: Ingen volter med fuld skrue = kedeligt.
Forfatteren kalder sin roman for en thriller, sikkert for at distancere sig fra krimigenren, men det bliver den ikke mere uhyggelig af. På plussiden skal det dog med, at Malene Kirkegaard skriver absolut bedre end storsælgerne Elsebeth Egholm og Sara Blædel. Til gengæld skriver hun så dårligere end Susanne Staun og Liv Mørk (alias Merete Pryds Helle), og selvom der både er et gods og nogle provinsspøgelser i Hotel Rudolph, er vi ikke i nærheden af Leonora Christine Skovs gotik.
Malene Kirkegaard: Hotel Rudolph. 300 sider, pris??. Rosinante.