Artikel i Weekendavisen den 24. juni 2011.
Blæksprutte. En dansk, en tysk og en canadisk forfatter skriver beslægtede romaner. En dansk, en svensk og en engelsk grafiker laver næsten identiske omslag. Hvorfor?
Siden 1949 har norske Thorbjørn Egners Karius og Baktus lært vores børn at børste bisserne – en folkeoplysende og folkeopdragende sundhedskampagne forklædt som billedbog, der kom som kaldet til udviklingen af efterkrigstidens socialdemokratiske velfærdssamfund.
Gad vide om der i dag udkommer billedbøger, der skal inspirere børn til at motionere, spise grønt og groft, sige nej til sprut og cigaretter og i det hele taget leve sundt – eller om det moraliserende sundhedspolitiske budskabs dage er forbi i børnelitteraturen.
Oplysningskampagner fra det offentlige skorter det jo så til gengæld ikke på, og samtlige medier bugner med sektioner og sites for det gode liv: alt om sund mad og alt om motion for både børn og voksne. Folk som coachen Chris McDonald og sundhedseksperten Bente Klarlund er blevet en slags moderne fortællere og vejledere, der fortsætter, hvor Thorbjørn Egner slap.
Og nu kommer så tre kvindelige sci-fi-forfattere, der på hver deres måde skildrer tidens stigende fokus på sundhed og forbud og statens greb om borgernes livsstil – og interessant nok er det romaner, der foregår i en ikke så fjern fremtid i samfund præget af post-klimakatastrofe, borgerkontrol og radikale krav om sundhed.
De tre forfattere er Margaret Atwood fra Canada, Juli Zeh fra Tyskland og Hanne Richardt Beck fra Danmark. Deres nyeste sci-fi-dystopiromaner er tre variationer over det samme tema, hvor især Juli Zeh og Hanne Richardt Beck beskriver en nær-nutid i en slags post-demokratiske diktaturer, hvor staten leverer tryghed og sundhed til befolkningen gennem massiv undertrykkelse.
I Corpus delicti er det en decideret forbrydelse at tænde en cigaret, og med fantastisk timing udkom romanen på dansk samtidig med at vi fik nyheden om, at New York nu indfører rygeforbud i byens offentlige parker. Det kan man da kalde fremtids- OG samtidslitteratur.
Men ikke nok med at de tre forfattere er inspireret af de samme udviklingstræk i samfundet (klimaet, sundheden og den stigende borgerkontrol og overvågning), nej deres respektive omslagsdesignere tænker også i de samme billeder, former og farver.
Fællestrækkene på forsiderne til Margaret Atwoods Syndflodens år, Juli Zehs Corpus delicti og Hanne Richardt Becks 7 Sydøst er uforklareligt påfaldende, ja man skulle nærmest tro, at de er koordineret i den samme hjerne eller tilrettelagt af de samme hænder, men det er de ikke.
Syndflodens år er designet af den engelskfødte, herboende Mark Airs, Corpus delicti er designet af svenske Elsa Wohlfart Larsson, der arbejder fra Stockholm, og 7 Sydøst er designet af danske Alette Bertelsen fra tegnestuen Imperiet i København.
Weekendavisen har kontaktet de tre designere for at finde ud af, hvordan det kan være, at de tre temabeslægtede romaner, der udgives helt uafhængigt af hinanden på tre forskellige sprog på tre konkurrerende forlag, får så ens omslag af tre forskellige designere fra tre forskellige lande.
Alette Bertelsen har skabt omslaget til Hanne Richardt Becks roman 7 Sydøst:
“Det er altså pudsigt med de tre omslag,” siger hun. “Jeg kendte intet til de andre bøger, men kan godt se slægtskabet. Jeg har lyttet til forfatteren, læst i bogen og skitset sideløbende. Fremtidsbyens struktur og opdeling i kvarterer, adskilt af jernbanen, er meget vigtig for romanen, så den var oplagt som motiv for omslaget. Det er ikke et muntert liv i fremtidsbyen, fortællingen skildrer, så den gråblå farve gav den rigtige nattestemning og råhed til motivet.”
Farven, som Alette Bertelsen kalder “gråblå”, har Hanne Richardt Beck i et radiointerview selv kaldt “mugblå”, svarende til den stemning, hun mærker i samfundet. Og det er tilsyneladende også den farve, som designerne associerer til, når de skal udtrykke romanerne essens.
Mike Airs, der har lavet omslag til Syndflodens år, siger at han tydeligt kan se lighedspunkterne mellem de tre forsider, og han mener at det er interessant, at de visuelle udtryk har en tendes, der svarer til den tendens, som forfatternes litteratur udgør.
“Det kan skyldes flere ting – fra det rene tilfælde og efterligning til tendens og sideløbende udvikling. Som alle andre former for design, er tilrettelægning af bogomslag påvirket af tendenser og tidens visuelle påvirkninger, og derfor kan man næsten altid fastlå, hvilket årti et givet omslag stammer fra,” siger han.
Omslaget til Syndflodens år skulle matche Mike Airs forside til Margaret Atwoods Oryx og Crake (2003). Han siger:
“Selvom syndfloden er tør (der er ikke tale om en traditionel syndflod, men om en epedimi, red.), mente jeg at den visuelle idé ville fungere bedst, hvis farverne giver mindelser til vand. En middelhavsblå ville have været helt forkert og ude af trit med historien, derfor valgte jeg den mørke, blågrønne. Bygnigerne reflekterer den moderne verden, der er bukket under for flodbølgen. De skulle have et lidt truende udtryk, og jeg tænkte at deres rigide struktur gav en god kontrast til strømmen og de andre elementer på coveret.”
Fra Stockholm svarer Elsa Wohlfart, at det er et “lustigt sammanträffande” at de tre omslag ved første øjekast ligner hinanden. Hun mener dog efter et nærmere eftersyn, at det kun er brugen af firkanter, der går igen: “Når det gælder Corpus deliciti bruger jeg firkanterne til at vise en indestængthed, hvor systemet som skildres i romanen, bliver en slags fængsel. Jeg vil skildre det udsatte, indespærrede menneske. Samtidig bliver det lidt futuristisk, og det passer godt til en fremtidsvision. Ellers er der kun rent æstetiske grunde til at omslaget fik den farve.”
Det var Hanne Richardt Beck, der satte farveord på samfundsstemningen: den er mugblå. Omslagsdesignerne synes at være enige.