Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2012.
Se min kjole. Når Riikka Pulkkinen dropper sentimentaliteterne og slipper kynismen løs, samler hendes historie sig.
Verden blander sig altid
I første fase af romanen Sandt er den finske forfatter Riikka Pulkkinen (f. 1980) manisk optaget af at være tænksom og livsklog, nærmest som om hun konkurrerer med sine egne karakterer om læsernes gunst. Her er fire eksempler fra side 32, 33, 34 og 35: 1): ‘Det er nemt at fortælle de forbipasserendes historie. Det er langt sværere at være i sin egen.’ 2): ‘Mennesket kan forlade sit liv uden at sige farvel, uden at udrede årsagerne.’ 3): ‘Kun de, der endnu ikke har mistet noget, kan stole så blindt på andre. Kun de, der ikke er blevet svigtet.’ 4): ‘Hvornår bliver familiemedlemmer til spejle, som det gør ondt at spejle sig i?’
Den slags ordopsatser klæder virkelig ikke romanen, men heldigvis aftager den aforistiske lommefilosofi efterhånden i takt med at handlingen for alvor udvikler sig og fortællingen kommer til sin ret. Til sidst løfter romanen sig til et vigtigt og vægtigt niveau.
Martii og Elsa er et ældre ægtepar, hun berømt psykolog, han en kendt kunstmaler. Deres datter Eleonoora er læge og mor til to voksne døtre. Da Elsa får kræft og kun har kort tid tilbage at leve i, træder hendes datter og børnebørn til som hjælpere og sygepassere. Særligt barnebarnet Anna knytter nye bånd til bedsteforældrene med en nostalgisk metode. Hun leger samme leg med Martii, som da hun var lille: de digter livshistorier om de mennesker, de ser i sporvognen. Og med mormoren klæder hun sig ud, som i barndommen. Anna trækker i en kjole, som hun ikke kan huske at have set før i Elsas skab. Hvis kjole er det, hvem har gået med den?
Før Anna får svaret, kommer de to kvinder til at tale om et omdiskuteret interview, hvor Elsa sagde, at “man bør forholde sig kritisk undersøgende til idealet om kernefamilien.” Elsa spørger omidealet har fjernet sig for langt fra virkeligheden, fordi folk af nød må tilpasse sig besynderlige familiesituationer – og alligevel altid leve lykkeligt: “Verden blander sig altid, i alle familier, sådan skal det være. Ens ophav, ens oprindelige udgangspunkt, dem kan ingen fornægte. Enhver må finde fred med sin barndom for at gøre plads til noget nyt. Og det gør folk så, og bliver lykkelige.”
Naturligvis forstår man, at Elsa i denne umiskendelige nøglepassage ikke taler ud fra abstrakte ideer og akademiske observationer, men ud fra egne livserfaringer, der ligger hen i det dunkle. Og så falder talen igen på kjolen, og Elsa fortæller Anna, at det faktisk ikke er hendes. Kjolen tilhørte en kvinde ved navn Eeva. Navnet nævner hun stille og roligt, som omtalte hun en gammel ven, som hun havde mistet forbindelsen med. Men hvem var Eeva? Og hvilken symbolik ligger der mon i at Anna tager kjolen på og ikke kan ryste Eeva af sig?
Tilbage i 60’erne ansatte Elsa og Martii en ung studerende som børnepasser. Den unge pige, Eeva, og den modne Martii bliver skæbnesvangert tiltrukket af hinanden. Deres ustoppelige forelskelse skildres med Eeva som fortæller, og disse krydsklip om kærligheden og dens bitre konsekvenser er markant bedre prosa end de noget klæge skildringer af Elsas sygdom.
Selvom Martii gengælder den unge piges forelskelse, er kærligheden usynkron, og det er givet på forhånd, hvem der må betale prisen. Jeg skal ikke røbe, hvordan Eevas skæbne former sig, men fortællingen kulminerer i en overbevisende rørende skildring af hendes tid efter Martii.
Sandt er (endnu en) roman om begær, utroskab, kærlighedskonsekvenser, familiehemmeligheder og – ikke mindst – forsoning. Når Riikka Pulkkinen dropper sentimentaliteterne og slipper kynismen løs, bliver hendes prosa rigtig stærk, og teknisk set har hun godt styr på stemningsgivende forfaldssymboler som spildt vin, mentale blækklatter, tomme lærreder, mishandlede dukker, træ der er gået råd i, et stigmatiserende brændemærke og en pludselig mareridtserindringer, der måske åbner døre til hukommelsens kælderetager?
En interessant, bærende detalje i Eevas kapitler er i øvrigt tidsskildringen fra de sene 60’eres Paris, hvor ungdomsoprøret bølger som et distant politisk akkompagnement til frigørelsesfortælling. Sandt er med andre ord en psykologisk emancipationshistorie fra den nære fortid, der rækker ind i nutiden med tvivlen på kernefamiliens bæredygtighed. Psykologen, der stillede spørgsmålet, tog samtidig selv rollen som den tavse tilgiver. Og maleren, der både ville have familien og elskerinden, mistede evnen til at male. Men de blev sammen til døden dem skilte. Smukt på sin egen måde.
Riikka Pulkkinen: Sandt. Oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen. 358 sider, 300 kr. Gyldendal.