Kommentar i Weekendavisen den 29. juni 2012.
Kommentar. Hatten af for den humanitære krimi-antologi som koncept. Men varedeklarationen er ikke helt ærlig.
Kan man tillade sig at kritisere en krimi-antologi, der sendes på markedet med det ædle formål at skaffe penge til flygtningeneprojekter i den yngste republik på planeten, Sydsudan? Kan man i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved konceptet velgørenhedslitteratur? Nej, med det humanitære hjerte kan man naturligvis ikke. Men med det litterære hjerte kan man blive nødt til det.
I denne uge udgav Politikens Forlag Dødelig alvor med ti skandinaviske forfatteres kriminoveller. Ifølge pressemeddelelsen har forfattere, forlag og samarbejdspartnere – dvs. alt fra korrekturlæser og grafiker til papirleverandør, trykkeri og forhandlere – slækket på honorarene, så en del af overskuddet kan gå til Læger Uden Grænser i Sydsudan.
Sidste år udgav forlaget antologien Liv for liv, der indtil videre har skaffet hele 367.000 kr. til Dansk Flygtningehjælp i Den demokratiske Republik Congo, og sådan en succes er det svært at komme med indvendinger imod (og lad mig lige for god ordens skyld nævne, at jeg selv var ansat i netop Dansk Flygtningehjælp i 90’erne, og at forlaget Lindhardt og Ringhof dengang udviklede en velgørenhedsantologi, hvor en masse forfattere stille op gratis, det gav en god indtægt).
Jeg tager derfor hatten af for antologier som Dødelig alvor, der harmonerer så fint med tidens krav om at virksomheder skal tage socialt, humanitært og grønt ansvar. Samtidig ved jeg godt at forlaget sikkert har lavet en kalkule der holder dem selv minimum skadesløse, og det manglede da bare. Man kan jo kalde det filantropi på kapitalistiske vilkår.
Men mens det humanitære hjerte er stillet godt tilfreds, ser det desværre noget anderledes ud med det litterære. Og her er vi ved problemets kerne: Det er altid nemt at få en antologi til at lyde bedre, end den er – bare man sætter nogle kendte og populære navne på omslaget.
Men en bog med mange afsendere, bliver også en bog uden afsender overhovedet, særligt når der, som her, ikke er nogen, der lægger navn til jobbet som antologiredaktør. Det efterlader en sær anonym og ansvarsfri stemning over projektet, som savner at en respekteret forfatter el. lign. påtager sig hvervet som redaktør og dermed anbefaler af teksterne. Der ville være en verden til forskel, hvis f.eks. Leif Davidsen eller Lene Kaaberbøl havde den rolle.
Dødelig alvor begynder med Sara Blædels Skagens mørke. For nogle år siden gik den som sommerføljeton her i avisen (men det bliver den desværre ikke spor bedre af!), hvilket kun fremgår af en diskret note i kolofonen. Der er altså tale om pibeudkrads og skjult genbrug, ikke om en nyskreven tekst, hvilket allerede devaluerer antologien en hel del.
Værre bliver det kun hvis man opdager at norske Gunnar Staalesens novelle Hekseringen også er hevet frem fra gemmerne. Jeg har googlet mig frem til at historien stammer helt tilbage fra 1985, hvor den var titelhistorien i forfatterens første novellesamling om Varg Veum, den bergensiske privatdetektiv som Gunnar Staalesen senere har skrevet en række romaner om.
Det står ingen steder i antologien, men min mistanke om at novellen ikke var ny, blev vakt af en undren over at personerne ikke bruger mobiltelefoner i situationer, hvor alle i dag ville ringe, sende sms eller tage et film og foto som bevismateriale – og nu undrer jeg mig så bare over at forlaget ikke helt ærligt fortæller at novellen er 27 år gammel.
Politikens Forlag kunne også med fordel have oplyst at svenskerne Håkan Nesser og Johan Theorin begge bidrager med noveller, der oprindelig er udgivet som lydbøger i 2005 og 2011 (og hvad md de øvrige ikke-danskere Jørgen Bekke og Arne Dahl?), så kunderne ikke tror, at disse bestsellerforfattere har skrevet nyt for netop Læger Uden Grænser.
Hvordan det forholder sig med de øvrige bidrag af de danske forfattere Leif Davidsen, Sissel-Jo Gazan og Lene Kaaberbøl & Agnete Friis ved jeg ikke, men jeg antager at det er nyskrevne tekster. Kvaliteten er det så som så med, men det er ingen overraskelse i denne letomsættelige genre. Mere problematisk er det, at varedeklarationen ikke er helt ærlig. Og her tænker jeg ikke så meget på, at det er så som så med nervepirrende uhygge. Naturligvis kan man sige at det gode formål helliger midlet, hvis Læger Uden Grænser tjener en kvart million til hjælpeprojekteri Sydsudan. Men mens den gode sags tjeneste måske kan undskylde, at det er så som så med de litterære kvaliteter, så er der ingen undskyldning for at sælge genbrug som nye varer. Hvis humanitære antologier ikke har litterære ambitioner, skal de i det mindste have reelle hensigter.