Anmeldelse i Weekendavisen den 1. juni 2012.
EM 2012. Niels Christian Frederiksens nye bog har sin naturlige plads ved siden af fjernbetjeningen.
Fodboldens nostalgiske poesi
Den 9. juni spiller Danmark sin første kamp ved EM-slutrunden 2012 mod Holland. Spørgsmålet er om Thomas Sørensen er med i målet. Og om Uffe Elbæk er med på tribunen.
Mens spørgsmålet om målmanden er rent fodboldfagligt – er hans rygskade for slem, er han overhovedet skarp nok til jobbet? – er spørgsmålet om kulturministeren rent politisk: Skal Danmarks regering trykke hånd med præsident Viktor Janukovitj fra værtsnationen Ukraine, hvor menneskerettighederne bliver krænket og oppositionslederen er smidt i fængsel?
Boykot af sportsarrangementer som politisk våben er igen-igen aktuelt, og derfor hører vi atter-atter det romantiske synspunkt, at man ikke skal blande sport og politik. At de to størrelser aldrig har været adskilt, synes ikke at spille nogen rolle for retorikken.
Derfor er det rigtig fint at det omvandrende fodboldleksiokon ved navn Niels Christian Frederiksen tidligt i sin nye bog Europas bedste – historien om EM i fodbold fortæller om de politiske spændinger, når fjendtligtsindede lande ramler sammen på fodboldbanen – som f.eks. da Spanien og Sovjetunionen trak hinanden i kvalifikationen til den første EM-slutrunde, Nations Cup, i 1960. General Franco, Spaniens fascistiske diktator, ville ikke tillade sine landsmænd at spille mod de kommunistiske fjender fra den spanske borgerkrigs tid, og han forbød holdet at rejse.
Politik er altid kommet på kryds og tværs af det sportslige, og her i tyveåret for den danske guldtriumf ved EM i Sverige i 1992, må man ikke glemme, at Danmark kun deltog, fordi vores velspillende banemænd fra Jugoslavien i mellemtiden var gerådet i borgerkrig, som førte til landets udelukkelse i henhold til FN-resolution 757, der også omfattede kulturelt og sportsligt samkvem.
Det tænke man nu ikke meget på i den magiske sommer, hvor de ukvalificerede danskere haltede med på et afbud, men endte som de ultimative vindere. I bogen genoplever vi det hele, heldigvis på behørig beskrivelse af den tragiske politiske baggrund, og kapitlet slutter med et billede, jeg aldrig har set før: Den tyske målmand Bodo Illgner henter bolden ud af nettet efter Kim Vilforts 2-0 mål i finalen, og i baggrunden ser man de danske spillere i bunkejubel. Magisk!
Lige overfor dette fotografi, fortæller Niels Christian Frederiksen, at det europæiske fodboldforbund, UEFA, fandt det stærkt problematisk at et lille land kunne snuppe pokalen foran næsen på de store nationer, fordi det gik ud over sponsorinteressen, så man besluttede at gøre vejen til finalen vanskeligere. Allerede ved næste slutrunde var deltagerantallet derfor fordoblet til 16 nationer, og sammenliget med EM 2012, var EM 1992 blot en lille sommerturnering med en latterlig økonomi. I dag omsætter slutrunden for mere end 10 milliarder kroner.
Sidste efterår udgav Niels Christian Frederiksen en tilsvarende bog om klubfodboldturingernen Champions League. Europas bedste – historien om EM i fodbold har en bedre balancen mellem faktastoffet, de summariske kampreferater og de perspektiverende sideblik til samtid og politik, som giver bogen en særlig fodboldhistorisk værdi. Vi bliver guidet gennem samtlige slutrunder i overskuelige kapitler, hvor vi nyder at blive mindet om det vi lige havde glemt, og elsker at blive oplyst om det, vi ikke vidste i forvejen. Som f.eks. fotoet af den engelske målmand Gordon Banks, der skriger sin ærgrelse ud, mens Gerd Müller jubler over Günter Netzers scoring ved en kvalifikationskamp forud for EM-slutrunden i 1972 – det er nostalgisk poesi.
Niels Christian Frederiksen er ved at bygge et faktabaseret fodboldforfatterskab op, som nødvendigvis må føre til den ultimative bog om VM, der afvikles for 20. gang om to år i Brasilien. Bogen har derfor sin naturlige plads ved siden af fjernbetjeningen i de kommende uger. En ny Per Høyer Hansen er under udvikling.
Niels Christian Frederiksen: Europas bedste – historien om EM i fodbold. 450 sider, 300 kr. People’s Press.