Anmeldelse i Weekendavisen den 4. april 2012.
Sorg. Små oplevelser skaber historier, der holder et helt menneskeliv. Hvis ikke der sker en ulykke.
Barnet døde på stedet
En kvinde sidder og skimmer overskrifterne i en lokalavis for en nordhollandsk kommune: Fra 87 til 40 cent – brødkrig i Harderwijk. Og: Barn kørt ned.
Kvinden læser: “Ved en skæbnesvanger ulykke i går eftermiddags mistede familien Kaan deres toårige barn. Pigen er tilsyneladende under leg med hunden havnet ude på vejen, hvor hun blev påkørt af en varevogn. Barnet døde på stedet.”
Det er ikke en hvilken som helst kvinde, der læser den triste nyhed. Hun hedder Juliane, og hun er dronning af Holland. Året er 1967, hun er på sommertogt for at hilse på borgmestre, modtage buketter af børn og se på folkedans og barfodsvandski. Og juni er usædvanlig varm.
Med genfortællingen af denne sekvens fra slutningen af hollandske Gerbrand Bakkers lavmælte og stemningsmættede roman Juni røber jeg ikke noget, som vi ikke får at vide tidligt om dronningens rutinebesøg i den stille provins, hvor en lille pige bliver kørt ihjel af brødbilen i en af de småbyer, Dronning Juliane netop har beæret med sit rutinebesøg.
Derefter spoler romanen 40 år frem i tiden, hvor vi følger den dræbte piges familie, inden vi til sidst vender tilbage til 1967, hvor statsoverhovedet sidder og læser nyheder i lokalaviserne over sin morgenmad på yachten Piet Hein (ja, den er god nok, vores egen Gruk-forfatter og superellipse-konstruktør er opkaldt efter en nederlandsk forfader og søhelt fra 1600-tallet!).
Dronning Juliane bliver særligt berørt af den triste nyhed, fordi hun husker en episode fra dagen før. En mor og hendes lille datter kommer halsende på cykel for at se dronningen i sidste øjeblik inden arrangementet lukker og den royale karavane fortsætter til næste ny. Dronningen tager sig tid, hilser på kvinden, stryger pigen over kinden og siger et par venlige ord. Hun tænker at kvinden med barnet aldrig glemmer den smukke solskinsdag i juni. Hun får grusomt ret.
Anna Kaan bliver aldrig den samme igen. Efter datterens død sænker sorgen sig over gården, hvor hun bor med mand og tre sønner, og 40 år efter er hun stadig knuget af tabet. Hun isolerer sig fra familien og lever som en sær skygge på gården, hvor dyrehold og landbrug langsomt er forsvundet, forfaldet, forvitret. Der er opløsning på alle linier.
Gerbrand Bakkers triste og tragiske sorgroman gennemspiller tragedien fra flere perspektiver, særligt forældrenes og de tre sønners. Den ene taler mærkeligt på grund af en skade i hovedet efter en fald i et motorcykelshow, den anden lever alene på en husbåd, og den tredje har kone og lille datter, nemlig den fem årige Dieke, der naturligvis har en barnlig nysgerrighed fri for tabuer. Hvad skete der med den døde faster, spørger hun. Men de voksne magter ikke at svare.
Juni skildrer alle de små ting, der tilsammen udgør et større hele. Den pointe har forfatteren skabt som en eftertænksom refleksion hos Dronning Juliane, der ser moren og barnet fra dagen før for sit indre blik. Det er den slags små oplevelser, der skaber historier, der holder et helt menneskeliv. Eller burde gøre det, tilføjer hun. Underforstået: Hvis der ikke sker en ulykke.
Gerbrand Bakker (f. 1962) er på vej med sin tredje roman, og hans lille forfatterskab har allerede vundet et internationalt ry i kraft af dets intense nærvær og nerve, som viser hvordan handlingsfattig prosa kan skrives med en indre dramatik i et glasklart sprog, der både portrætterer personerne og deres tid og forvitrede følelser. Juni er en læseoplevelse for eftertanken.
Gerbrand Bakker. Juni. Oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgaard, 268 sider, 300 kr. Gyldendal.