Interview i Weekendavisen den 23. marts 2012.
Merethe Lindstrøm. “Jeg prøver at eksponere tavsheden i alle dens afskygninger.” Vi har mødt vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2012.
I fjorten lange dage har den norske forfatter Merethe Lindstrøm holdt på en hemmelighed, nemlig at hun er vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2012.
“Jeg troede ikke på det da jeg fik opringningen. Jeg måtte lægge på og selv ringe op for at kontrollere, at det ikke var en joke,” siger hun til Weekendavisen foran pejsen på det smagfulde Hotel 101 en grå og regnfuld torsdag i Reykjavik (og ja, det er netop denne bydel, der har givet navn til Hallgrímur Helgasons berømte roman).
Det var ikke en joke. Anden gang var lykkens gang for Merethe Lindstrøm, som også var nomineret til den prestigefyldte pris i 2007 for novellerne Gjestene.
Dager i stillhetens historie løb noget overraskende med sejren, som – udover æren og opmærksomheden – består af 350.000 gode danske kroner. De fleste nordiske medier (os selv inklusive) havde ellers forventet, at prisen i år ville gå til en lyriker, fordi poesien stod særlig stærkt i nomineringsfeltet. Men det blev hverken favoritten Katarina Frostenson fra Sverige og Øyvind Rimbereid fra Norge, ej heller vores egen outsider Vibeke Grønfeldt, hvis voluminøse roman Livliner ellers var begyndt at spøge i kulissen blandt de litterære spåkoner og -mænd.
Priskomiteen enedes i stedet om en bog, som ingen for alvor havde talt om. Dager i stillhetens historie modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2012 med denne ganske korte begrundelse: “I en stilfærdig, præcis og eftertænksom prosa fortæller Merethe Lindstrøm om hvordan en dramatisk fortid bryder ind i en ældre kvindes liv og bevidsthed.”
Forfatteren må kunne genkende sig selv i det skudsmål, for hun karakteriserer sin roman endnu fyndigere: “Det er ikke en bog, der råber. Det er en lavmælt bog.”
Dager i stillhetens historie skildrer det ældre ægtepar Eva og Simon, der begge ruger over oplevelser fra fortiden, som de aldrig har talt åbent om. Eva har som ganske ung bortadopteret en søn, og Simon stammer fra en tysk-jødisk familie, hvor flere medlemmer døde i KZ-lejre. Disse afgørende begivenheder har de hverken talt med hinanden eller med andre om, end ikke deres døtre.
“Jeg har altid været optaget af relationer, afstande, nærhed og samtaler mellem mennesker. Men i denne roman er tavsheden det centrale. Den har indsnævret grænserne for Eva og Simons samliv og gjort dem ensomme. Normalt skriver jeg om det, der ikke bliver sagt. Men i denne roman skriver jeg mere om det, der bliver sagt i stedet for. Jeg prøver at eksponere tavsheden i alle dens afskygninger,” siger Merethe Lindstrøm.
Naturligvis trækker romanen på personlige erfaringer, ja den tager udgangspunkt i en konkret begivenhed fra forfatterens eget liv. Men det er ikke relevant for læsningen, mener hun:
“Folk der står mig nær vil kunne genkende visse træk, selvom romanen ikke er en direkte beskrivelse af min egen familie. Jeg talte meget med min far, indtil han pludselig blev tavs. Det var ikke en egentlig demens, det var bare – tavshed. Det var en stor udfordring for mig, og jeg havde meget lyst til at ryste ham. Mine forældre var skilt, og i min mors familie kunne man tale om alt, mens der var tavshed i min fars familie. Min litteratur bliver til i dette spændingsfelt.”
Merethe Lindstrøm mener at vi alle har en tilbøjelighed til at skabe positive fortællinger om vores eget liv, eller i hvert fald konventionelle fortællinger.
“Eva vil gerne opfatte sit eget liv som hyggeligt, noget der er enkelt at forklare. Derfor fortrænger hun også, at hun engang bortadopterede en lille dreng. Det kan ikke være en del af hendes livsfortælling, fordi det ikke harmonerer med hendes ideal om at være god ved børn. Den bortadopterede dreng er så at sige fjernet fra familiebilledet.”
Eva og Simon har altid levet et lidt isoleret liv, og som romanens titel siger, er deres historie præget af stilhed, af alt det de undlader at sige. Den kunne derfor også have heddet Dage i tavshedens historie. Men pointen er, at selv de stille liv er præget af undertrykt dramatik.
Den fornemmelse får man allerede i romanens første sætning, hvor Eva husker tilbage til dengang børnene var små: “Det var jeg som slapp ham inn”. Hun tænker på en ung mand, der pludselig ringer på døren, indtrængeren kalder hun ham. Hvem var han, hvad ville han? Som læser spørger man sig selv, om han mon kunne være Evas bortadopterede søn? Det får vi aldrig at vide. Selv siger forfatteren: “Ja, det kan man vel overveje som én mulighed…”
Mødet med – og erindringen om – indtrængeren bliver dels en del af Eva tavshed, dels en del af hendes tøvende erkendelse af tabuerne. Sent i livet støder så en anden indtrænger til, nemlig en lettisk kvinde, der skal aflaste med rengøring og madlavning – og hendes underspillede men nedarvede antisemitisme får afgørende betydning for Eva og Simon.
“Alle familier har smertepunkter. Overraskende mange bærer rundt på dramatiske historier bag det rolige og stille liv. Den slags glemte historier ligger under overfladen som giftaffald, der siver ind i hverdagen. Jeg tror at alle oplever et vendepunkt, hvor man bliver opmærksom på alt det smertelige ufortalte, og det vendepunkt er ofte et møde med et menneske. For Eva er det mødet med indtrængeren, selvom hun også undertrykker det i årevis. Det ufortalte kan nage i generationer, og det er ikke sikkert at man når et forløsende vendepunkt,” siger Merethe Lindstrøm.
Romanen skildrer situationen i en familie, men den har også et bredere samfundsperspektiv. Det gik op for forfatteren, da hun sad og finpudsede bogen sidste sommer. Pludselig slog terroren til i Oslo og på Utøya, og Merethe Lindstrøm hørte braget fra bomberne. Hun indså, at tavsheden ikke bare er en trussel for kontakten mellem ægtefæller, det er også en trussel mod hele samfundsordenen: “Hvad betyder tavsheden for ekstremisme,” spørger hun. “Hvad sker der, når man kan føre samtaler i lukkede rum, f.eks. på nettet, uden korrektiver udefra?”
Dager i stillhetens historie er ikke skrevet under indtryk af terrorismen, og den er ikke et indlæg i debatten om ekstremisme, siger Merethe Lindstrøm, men hun mener at dens skildring af Eva og Simon og familiens tabuer afspejler tavshedens kompleksitet:
“Litteraturen skal have lov til at være en sprogundersøgelse på egne præmisser, men jeg mener også at den kan bidrage til at genspejle og afspejle magtstrukturer i samfundet.”
Som modtager af Nordisk Råds Litteraturpris 2012 bliver Merethe Lindstrøm nu synlig for læsere i hele Norden. Tidligere prismodtagere har erfaret, hvad den opmærksomhed kan betyde, nemlig at muligheden for at skrive i fredfyldt koncentration forsvinder for en tid. Nordisk Råds Litteraturpris bliver måske indtrængeren i Merethe Lindstrøms liv:
“Som forfatter arbejder jeg i to adskilte rum, det ene er udadvendt, det andet er privat. Jeg ved godt at der nu venter mange interviews, rejser m.m. og at det kan gå ud over arbejdsroen. Men jeg er glad for at der er udsigt til nye læsere i de andre nordiske lande, for jeg synes at vi skal læse noget mere nordisk. Samtidig har jeg et enormt behov for at værne om det private rum, hvor jeg kan arbejde. Jeg ved at det bliver vanskeligt, men heldigvis kan jeg skrive hvorsomhelst – næsten.”