Anmeldelse i Weekendavisen den 17. februar 2012.
Ibrahimović & Lagercrantz. Spøgelsesforfatter konkurrerer med sin hovedperson om opmærksomheden i storartet portrætbog om et fodboldgeni.
Jeg er Zlatan Ibrahimović. Min historie. Fortalt til David Lagercrantz. På dansk ved Birgitte Steffen Nielsen. 431 sider, 300 kr. Gyldendal.
Biografien om en af den internationale fodboldscenes mest karismatiske stjerner, svenske Zlatan Ibrahimović, solgte ufattelige 500.000 eksemplarer på fjorten dage da den udkom i Sverige i fjor, og selvom vi naturligvis ikke når nær de salgstal i Danmark, er nysgerrigheden til at tage at føle på.
Gyldendal lancerer bogen med kløgt og snilde, og gad vide om ikke de har lavet en fin lille lokumsaftale med vores venner på Politiken, som brød embargoen i stor stil med en anmeldelse allerede i lørdags, hele tre-fire dage før den officielle udgivelse? Om søndagen fulgte avisen op med et stort interview med Zlatan selv, som de havde fået eksklusivt med forlagets mellemkomst, og den slags tekstreklame er ikke til at købe for penge. Og så gør det jo heller ikke noget, at biografiens ghostwriter stillede op til interview i Deadline på DR2.
David Lagercrantz er en god historie i sig selv. Dels er han søn af Dagens Nyheters fhv. chefredaktør, litteraten Olof Lagercrantz, som altid gik med nobel butterfly og i øvrigt skrev bøger om James Joyce, Joseph Conrad og Dante. Og dels fører han sig selv frem med denne fuldkommen ubetaleligt selvsikre og blærede etikette: ‘Jeg skriver kun om genier og undtagelsesmennesker’.
Sjældent har en fodboldbiografi været i så intellektuelt godt selskab – og sjældent har kontrasten mellem ghostwriteren og den biograferede været så stor. Og sjældent – sandsynligvis aldrig – har jeg været i så fuldendt godt selskab med en bog i denne genre. Geniet og undtagelsesmennesket Zlatan fortjener sgu også David Lagercrantz’ stilsikre mandsopdækning.
Jeg er Zlatan Ibrahimović er historien om en dreng, der vokser op i det forkætrede boligområde Rosengård i Malmø. Familien er ét stort kaos, og i Zlatans opvækstår isolerer faren sig tit med nostalgisk Jugo-pop i hovedtelefonerne, mens han følger borgerkrigen i hjemlandet. Drengen opdager tidligt, at man skal kunne noget særligt, hvis man skal overleve. Og det er ikke nok at stjæle cykler. Zlatan vinder de andres respekt ved at kunne noget ekstraordinært med en fodbold. Sporten bliver hans vej ud af Rosengård og ind i et miljø, som ellers var lukket land for en knægt som ham: det pæne, småborgerlige Sverige, hvor forældrene støttede deres børn i stedet for at true dem med bank, hvis ikke de spillede godt på banen.
Zlatan gør sådan cirka alt det, man ikke skal. Men hans evner er unikke, og intet kan stoppe ham, selvom han ikke fatter de sociale og kulturelle koder. Først da han bliver solgt fra Malmø FF til Ajax Amsterdam, møder han en træner, der taler et sprog, som Zlatan forstår: “If you fuck with me, I fuck with you twice!”. Den slags får drengen fra Rosengård til at føle sig tryg.
Vi følger Zlatans unikke karriere fra den ene storklub til den anden, og for os der elsker fodbold, er det et interessant indblik i den professionelles verden – og ikke mindst et portræt af Zlatans psykologi og det umenneskelige mentale pres, der hviler på ham.
Rammefortællingen, der åbner og lukker bogen, afdækker Zlatans smertefulde brud med Barcelona og træneren Pep Guardiola. David Lagercrantz skildrer det med skønlitterære dialog mellem Zlatan og hans karismatiske agent, den fhv. pizzabager Mino:
“Han ødelagde alt.”
“Zlatan,” svarede han.
“Ja.”
“Drømme kan gå i opfyldelse og gøre en lykkelig.”
“Ja.”
“Men drømme kan også gå i opfyldelse og slå en ihjel,” og det var rigtigt, det følte jeg virkelig.
Ja, Zlatan har et hårdt og usåreligt ydre, men bag skallen finder man faktisk en mand, der kan reflektere over sig selv og sin særprægede situation. Usentimental og cool står han ved sin legendariske selvtillid og berømmelsens og rigdommens fordele (og de er ekstreme) og ulemper (og de er også ekstreme), men han erkender også at han ikke står tilbage for trusler og vold, for det er et sprog livet har lært ham. For uanset hvor stor en verdensstjerne han bliver, uanset hvor kærlig en familiefar, han er: Zlatan er stadig bare en perker. Som han siger: “Du kan tage en knægt ud af Rosengård, men du kan ikke tage Rosengård ud af en knægt.”
Til sidst må jeg dryppe en smule malurt i bægeret, for selvom Jeg er Zlatan Ibrahimović er en sjældent læsværdig fodboldbiografi, så kammer den over i en kulmination med mislyd. Til allersidst bliver det hele simpelthen for velskrevet, for velkomponeret, for elegant bundet sammen. En række situationer og begivenheder fra Zlatans liv bliver samlet i én komprimeret livsfremstilling, som simpelthen ikke er troværdigt fortalt i førsteperson ental. Det er ikke det autentiske Zlatan-jeg, der samler trådene. Det er skønskriveren David Lagercrantz, der lægger Zlatan ord i munden og giver ham et konkluderende overblik, som man ikke tror på. På den måde konkurrerer spøgelsesforfatteren med sin hovedperson om opmærksomheden.
Og så må jeg også nævne, at oversættelsen momentvis skurrer i ørerne på enhver læser, der er fortrolig med fodboldens retorik og terminologi. Birgitte Steffen Nielsen har kæmpet godt med stoffet, men en fodboldkyndig ville aldrig skrive, at “det var på overtid” (det hedder i overtiden) eller at en spiller vinder “Guldskoen” som europæisk topscorer (det hedder Guldstøvlen på dansk). Og slet-slet-slet-ikke, at en klub “tager dobbelstikket hjem”! Det hedder “at vinde The Double” (altså mesterskabet og pokalturneringen). Det er ærgerlige fejl.
Birgitte Steffen Nielsens fordanskningen af David Lagercrantz’ særlige upolerede Zlatan-tone er i øvrigt ganske vellykket, også selvom det svenske ‘heftig’ ikke bør være ‘heftig’ på dansk, men snarere ‘sej’, og selvom fyldordet ‘liksom’, der optræder en milliard gange i Zlatans talesprog, ikke skal oversættes konsekvent til ‘ligesom’, men ofte bare udelades.
Men altså: Jeg er Zlatan Ibrahimović er en storartet skildring af en mand, der gør en dyd ud af at både lytte og ignorere, når de magtfulde mænd taler til ham. Zlatan er en oprører, men vel at mærke en tilpasningsdygtig oprører. Og han er rå som få, men samtidig en tøsedreng, der ikke slår til da hans babysøn skal have en harmløs operation (jeg ved hvad jeg taler om, begge mine sønner er blevet opereret for det samme, mavemundsforsnævring).
David Lagercrantz’ portrætbog kan læses som mere end en reportage fra fodboldens internationale top, nemlig som et stykke kritisk socialhistorie om en ener, der forbliver en ener, selvom den svenske velfærdsmodelmodel forsøger at presse ham ind i en skabelon. Jeg er Zlatan Ibrahimović er samtidig en kærlighedserklæring til Rosengården og Malmø, ja en slags samtidsroman, anekdotisk og uhyre morsom, om et vaskeægte undtagelsesmenneske med en fuldkommen ekstrem og meget rørende livshistorie.