Weekendavisen den 22. juni 2012.
Fußball auf Deutsch. To stærke bøger om en depressiv landsholdsmålmands selvmord og om den tyske fodbolds politiske historie.
Tysk fodbold har altid – men ikke altid med rette – haft ry for at være maskinelt velorganiseret, koldt, kynsk og resultatfikseret. Hollandsk fodbold, derimod, har altid haft prædikat som et æstetisk, harmonisk og hedonistisk spil. Måske vil den forgangne uges EM-gruppespil give anledning til en revision af disse stereotypier, for tyskerne spillede som bekendt brilliant, mens hollændernes verdensstjerner skuffede fælt.
Et kik i den politiske historie viser imidlertid et og andet, som har skabt grundantagelserne om de to landes fodboldfaconer. Sagen er at Tysklands nederlag i 1. verdenskrig betød at landet fik frataget sine oversøiske besiddelser, bl.a. Cameroun. Derfor havde landet ikke mulighed for at rekruttere spillere fra kolonierne, og tysk fodbold gik glip af talenter, som dem, der bar ikke bare hollandsk, men også fransk og portugisisk fodbold frem i det 20. århundrede.
Denne analyse kan man læse på de sidste sider i den tyske fodboldjournalist Uli Hesses über-grundige bog TOR. Historien om tysk fodbold (den uoversatte titel er det tyske ord for ‘mål’, altså en port, som i f.eks. Brandenburger Tor), hvor vi også får at vide, at de benhårde statsborgerskabsregler fra 1913 har gjort det umådelig svært for indvandrere at få tysk statsborgerskab, fordi nationaliteten defineres af blodets herkomst.
Desværre kommer Uli Hesses pointe lige lovlig henkastet, og den måtte gerne have haft mere fylde, for den siger ikke bare noget essentielt og tysk fodbolds fortid og nutid, den siger også alt om, hvordan fodbold altid afspejler den politiske virkelighed.
Endnu mere desværre slutter Uli Hesses bog med VM i 2002, men den danske udgave kunne med fordel have været ajourført op til i hvert fald slutrunden på hjemmebane i Tyskland i 2006, hvor det såkaldte muliti-kulti landshold med nytyske spillere med f.eks. tyrkisk, polsk, fransk og brasiliansk baggrund brød igennem, og det tyske flag blev luftet i patriotisk begejstring – det havde man ellers ikke tilladt sig selv siden 2. Verdenskrig.
(At ajourføre en fodboldbog kan jo lade sig gøre: sidste år udgav samme forlag den engelske forfatter David Winners fremragende bog om hollandsk fodbolds kultur- og mentalitetshistorie, Oranje – totalfodbold og viljen til skønhed. Den er oprindelig fra 2000, men til den danske udgave havde forfatteren skrevet et ekstra essay, der opdaterede analysen helt frem til den hollandske deltagelse i VM-finalen året før. Dét var et scoop.)
Tysk fodbold har altså altid været et produkt af politiske spændinger og beslutninger, fra dengang i 1800-tallet, hvor de militante gymnastikforeninger – som mente at idrætten skulle forberede ungdommen til krig – så ned på den nye sport, der indvandrede fra England, over de kaotiske verdenskrige til tiden efter 1945, hvor tysk fodbold måtte kravle ud af murbrokkerne og nazismens slagskygger. Og forude ventede den kolde krig, Murens fald og genforeningen mellem øst og vest. Fodbold har aldrig bare været fodbold.
Uli Hesses fremragende bog er skrevet med stor kærlighed af en pedant, som ikke altid prioriterer rigtigt i sin omgang med datadetaljer og statistik. Han overlæsser for ofte sin bog med småting, der kunne være henvist til noterne, men når han er bedst, folder han en fortælling ud, så det er som at være der selv, ikke mindst beskrivelsen af Das wunder von Bern, Miraklet i Bern, da Tyskland kravlede ud af krigens og vandt verdensmesterskabet i 1954 over favoritterne fra Ungarn. Det er en fabelagtig historie, som man også bør se i flere formidable klip på Youtube (søg på ‘Das wunder von Bern’, så vælter en af fodboldshistoriens vigtigste begivenheder frem) efter læsningen.
Mens vi er ved tysk fodbold, skal vi også anbefale Ronald Rengs portrætbog om Robert Enke, den tyske landsholdsmålmand, der som 32-årig bukkede under for sine depressioner og kastede sig selv ud foran et tog. Tragedien, som lammede Tyskland og tysk fodbold i 2009, er værdigt og vigtigt beskrevet i biografien, der dels skildrer Robert Enkes sejre og nederlag professionelt og privat, dels beskriver hvad der sker i et depressivt sind, fodboldspiller eller ej.
Den tyske målmand oplevede grusomme flop i storklubber i udlandet, bl.a. i Barcelona, men heldigvis drager Ronald Reng ikke en lige linje fra selvmordet til den ensomhedsfølelse der følger med posten som målmand. Faktisk havde Robert Enke en god evne til at rejse sig igen, men naturligvis var nederlagene en del af den samlede sum, der plagede ham psykisk. Men også privatlivet bød ham trods. Selvom hans kone var ham en god støtte, kunne hun ikke fjerne smerte fra deres datters meget tidlige død. Men bedst som alle omkring Robert mente, at han var inde i en stabil og glad periode, tog han livet af sig selv, mens konen troede at han var til træning.
“Depressive er ofte i bedre humør i dagene op til deres selvmordsforsøg. De er lettede over, at de omsider har besluttet sig for at tage den – i deres syge øjne – eneste udvej. Det gode humør er facaden, de gemmer sig bag for at holde planerne skjult for deres kære,” skriver forfatteren. Og: “Men når et depressivt menneske dør, er der aldrig tale om en fri beslutning. Sygdommen svækker intellektet så meget, at den lidende ikke længere ved, hvad det vil sige at dø. Vedkommende tror bare, det handler om at slippe af med sygdommen.”
Et alt for kort liv er en dybt bevægende bog. Den handler også om fodbold. Men den er først og fremmest en intenst, velskrevet og dybt bevægende bog om en usynlig, tabuiseret sygdom, og om et sympatisk menneske, der sørgeligt nok ikke stod distancen.
Uli Hesse: TOR. Historien om tysk fodbold. Oversat af Stig Krøger. 368 sider, 300 kr. Forlaget Herreværelset.
Ronald Reng: Et alt for kort liv. Tragedien Robert Enke. Oversat af Hans Krabbe. 400 sider, 300 kr. Forlaget Turbulenz.