Kommentar i Weekendavisen den 30. marts 2012.
Kommentar. Regner Grastens helteepos om Hvidsten-gruppen er den perfekte kulmination på ti års borgerlig kulturkamp.
Hvad ville vi mene om succesfilmen om Hvidsten-gruppen, hvis den ikke lige præcis handlede om os danskere, men om f.eks. hviderussere, serbere eller iranere? Ja, vi ville naturligvis holde den ud i strakt arm som et sentimentalt, nationalt helteepos og en omgang politisk pladderpropaganda…
Men filmen handler hverken om hviderussere, serbere eller iranere. Den handler om danskere. Og vi labber den i os, den patriotiske pladderpropaganda, der i disse dage driver ned ad lærredet i landets biografer. Dette er historien om bjælken og splinten.
Producent og manuskriptmedforfatter Regner Grasten har valgt at reproducere den velkendte historie om de jævne mennesker fra Hvidsten, der gik til modstand for at feje de vissengrønne væk, og derved var med til at redde Danmarks ære fra rygradsløse samarbejdspolitikere.
Fair nok. Når en folkelig filmmand vil levere bred underholdning, der samler danskerne, skal han naturligvis også give sine landsmænd de rette nostalgiske og nationalromantiske symboler, så vi alle kan føle os som trygge og historisk stolte landsmænd i biografen. Det føles måske godt, især hvis ikke har noget imod at blive tvangsindmeldt i Patriotisk Filmklub.
Folkene fra Hvidsten fortjener naturligvis at blive husket og respekteret for deres modige indsats for Danmarks frihed. Filmens formidable publikumstal (og tillykke med det) viser med al ønskelig tydelighed, at Hvidsten-gruppen er den heltehistorie, som danskerne ikke vidste, at de savnede. Desværre er den samtidig spekulativ og manipulerende, og vi – og modstandsfolkene – bliver spist af med en klæg kliche af en uopfindsom og kunstnerisk uambitiøs film.
Jeg er helt med på, at kroværten Marius Fiil – stoisk og sejt spillet af Jens Jørgen Spottag – var nedkastningsgruppens omdrejningspunkt. Derfor er han også filmens centrale skikkelse, og derfor kulminerer filmen med den tragiske eksekvering af nazisternes dødsdom over ham og hans venner. Det er så den formelle afslutning på historien om Hvidsten-gruppen.
Men ved at fortælle filmen kronologisk med fast fokus på mændene, har Regner Grasten og hans instruktør samtidig ignoreret muligheden for at give os ny indsigt i og forståelse for modstandsarbejdets menneskelige, moralske og mentale konsekvenser.
Da jeg læste et interview med Gudrun Fill Paetch – barnebarn af kroejerne Marius og Gudrun og datter af Kirstine, kaldet Tulle – slog det mig, hvorfra historien om Hvidsten-gruppen kunne og burde være fortalt. Sagen er nemlig, at Tulle – som skildret i filmen – blev dømt til fængsel i Tyskland. Da hun kommer hjem efter to år – hvilket falder udenfor filmens tidsramme – kan hendes datter (altså lille Gudrun) ikke længere kende sin mor. Tulles mand og far er blevet henrettet i Ryvangen, og ifølge datteren led moren af forskellige traumer. Hun fik depressioner og problemer med alkohol: “Man siger at krigen sluttede 5. maj 1945, men for dem, der var med, sluttede den ikke, før de døde,” siger Gudrun Fiil Paetch i artiklen.
I filmen er Tulle skildret som et vaskeægte, jysk livsstykke, hvad hun nok også var. Det er hende, der bringer humør ind i forsamlingen i en af filmens værste scener, hvor mismodet har sænket sig: “Åh, vi har kun ét liv, lad os leve det mens vi har det, nu skal vi danse!” udbryder hun, og så danser familien Den toppede høne. Det er rent Frilandsmuseum.
Tænk hvis filmen var fortalt fra Tulles perspektiv, altså efterkrigstidens traumatiserede, depressive og alkoholiserede Tulle. Tænk hvis vi fik hendes erindringer om manden, faren og nedkastningsgruppen i tilbageblik, sådan at historien kunne spejles og perspektiveres i de enorme konsekvenser af krigen, som hun led under. Tænk hvis vi havde fået den sandfærdige, uskønne og usminkede beretning om omkostningerne ved at være en del af en gruppe helte. Tænk hvis Regner Grasten havde turde givet os den ufortalte historie om traumerne, alkoholismen og depressionerne, så vi kunne føle og forstå, hvad krigen gjorde ved de overlevende. Det turde han ikke. I stedet gav han os det propagandistiske epos om heltene, der gik i døden med stoisk ro.
Vi hører hele tiden – hvad korrekt er – at vi skal kende vores historie og rødder for at forstå vores nutid. Men hvorfor bliver historien om Hvidsten-gruppen så ikke kritiseret for at være et skønmaleri? Som oven i købet gør nedkastningsgruppens arbejde mere dramatisk end nødvendigt – det er jo f.eks. historisk ukorrekt at der blev skudt med maskingevær mod en tysk flyver. Vi skal kende vores historie, ja. Men hvad skal vi med en romantisk, national heltefortælling?
Filmen om Hvidsten-gruppen er en logisk kulmination på de seneste ti-tolv års borgerlige kultur- og værdikamp, som dybest set har handlet om at opruste den nationale følelse blandt en bekymrende historieløs befolkning. Som sådan er den en drøm, der går i opfyldelse for Dansk Folkeparti, der også har omfavnet den med en ærlighed, som man kun kan respektere. F.eks. har partiets kulturordfører Alex Ahrendtsen erkendt, at filmen skaber mytologiske helteskikkelser, og en taknemmelig Søren Krarup kalder filmen vederkvægende i en tid, hvor der tales ‘globalt’ og ‘multikulturelt’. Med andre ord: filmen er nøjagtig så national og dansk, som højrefløjen ønsker.
Men højrefløjen har ikke monopol på at respektere modstandskampen, og filmen om Hvidsten-gruppen forpassede chancen for at give os andet og mere end et banalt, forudsigeligt og dybt problematisk helteportræt. Sagen er, at vi ikke bliver klogere på vores historie af denne film. Vi får derimod et nationalpatriotisk sagn, som er en sejr for den borgerlige kulturkamp.