Anmeldelse i Weekendavisen den 20. december 2013.
Hverdage. Anne Marie Têtevides stilsikker tidsdiagnose er et solidarisk spejl.
Mellem Anslund og Gorazde
Man fornærmer næppe Anne Marie Têtevide ved at slå fast, at hun ikke er blandt de mest berømte forfattere i Danmark. Faktisk er hun decideret ukendt for de fleste.
Hendes seneste roman hedder Som dagene er, og det er jo en spinkel, lavmælt, tøvende og selvudslettende titel, kongenialt understøttet af omslagets lyriske illustration af et mennesketomt landskab med en høstet mark og en aftenhimmel, hvor solen er sunket bag de levende hegn.
En profilløs forfatter og en roman med en kedelig titel og et nydeligt omslag! Hvorfor så læse videre? Jo, fordi Anne Marie Têtevide (f. 1947) faktisk er en af de bedst bevarede gode hemmeligheder i dansk litteratur.
Lad mig bare sige det: Man bør læse Som dagene er, hvis man kunne lide Jens Smærup Sørensens Mærkedage, som i 2007 vandt De Gyldne Laurbær og Weekendavisens Litteraturpris og solgte sensationelle 100.000 eksemplarer. Anne Marie Têtevide skriver på nøjagtig det samme stof, som Jens Smærup Sørensen: den jyske identifikation, det sindrige og sindige liv, hverdagene og særdagene, de små begivenheder som tilsammen udgør et livsforløb, livets gang i Lidenlund, mens Verden venter og kommer nærmere.
Mens Mærkedage udspiller sig mellem 1934 og 2003 foregår Som dagene er med en forskydning på to år, fra 1934 til 2001, og mens Jens Smærup Sørensens udgangspunkt er autentiske Staun, frisætter Anne Marie Têtevide forestillingen om slægten Grundal fra det lille landbrug i fiktive Anslund på Vejlekanten.
Der er en diskret dialog de to bøger imellem – både om bevægelsen fra provins til storby, fra egnshorisont til globaliseringspres, fra stereotype kønsroller til eksperimenterende frisind – men Anne Marie Têtevide har ikke Jens Smærup Sørensen forkromede overbygning af samtidsfortolkning. Hun er registrerende uden at være reflekterende, og hun aflægger rolig livsrapport om sine mange personer, mens Verden kommer stadig nærmer og tiltrækker sig svag opmærksomhed i baggrunden.
Da Else Marie og Robert Grundals datter Helle møder, som er enlig mor, møder en mand fra Jugoslavien som er kommet til København for at arbejde, bliver den jyske slægt for første gang præsenteret for en verden i radikalt opbrud. Helle og Ismet stifter familie, velfærden har bidt sig fast, verdenskrigen findes kun i forældrnes erindringer og historiebøgerne, men som tiden går bryder både Muren og værdierne sammen og Else Marie og Roberts er morforældre til børnebørn, hvis farmor og fætre og kusiner ikke bor i en landsby som Anslund, men i en by, der udsættes for etniske udrensninger. Gorazde, Bosnien.
Anne Marie Têtevide folder ikke dette konfliktstof ud, og det savner jeg voldsomt, for hvor kunne modsætningen mellem trygheden og tragedien have vist os 90’ernes Europa. Men diskretionen tjener et formål. Den dæmpede prosa skal vise os, at selv i en tid med tragedier og forandringer, er der flest hverdage. Til gengæld spejder man så forgæves efter empati og engagement hos familien, der lige akkurat kan overveje at sende penge ned til genopbygningen efter krigen, da Ismet beslutter sig til at forlade kone og børn og vende tilbage til hjembyen i det, der hed Jugoslavien, da han forlod det for år tilbage.
Anne Marie Têtevides tidsdiagnoser er stilsikre og omhyggelige, omend ikke altid lige logiske. Da vi hører om Pokalfinalen mellem Vejle og AGF i Idrætsparken, kan jeg regne ud, at året er 1959. Men hvorfor bliver der så læst et digt af Morten Nielsen fra 1944 og en børnebog af Egon Mathiesen fra 1946 samtidig?
Ikke desto mindre: I al sin lavmælte konfliktskyhed er Som dagene er en sprogligt stabil og velskrevet læseværdig roman om ørkesløst almindelige mennesker, et mildt og venligsindet Danmarksportræt og et solidarisk spejl af den slags, vi gerne holder op for os selv og hinanden.
Anne Marie Têtevide: Som dagene er. Roman. 304 sider, 300 kr. Gyldendal.