Anmeldelse i Weekendavisen den 11. oktober 2013.
Sult. “Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør.”
En stille gift
Bjørn Rasmussens nye roman, Pynt, betegnes i forlagets pressemeddelelse som en ‘punktroman’, altså en række af fragmenterede prosastykker uden egentlig kronologi eller logisk rækkefølge. Her må læseren selv stykke helheden sammen af brikker og brudstykker. Ok så:
En ung kvinde er indlagt med spiseforstyrrelser på et psykiatrisk hospital, hvor hun skriver dagbogsoptegnelser til sin bror. De to søskende er siden de var små vokset op hos en enlig, dekadent værge, Werther, og hans påklæderske Jakob (som er en kvinde), efter at begge deres forældre døde tidligt, den ene havde kræft, den anden hængte sig.
Natten før sin konfirmation betror pigen sig til sin værge: hun er bange for at leve, det forekommer hende uendelig trist at skulle blive voksen. Ved middagen afslører værgen – iført en hvid kåbe med funklende rhinsten – pigens angst foran alle gæsterne. Selv er han offer for et fysisk forræderi, en bindevævssygdom, hvor immunforsvaret ved en fejl angriber kroppens væv.
Senere bliver kvinden skuespiller (“Jeg har medvirket i flere B-film, fordi jeg er god til at skrige”) og gift med en Hr. Johansen, selvom hendes følelser retter sig mod performancekunstneren Alfrida, hvis krop er prydet af tatoveringer: en myg på overarmen, en sommerfugl på inderlåret, en hest på underarmen, en grøn og lyserød salamander på læggen, et bolsje i celofan på anklen.
Nu ligger hun så på den lukkede afdeling, hvor hun har fået en tung kugledyne, der skal dæmpe hendes angst. Hun skriver til sin bror, som heller ikke er helt rask, han sulter sig også, og har fået et stor Nike-logo tatoveret på ryggen. De to søskende sov altid i ske og har et nært forhold til hinanden, måske for nært: “Du er mit barn, min mand, min elskede.”
Først bliver kvinden opfordret til at skrive, senere tager personalet dagbogen fra hende, fordi hun skal “affiktionaliseres”. Men hvad er virkelighed og hvad er fiktion? Sådan spurgte anmelderkorpset også sig selv, da Bjørn Rasmussen debuterede med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011). Jeg synes nu at romanens aggressive leg med tidens hårdt prøvede autofiktion var noget trættende, for homosex på rideskolen bliver ikke mere spændende af at personen og forfatteren hedder det samme: “Bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller, Bjørns nosser klasker mod glatbarberede baller i timevis, Bjørn pisker inderlår…”
Pynt er en stærk, tvetydig titel, som med spartansk klædelighed er meget mere mystisk og uheldsvanger, end den manierede sætning om huden, hylsteret og legemet. Et par steder stiller fortælleren spørgsmål – uden spørgsmålstegn – som refererer til titlen:
“Der løber en stille gift. Hvidt udflåd, gult og rødt udflåd og brunt. Mine bryster er ømme, og det er dumt, når de er så små. En nat drømmer jeg, at der siver blæk fra det venstre. Er det pynt.”
Og senere: “Er vi pynt. Er vi det parfumerede julehjerte, har vi en stemme. Jeg kan ikke holde sammen på det længere, kære. Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør.”
Nej, Pynt er fortalt fra et kaotisk sind, der ikke ved, hvordan “man gør”. Dermed bliver krisen eksistentiel – som hos Sofi Oksanen og Julia Butschkow, for bare at nævne et par andre forfattere, der på det seneste har skrevet hårde romaner om sultekunstnere.
Det er ikke noget tilfælde, at fortælleren er skuespiller, for som sådan kan hun flygte ind i roller og replikker, der ikke er hende selv – når nu hun ikke kan finde ud af at være menneske. Hendes erindringer, hvor alle har slørede forhistorier, sære skæbner, uigennemskuelige navne og splittede identiteter, blandes sammen med desperation, fantasier, forestillinger, følelser og frygt, skrevet sært stemningsfuldt frem i Bjørn Rasmussens prosa, der er intuitiv, barsk og stærk som ind i helvede, skånselsløs i behandling af den syges skamfølelse og selvafstraffelse.
Pynt lefler ikke for sin læser, og den byder ikke pænt indenfor. Der er ikke ét ord til bagsidetekst, kun et citat på den ene klap. Og så en grotesk, symbolistisk illustration på forsiden, skabt af Thomas Joakim Winther. Man ser konturen af en torso og et hoved. Ansigtet er udfyldt af en surrealistisk collage, hvor både et hanehoved og et spejlæg ses på hver side af et par fyldige skamlæber – sult, skyld og skam hænger sammen – der flyder ud af ansigtets ubestemmelige kaos som en lang tunge. Øverst står forfatternavnet og titlen i en forvrænget håndskrift, som er svær at aflæse. På bagsiden er endnu en torso, hvor ansigtet er fyldt ud med blomster, kød og hud. Det er et af årets grimmeste omslag, men også et af de mest kompromisløse og kongeniale, for det genskaber både romanens uligevægtige stemning og Bjørn Rasmussens indsigtsfuldt solidariske og flimrende skrivestil, der på én gang er blid og brutal, virkelighedsnær og surrealistisk.
Bjørn Rasmussen: Pynt, 184 sider. 200 kr. Roman. Gyldendal.