Anmeldelse i Weekendavisen den 22. marts 2013.
Mesterværk. Friedrich Dürrenmatts perfekte krimier er blevet nyoversat til dansk.
Den gamle mand kommer til byen
Den schweiziske dramatiker Friedrich Dürrenmatt (1921-1990) skrev i 1950’erne en række fuldkommen fremragende mordmysterier, der udkom på dansk i 60’erne og 70’erne. Nu er de lykkeligvis blevet smukt og stemningsfuldt nyoversat af Henning Goldbæk, og dermed får vi anledning til at læse noget af det bedste kriminalistiske litteratur, der kan opdrives.
Friedrich Dürrenmatt kendte som dramatiker til kunsten at skrive prægnant prosa. Hans detektivromaner er prisværdigt korte og koncentrerede, hermetisk renset for omsvøb og overflødigheder. Derfor kan man udgive hele tre novellaer i ét bind, nemlig Dommeren og hans bøddel, Mistanken og Løftet, tre miniromaner med suverænt godt udtænkte plot.
I fortællingen om dommeren og bødlen møder vi første gang den sygdomsmærkede politikommissær Bärlach. Han bliver involveret i efterforskningen af et drab på en politimand, og vi fornemmer hurtigt, at han selv har en viden, som han hverken vil dele med sine kolleger eller med os læsere. Romanen udvikler sig til et djævelsk duelspil mellem den gamle og hans rival gennem mange år, den mystiske gangster Gastmann. Deres forhistorie går tilbage til et møde i “en tilfældig, faldefærdig jødebule ved Bosperus”, hvor de som unge diskuterede om menneskets sind og natur betød, at de fleste forbrydelser naturnødvendigt vil blive afsløret, eller om det tværtimod er muligt at begå forbrydelser, som aldrig bliver opdaget og derfor aldrig kommer for retten.
Væddemålet knytter kriminologen og forbryderen til hinanden, fjendskabet giver karrieren mening, for en mester på sit felt har brug for en værdig modstander – hvad ville Sherlock også være uden Moriarty? – og naturlivis har opgøret mellem Bärlach og Gastmann og den aktuelle mordgåde meget med hianden at gøre, men ikke på den måde, vi tror undervejs.
I Mistanken møder vi atter Bärlach, syg og afkræftet. Hans deduktive evner er dog i behold, og selvom han er bundet til en hospitalsseng, sker der voldsomme sager, når den gamle mand kommer til byen. Friedrich Dürrenmatt slår sig løs med en fuldkommen skamløs skæbnehistorie om en nazistisk kirurg, der opererede jøder i KZ-lejrene uden nogen former for bedøvelse. Nu huserer han under ny identitet som estimeret læge på et privathospital, men Bärlach kommer på sporet af ham, og sætter en fælde op. Men den, der graver en grav for andre, falder jo ofte selv i den, og snart er Bärlach i nazikirurgens vold. Det er en kolossalt nervepirrende historie, med en Golem-agtig jødisk kæmpe og en morderisk dværg, som… Nej, læs det nu bare selv.
I Løftet er det ikke længere Bärlach, vi følger. Kommissær Matthäi har sidste arbejdsdag inden sin pensionering, men så bliver der begået et mord på en lille pige med fletninger og rød kjole. Tilsyneladende bliver sagen opklaret i en håndevending, og da den mistænkte både indrømmer forbrydelsen og begår selvmord i cellen, ånder alle lettede op. Blot ikke Matthäi. Han mener ikke at sagen er så simpel endda, og for at fange den rigtige morder, må han sætte en scene op, som langt overskrider grænserne for normalt politiarbejde. Hans metode er så radikal, så kynisk og så risikabel, at den kun kan retfærdiggøres af jagten på, ja nemlig: retfærdighed. Eller hvad? Friedrich Dürrenmatts evne til at kombinere banal og basal spænding med filosiofiske og moralske dilemmaer er simpelthen så veludviklet, at man snapper efter vejret. Flokken af selvbestaltede dommere, bødlere og hævnere er simpelthen dybt fascinerende, og den litterære overbygning på krimigåden og opklaringsarbejdet, er inderligt tilfredsstillende.
Løftet er i øvrigt Dürrenmatts egen forbedrede version af det tv-filmmanus han oprindelig skrev i 1958, Det skete ved højlys dag, ligesom den er filmatiseret af Sean Penn i 2001. Og så har den en prægtig undertitel: Rekviem over kriminalromanen. Jeg ved ikke helt, hvad forfatterens motiv med dette egentlig var, men det er tankevækkende at læse romanens indlejrede kritik af den genre, han selv beherskede så demonstrativt godt.
Friedrich Dürrenmatts komplekse behandling af eviggyldige værdikriser, havde rod i nazismens overgreb på alt menneskeligt værdigt, og kan derfor læses som eksistensdramaer i verdenskrigens slagsskygge. De kan også bare læses som perfekte krimier.
På de københavnske kommunebibliotekers hjemmeside kan man se, at der for tiden står syv lånere i kø til det eneste (!) eksemplar af Dommeren og hans bøddel fra 1977, som hovedstandens biblioteker råder over. Til de lånere kan man sige: Hop ud af køen og ned i boghandelen og bestil bogen. I får så det mesterværk, I gerne vil læse plus to mere i tilgift.
Det er det lille, hårdtarbejdende forlag Rosenkilde & Bahnhof, der står bag. De har et usædvanligt godt blik for kanonisk krimi, som fortjener en genintroduktion på det danske bogmarked, for eksempel Dorothy L. Sayers, Patricia Highsmith og George Simenon, men også F. Scott Fitzgerald, Ford Madox Ford, Stefan Zweig, E.M. Forster, Virginia Woolf og Henry James.
Man må virkelig lette på hatten for forlagets sans for – og tro på – de gode, klassiske forfatterskaber, men man må også uddele en reprimande for den sjuskede ligegyldighed, som lidt for ofte præger finish i redaktion og korrekturlæsning. Det er så ærgerligt, at gode læseoplevelser bliver spoleret af fejlfinding, som nu i Løftet, der afslutter denne trilogi. Få nu styr på det!
Friedrich Dürrenmatt: Dommeren og hans bøddel, Mistanken, Løftet. På dansk ved Henning Goldbæk. 248 sider, 300 kr. Rosenkilde & Bahnhof.