Anmeldelse i Weekendavisen den 22. februar 2013.
Trojanske heste. Hassan Loo Sattarvandis roman om illusionsløs indvandrerungdom i Sverige.
Den dobbelte belejring
Vi har hørt det 1000 gange før, men det bliver det ikke mindre sandt af: indvandrerne i Sverige er slået bedre igennem som forfattere, end indvandrerne i Danmark. Det bekræftes nu af tre aktuelle eksempler, hvoraf den ene ligefrem er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, nemlig romanen En storm kom från paradiset af svensk-ugandiske Johannes Anyuru, romanen og teaterstykket Jag ringer mina bröder af svensk-tunesiske Jonas Hassan Khemiri, skrevet i dagene efter bilbomben i Stockholm 2010, hvor det gik op for forfatteren, at han passede perfekt til gerningsmandens signalement, og svensk-iranske Hassan Loo Sattarvandis Belägring, der netop er udkommet på dansk under titlen Belejring.
Interessant nok har både Johannes Anyuru (i sine debutdigte Det är bara gudarna som är nya fra 2003) og Hassan Loo Sattarvandi hentet inspiration og motiver hos Homer. Anyuru nævner Illiaden, og Sattarvandi peger på Oddyseen. Uanset om man befinder sig i Troja eller Ithaka 700 år før vores tidsregning, eller i nutidens svenske socialsamfunds Växjö eller Solna, vil (unge, mandlige?) forfattere være nødt til at skrive om eksilet, krigen og ensomhed.
Ved lidt af et sært tilfælde, er både Jonas Hassan Khemiris og Hassan Loo Sattarvandis nye romaner skrevet som telefonmonologer. Belejring – som er en slags prequel til forfatterens debut i 2008, Still) består af tre telefonsamtaler, som den 15-årige fortæller Caspian fører med en ven, vi får aldrig at vide hvem han eller hun er. I de lange, frenetiske monologer til den tavse lytter (læseren!), fortæller han om sit liv i den stockholmske indvandrerghetto, mens blodet står ham i munden, hvor tænderne er løse og tungen læderet. Der er sket noget voldsomt. Hvad?
Caspian bor alene med sin bror og sin mor. Faren er stukket af, men moren holder liv i illusionen om at han kommer hjem, og hun fantaserer om at han ofte ringer til familien. Men faren er ingen Odysseus og moren er ingen Penelope. Derfor er Caspian heller ingen Telemakos, og belejringen – genspejlet i romanens titel – handler ikke om nye bejlere til moren. Men hvad handler den så om? Om unge indvandrere som trojanske heste i det svenske samfund? Eller om det svenske folkehjem som trojanske heste inde i de unge indvandrere?
Det salamoniske svar er naturligvis: begge dele. Der er en både fysisk og mental belejring i romanen, hvor storbyens fysiske fortræd smitter, og hvor de gode viljer – repræsenteret ved skolelærerne, der hele tiden vil tale med Caspian for at retlede ham – fremstår naive og magtesløse. Og så skildrer Hassan Loo Sattarvandi tankevækkende de illusionsølse unge menneskers skæbnesvangre stamme- og reservattænkning. De skider på skolen, men identificerer sig med skolegården. Den er deres revir, og den skal forsvares mod indtrængere.
Belejring kommer hertil på en flåde af ovationer fra de svenske kritikere. Et enkelt citat på klappen sammenligner endog Hassan Loo Sattarvandi med Garcia Marquez og Caspian med Holden Caulfield! Rolig nu, mindre kan gøre det. Ganske vist har forfatteren ramt en troværdig tone, og han har magt over selv de stakåndede, punktumløse passager – men det er der intet originalt i.
Hassan Loo Sattarvandi er et brudt igennem som en stærk stemme blandt svenske forfattere, han arbejder som gymnasielærer i Solna, Stockholm, og han tror på litteraturen. Sammen med Johannes Anyuru og Jonas Hassan Khemiri – ja, og fodbold- og bog-fænomenet Zlatan! – repræsenterer han noget, vi stadig spejder efter i Danmark.
Der er sket noget voldsomt i Caspians liv. Hvad, skal naturligvis ikke afsløres her. Det er for så vidt også ligegyldigt. Romanen skal læses for dens portræt af belejringen, den indre og den ydre.
Hassan Loo Sattarvandi: Belejring. Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen. 229 sider, 250 kr. Roman. People’s Press.