Weekendavisen, fredag den 1. november 2013.
Gallareportage. Kim Leine var i kontrolmodus onsdag aften da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Weekendavisen var med.
OSLO
“Der snød jeg dig!”
Kim Leine har ikke glemt, hvad jeg sagde da jeg motiverede Weekendavisens Litteraturpris 2013, som han modtog i slutningen af januar i år. Jeg forudså, at han også ville vinde De Gyldne Laurbær, Politikens Litteraturpris og DR’s Romanpris. Og så sagde jeg, at han til gengæld ikke ville vinde Nordisk Råds Litteraturpris, som han også var nomineret til. Feltet er for stærkt, sagde jeg, og i øvrigt er det ikke sundt for en forfatter, at vinde alle priserne på én gang.
Jeg fik ret i det meste, men tog fejl da det virkelig gjaldt. Og det var det, Kim Leine sigtede til, da jeg ønskede ham tillykke umiddelbart efter den fællesnordiske tv-transmission af gallashowet onsdag aften, hvor han vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2014: “Der snød jeg dig!”
Ja. Heldigvis. Profeterne i Evighedsfjorden – som ifølge priskomiteen er “et medrivende epos om undertrykkelse og oprør, et antikolonialistisk, vidt forgrenet værk, som fantaserer over mennesket som krop og tanke” – er absolut også en værdig vinder. Den storslåede fortælling om den danske præst fra Norge, Morten Falck, der i slutningen af 1700-tallet rejser til Grønland for at kristne hedningene, har sejret sig gennem 2014, begyndende med Weekendavisen og nu afsluttende med Nordisk Råd. Undervejs er 60.000 bøger solgt i Danmark.
– Hvordan føles det så at du blev forbigået til Nobelprisen?
– Jeg tænker at jeg en dag kan sige nej til Nobelprisen, griner Kim Leine.
Journalister fra hele Norden står i kø for at interviewe den danske prisvinder, og da Grønlands Radio har fået sit indslag i kassen, henter vi en danskvand i baren og sætter kursen mod et roligt hjørne i Oslos smukke Opera, der ligger som en smeltende gletsjer i havnebassinet.
Høflig som han er, beder Kim Leine lige om et minut til at ringe hjem til sin kone, der har fulgt med i fjernsynet. Og så var det jeg tilfældigvis opsnapper en replik. Noget med at være i kontrolmodus. Jeg er nødt til at spørge, hvad det handlede om:
“Det betyder at jeg ikke føler noget lige nu. Jeg er i kontrolmodus for at opveje alt det kaotiske. Det har bare den bivirkning, at jeg hverken føler angst eller glæde. Jeg er ikke i kontakt med mine følelser, og det er både en styrke og en svaghed. Nogle gange er det godt ikke at føle noget som helst. Men glæden bobler nok frem i mig klokken tre i nat.”
Selvom det seneste år har gjort Kim Leine til en særdeles rutineret prismodtager, og selvom han koncentrerede sig om at være i kontrolmodus, er han glad for at modtage den særdeles prestigefyldte pris på 350.000 gode danske kroner, som sandsynligvis vil sikre forfatterskabet et definitivt gennembrud i Norden, hvor Profeterne i Evighedsfjorden allerede findes på svensk og norsk og er på vej på finsk og islandsk. I alt er romanen foreløbig solgt til udgivelse på 13 sprog, og en kendt grønlandsk politiker går også med planer om at oversætte den.
Kim Leine har med andre ord skrevet sig ind i hjerterne hos mange mennesker.
“Det er en mærkelig udfordring af mit selvbillede, for jeg kan ikke se mig selv som en populær person,” siger han. Men med forfatterskabets succes siden debuten i 2007 og med det enorme gennembrud med Profetfjord-romanen, må han revidere sin selvopfattelse:
“Det vigtigste, jeg har opnået med mit forfatterskab, er at mit selvbillede er blevet flået i stykker og sat sammen igen på en måde, der muligvis er forkert – for hvad er rigtigt? I Europa tror man, at mennesker har én identitet, der er fastlagt én gang for alle, men i Grønland har jeg oplevet, at mennesker kan forandre sig totalt og skifte identitet.”
Kim Leine skærer som altid ind til benet, når han fortæller om sig selv, sådan som han gjorde allerede med erindringsromanen Kalak, der skildrede hans egen ungdom med incest og voksenslivets misbrug af blandt andet hårde stoffer:
“Mit selvbillede er blevet mere flydende og plastisk. Jeg er ikke god til at vække følelser i folk, og hvis jeg skal påvirke nogen, skal det ske langsomt. Men når jeg holder foredrag om mine oplevelser med incest og stofmisbrug, kan jeg få folk til at skrige af grin, og gennem latteren bliver de en slags medskyldige – men det opdager de først bagefter.”
Det sker at modtagere af Nordisk Råds Litteraturpris mister roen til at skrive, fordi medierne og rejserne tager al opmærksomheden. Men Kim Leine regner med at få tid til det hele, og han har mange ideer, der skal realiseres, og den første, romanen Afgrunden, er klar til august næste år. Den tager læserne fra den finske borgerkrig i 1918 til besættelsestidens og modstandskampens Danmark.
Derudover skal Kim Leine skrive to romaner, der føjer sig til Profeterne i Evighedsfjorden og udgør det, forfatteren selv kalder Missions-trilogien. Men der skal også være tid til den mere satiriske roman om en mand, der sidder i sin kælder og skriver en frihedsmanifest for mænd, Robinsonmanifestet, kommer den til at hedde. Og så er et nyt stort brød ved at blive slået op:
“Jeg arbejder på en fire-generationsroman under arbejdstitlen En families undergang. Alt går godt i familien, indtil der bliver begået en fejl, og det er naturligvis en seksuel fejl. Romanen skal begynde i 1930’erne og slutte ved Pearl Jam-koncerten på Roskilde Festival i 2000, hvor ni mennesker blev trampet ihjel,” siger Kim Leine.
Midt i vrimlen af nordiske forfatterkolleger og alle de politikere og embedesfolk fra styrelser, departementer, ministerier og organisationer, der festede for kulturen ved Nordisk Råds første gallaarrangement, glæder Kim Leine sig til at komme tilbage på hotelværelset.
“Jeg mangler lige at læse de sidste tyve sider i Ian McEwan Søde tand, som jeg desværre ikke nåede at blive færdig med, inden jeg skulle være her i Operaen.”
Jeg fortæller, at de sidste tyve sider vender op og ned på alt i den fremragende roman om den unge pige, der blev hyret af den britiske efterretningstjeneste til at påvirke forfattere under den kolde krig, og at han skal glæde sig til at læse den færdig.
“Ja, jeg vil også hellere være på hotellet, end her.”