Anmeldelse i Weekendavisen den 18. januar 2013.
1999-2012. Jens Christian Grøndahl er mere etisk og æstetisk end politisk i ny opsamling af essays.
Ingen er mere fremmed end de andre
Da jeg i gamle dage var ansat i Dansk Flygtningehjælp, skulle jeg redigere en jubilæumsbog i anledning af organisationens 40-års jubilæum i 1996, og jeg bad Jens Christian Grøndahl om at skrive et bidrag.
Han sendte mig en interessant tekst under titlen ‘Vi er lige forskellige’, genoptrykt i essaysamlingen Night Mail (1998), hvor han blandt andet skrev om behovet for at udvikle en fælles politisk kultur, der ikke henter sin legitimering i nationalstatens etniske oprindelse. Han efterlyste i stedet en kultur, der hviler på erkendelsen af, at ingen er ens, og at alle har ret til at være lige forskellige.
Jeg kom til at tænke på Jens Christian Grøndahls refleksioner fra dengang, da jeg læste hans nye essaysamling, Den sibiriske måne. Her er nemlig en skildring af et møde med en australsk forfatter, der tænker i nøjagtig de samme baner om samfund og kultur.
Som søn af jødiske flygtninge til Melbourne fra Østeuropa under 2. Verdenskrig er Arnold Zable i dag en af de intellektuelle i Australien, der kritiserer landets stadig mere restriktive immigrationslove, og som Jens Christian Grøndahl siger det, forener Arnold Zable de nutidige flygtninges beretninger med fortidens historier om hjemløshed, identitetstab og det at blive kastet omkring i verden af kræfter, man ikke selv er herre over. Vi er selv en nation af fremmede, og derfor skal Australien forblive åbent og gæstfrit, lyder den australske forfatters argument.
Arnold Zable forærer han sin danske kollega en bog, Café Scheherazade, en samling historier om rodløse og hjemløse mennesker, der må fortælle historier for at kunne trække vejret i deres eksil. Historierne er fiktionaliserede versioner af autentiske indvandreres livsforløb, og cafeen der har taget navn fra Tusind og én nat, findes rent faktisk i en forstad til Melbourne.
Jens Christian Grøndahl læser bogen som en gennemkomponeret vævning af de europæiske holocaustofres livslinjer. De styrer mod afgrunden, og undgår den kun ved at spredes i alle retninger for senere at mødes igen i efterkrigstidens Melbourne. Arnold Zable fremhæver selv en episode fra bogen, hvor en af personerne er flygtet til Sovjetunionen, men ender i en fangelejr. Da han vandrer gennem den sibiriske vinter i en fangekolonne, falder han om i sneen, og det eneste han ønsker er, at blive liggende, synke ned i den hvide, bløde glemsel.
En af de andre jødiske fanger får ham dog på benene, og mens han vakler videre, får han øje på fuldmånen på den sibiriske himmel, større end han nogensinde har set den før. Det er som om, han kan række ud efter den, spise af den, stige om bord på den. Den sibiriske måne giver ham kræfter til at fortsætte.
Og den sibiriske måne gav Jens Christian Grøndahl et symbolsk motiv, som han kunne sætte som titel for hele bogen (men meget raffineret er der ikke tale om titlen på nogen af teksterne), og både essayet og hele bogen toner ud i en konstatering, der er åndsbeslægtet med pointen fra essayet til Dansk Flygtningehjælp i 1996, hvor Jens Christian Grøndahl konkluderede, at alle har ret til at være lige forskellige. I det australske essay konstaterer han, at hvert et ansigt gemmer en historie, der minder os om, at ingen er mere fremmed end de andre.
Sådan lyder ægte intellektuel essaystik, der prioriterer det menneskeligt etiske og sprogligt æstetiske over det politiske. Men uanset hvor enig jeg måtte være, sidder jeg tilbage med et savn. Hvorfor skriver Jens Christian Grøndahl ikke mere konfronterende om disse brændende spørgsmål. Måske fordi det hele i virkeligheden ikke betyder så meget for ham? Jeg mener, de citerede punchlines er jo ret uforpligtende.
Der var en helt anden tone af saft, kraft og nødvendighed i Jens Christian Grøndahls seneste essays, Tre skridt tilbage (2007), hvor han noget så eftertrykkeligt gik i rette med sin egen støtte til Irak-krigen. Men dengang stod hans personlige prestige og integritet også på spil, fordi han fortrød sin støtte til Bush og Fogh.
Den sibiriske måne er en opsamlingsbog af spredte tekster om litteratur og kunst fra 1999-2012, oprindelig bragt som kronikker, katalogtekster, taler og antologibidrag. Den slags bøger kan alle forfalde til at kompilere, særligt i forfatterskabers mellemfaser, og det er helt ok. Jens Christian Grøndahl er god nok til at gøre det. Men det samlede resultat er lidt motivløst og underkrydret. Kun én tekst er nyskrevet, ‘Manden fra tresserne’, som er en vennesæl hyldest til Jørgen Leth.
Jens Christian Grøndahl: Den sibiriske måne. Essays. 160 sider, 250 kr. Lindhardt og Ringhof.