Anmeldelse i Weekendavisen den 24. maj 2013.
Krigsroman. “Angiv din følelsesmæssige tilstand efter et drab-dødsfald-mord…”
Fanden tage dem
Den skønlitteratur, der skildrer krigene i Irak og Afghanistan, har et fællestræk, nemlig fokus på den svære hjemkomst for den traumatiserede soldat, ikke om krigen som politisk konflikt.
Sådan er det også med De gule fugle af den amerikanske debutant Kevin Powers, der har en fortid som udstationeret machine gunner i Irak i 2004, hvilket naturligvis sikrer romanen en udpræget autenticitet, som man dårligt kan gå i rette med. Det kan man til gengæld med romanens psykologiske grundkonstruktion og de tre symboler, den introducerer sit dramatiske stof med.
Omdrejningspunktet er et løfte, som den ganske unge soldat John Bartle giver til den anden ligeså unge soldat Murphys mor, da de bliver sendt til Irak. Han lover at beskytte hendes søn og bringe ham godt hjem, men naturligvis er han ikke i stand til at indfri løftet. Til gengæld afgiver han et nyt til sin overordnede for at skjule, hvad der er sket med Murphy. John Bartle vender samvittighedstynget hjem med et dobbelt moralsk problem.
Så simple – og måske sand – som præmissen er, emmer den desværre af plotmodel fra et kursus i kreativ skrivning, og bedre bliver det ikke, da Johns tjenestetid er færdig: han mellemlander på en amerikansk base i Tyskland, og en aften tager han i byen. Han søger først en slags kontemplativ ro i byens domkirke, hvor den katolske pastor tilbyder et lyttende øre til den krigstormenterede mand, men det er i byens bordel, han finder en ligesindet – nemlig den overordende sergant, som han deler en krigshemmelighed med.
Vi har altså Krigen, Kirken og Bordellet, det personlige samvittighedsnag, konflikten mellem krigens fysiske og mentale fortræd og troen på det gode i mennesket tilsat noget kødelig skælven. Heri er der faktisk intet nyt fra ørkenfronten, og heller ikke i den bittert-kyniske retrospektive fortælling, der med fast forudsigelighed kombinerer krigsvolden med traumerne – ironisk og realistisk skildret da John Bartles deling står for hjemsendelse og deres stressniveau rutinemæssigt bliver tjekket med et spørgeskema: “Spørgsmål et: Har du deltaget i aktiv kamphandlinger? Jeg satte kryds ved ja. Spørgsmål to: Angiv din følelsesmæssige tilstand efter et drab-dødsfald-mord ved at sætte kryds i et af de følgende felter: A. Glad. B. Dårligt tilpas.”
John Bartle kommer i tanker om, hvad serganten havde sagt da unge Murphy døde: “Fanden tage dem”. Han siger: “Ja. Fanden tage dem, mit nye motto. Jeg satte kryds ved A.”
De gule fugle er en vigtig roman, fordi den er skrevet af en soldat, der selv var i Irak, og fordi den giver et troværdigt og upoleret billede af krigens monumentale grusomhed. På den måde lægger den sig fint ind i traditionen for skildringer af den mentalt belastede og suicidale soldats svære hjemkomst til omgivelser, der ikke kan forstå, hvad han har set og medvirket i. Den soldat kender vi fra forfattere som Virginia Woolf, Ernest Hemingway og J.D. Salinger, og, for at tage et nyere dansk eksempel, Lars Husum. Her er han i en ajourført udgave.
Kevin Powers har et stærkt sanset sprog og erfaring fra fronten, og i den forstand giver det god mening, at De gule fugle har været shortlistet til to vigtige priser og vundet to andre (Guardian First Book Award og Hemingway Foundation/PEN Award). Klicheerne til trods.
Claus Bechs oversættelse virker flydende og pålidelig, men et par steder måtte han (og hans redaktør) gerne have spurgt sig selv, om det danske ordvalg nu også giver mening. Når serganten kalder Bartle et “retarderet geni” skurrer det i mine ører, og naturligvis burde “retarted genius” ikke have været ordret oversat, da det i sammenhængen tydeligvis betyder “autist”. På samme måde er oversættelsen “fastgroet journalist” mere sat over end oversat, idet der garanteret har stået “embedded journalist”, altså krigskorrespondenter, der er indlejret i militæret.
Kevin Powers: De gule fugle. På dansk ved Claus Bech, 205 sider, 250 kr. Rosinante.