Weekendavisen den 6. september 2013.
Kommentar. Hvorfor skal vi egentlig læse det, som forfatterne ikke selv vil lægge navn til?
I dag udkommer en af de romaner, hvor bagsideteksten er mere spændende, end selve bogen. Det er Det godes pris af Christian Tornbakke, som ifølge forlaget er et pseudonym for “en anerkendt skandinavisk forfatter”, og så er det meningen, at vi skal blive nysgerrige. Dybt suk!
Hvorfor vil forfatteren ikke lægge navn til sin krimi om en sexet statsminister a la vor egen, som får problemer, da der dukker nogle lumre fotos op fra fortiden af hende i lak og læder? Vil han ikke kendes ved bogen? Er hans rigtige navn for fint til at blive smudset af denne letbenede historie? Tror han at maskespillet gavner salget?
Der har siden oldtiden været mange grunde til at skrive pseudonymt. Forfattere af politiske, illegale og erotiske bøger har altid gemt sig bag påtaget navn. Engang var det den eneste måde at udgive risikabel magtkritik – ganske som når kinesiske systemkritikere blogger anonymt i dag – og lagt op i 1800-tallet var kvindelige skribenter henvist til at skjule sig bag den pseudonyme frihed.
Men der kan også være andre grunde til at gemme sin sande identitet. Nogen er simpelthen så berømte at de skygger for deres egen litteratur, som for eksempel britiske J.K. Rowling, der tidligere i år derfor udgav en roman under navnet Robert Galbraith.
Ifølge Nationalencyklopædien udkom der mellem år 1700 og 2000 ikke færre end 2850 bøger skrevet under pseudonymer her i Danmark, hvoraf 400 stadig ikke er afsløret. Et af de seneste eksempler er romanen Min historie om en flygtningedreng, skrevet af en angiveligt kendt dansk forfatter under navnet Zilan B. Hvorfor han/hun ikke kan lægge navn til, er ganske uklart for mig. Til gengæld er jeg sikker på at pseudonymet Benedicta Söderberg, der skriver lummer femierotik, spekulerer i maskespillet som en form for forførelse af læserne.
Hvilket motiv, der har skabt “Christian Tornbakke”, ved vi ikke. Romanen rummer intet, der retfærdiggør pseudonymet, og måske er der simpelthen bare tale om en spøg, der er drevet for vidt? Danske Liv Mørk og svenskere som Lars Kepler og Arne Dahl er eksempler på falske navne, der skal skåne de seriøse alteregoer, som gerne vil skille krimierne fra forfatterskaberne i øvrigt, og det samme gælder måske den uafslørede Tim Davys (også fra Sverige).
Her i september støder så endnu en svensker af krimislagsen til, nemlig Michael Mortimer, der ifølge forlaget dækker over navnet på en etableret forfatter. I Dagens Nyheter siger forlagschef fra Nordstedts, Susanna Romanus (fantastisk navn til en forlægger, iøvrigt, Romanus, en fusion af roman og manus, måske også et pseudonym?!), at “Michael Mortimer” har forlangt pseudonymiteten for at få maksimal frihed, og hun afviser at der skulle være tale om en trick for at øge opmærksomheden om bogen. Tro på det! Hvilken forlægger vil ikke gerne have den hype, der gjorde de spekulative Lars Kepler-krimier til bestsellers?
At ændre navn giver frihed, siger forfatterne. De kan skrive uden at bøgerne bliver vurderet op imod den litterære stil og status, de i forvejen har. Fair nok. Alle kan jo få brug for at indskrive sig på et skummelt hotel under falsk navn, hvis sengekammeraten ikke tåler dagens klare lys. Men er jeg den eneste, der synes at det pseudonyme maskespil er blevet ret så anstrengende? Er jeg den eneste, der mener, at forfattere, der ikke har noget seriøst at frygte, bør spørge sig selv om det er i orden at bede om læsere til noget, de selv ikke vil lægge navn til?
Problemet er, at de pseudonyme forfattere i dag ikke skjuler deres sande navne af hensyn til deres sikkerhed eller til nogle dobbeltroller, der ikke tåler eksponering. De skjuler sig tilsyneladende fordi de ikke vil være deres egne spekulationsprodukter bekendt. Men de holder sig ikke for fine til at lokke offentligheden ud i en gætteleg om navne, som når Lindhardt og Ringhof nu betoner at Christian Tornbakke er “en anerkendt skandinavisk forfatter”. Nå, og hvad så?
Da digteren Asger Schnack for tredive år siden opfandt det kvindelige alter ego Ane Schmidt til et par erotiske romaner, var der tale om et eksperiment og en pseudonym introduktion af litterær betydning. Siden er der gået inflation i metoden, og i dag udkommer krimier og erotikromaner fuldkommen løsrevet fra kunstnerisk eller moralsk nødvendighed.
Jeg gider ikke dette pseudospil. Jeg er ligeglad med hvem, der gemmer sig bag de fiktive navne. Jeg synes at det er plat spekulation, og konstruktioner som Benedicta Söderberg og Christian Tornbakke er som de bøger de skriver – hverken pirrende eller spændende for alvor.
Derfor venter jeg nu på at maskelegen ikke kun skal være til fordel for underholdnings- og genrelitteraturen. Jeg ser frem til nyheden om en digtsamling eller nogle intellektuel essays af en pseudonym krimiforfatter. Måske Camilla Läckberg? Sara Blædel? Jussi?