Kommentar i Weekendavisen den 22. november 2013.
Kommentar. Jakob Scharf skal levere en mirakuløs redegørelse til justitsministeren om PET’s brug af Pia Kjærsgaards kalender.
Pia Kjærsgaard er rasende. Hun er overbevist om, at chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, har forsøgt at spænde ben for hendes besøg på Christiania med Retsudvalget sidste år.
Sagen kom frem i denne uge da Ekstra Bladet kunne citere et klagebrev, som en gruppe PET-medarbejdere har sendt til Rigspolitichefen. Brevskriverne anklager Jakob Scharf for at beordre sine folk til at finde datoer for Retsudvalgets Christiania-besøg på dage, hvor Pia Kjærsgaards kalender allerede var overtegnet. På den måde kunne tjenesten nemlig spare store udgifter til personbeskyttelse på en svær adresse.
Brevet er den foreløbige kulmination på en række sager om dårligt samarbejdsklima i tjenesten, men denne sag belaster i den grad forholdet mellem PET-chefen og en af hans hidtil vigtigste ”kunder” og loyale politiske støtter.
Pia Kjærsgaard siger til Ekstra Bladet, at hun er chokeret, rystet og rasende. Og hun er ikke alene. Hendes partifælle, retsordfører Peter Skaarup er citeret for denne prægtige udtalelse: “Det er ikke en bananrepublik værdigt” (men han må altså have ment, at det er en bananrepublik værdigt!). Også Enhedslistens Pernille Skipper er chokeret, kritikken hagler ned fra De Radikale, De Konservative og SF, og justitsministeren Morten Bødskov har prompte sat Jakob Scharf til at skrive en redegørelse, som Retsudvalget også skal se. Den forventes vist nok at komme allerede i dag, og den må hellere være solid i både dokumentation og argumentation.
Naturligvis har PET-chefen med det samme nægtet at have gjort noget forkert: ”Jeg kan fuldstændig afvise, at jeg skulle have tiltvunget mig adgang til oplysninger og anvendt dem til uvedkommende formål,” skrev han tirsdag i en pressemeddelelse.
Gennem mange år har det skammeligt nok været nødvendigt, at lade et par efterretningsfolk i diskrete vindjakker skygge Pia Kjærsgaard for at beskytte hende mod rabiate islamister og venstrefløjens selvtægtsfolk. Det er en menneskelig, politisk og økonomisk omkostning, som alle sande demokrater gerne havde været foruden. Men det råderum, som antiterrorpakkerne har skænket PET, har tjenesten forstået at udnytte, og ingen hos Dansk Folkeparti har bekymret sig et sekund om eventuelle fejl og mangler i retssikkerheden. De har haft fuld fidus til Jakob Scharf, som har nydt godt af partiets tillid i sager, hvor tjenesten har nægtet at udtale sig til pressen.
Men hvorfor stoler Dansk Folkeparti ikke på PET’s chef længere? Han siger jo helt tydeligt, at han ikke har tiltvunget sig adgang til oplysninger og anvendt dem til uvedkommende formål, og at han kun tjekker Pia Kjærsgaards elektroniske kalender af saglige årsager. Men DF tror ikke på ham. Hvorfor? Manden er vel for klog til at lyve for politikerne og offentligheden.
Tilliden forsvandt, fordi sagen handler ikke om tjenestens mørkelagte manøvrer overfor en terrormistænkt. Nu handler den om tjenestechefens – påståede – benspænd på Pia Kjærsgaard selv, og selvom der endnu ikke foreligger beviser, bliver PET-chefen nærmest undsagt, simpelthen fordi det ikke passer ind i Dansk Folkepartis kram at vise tillid.
Hvis brevskriverne har ret i deres kritik af chefen, har Pia Kjærsgaard – og vi andre – grund til at være chokeret. I givet fald handler Jakob Scharfs ordre nemlig om at spare de mange penge, som sikkerhedsopbuddet ville kræve, og det er naturligvis en totalt usaglig grund.
Samfundsforsker, professor Johannes Andersen har luftet den mistanke, at Jakob Scharf mest har været optaget af at nå de måltal, der knytter sig til hans stilling og er bestemmende for hans løn, ganske som når en politidirektørs indtægt afhænger af om hans kreds når at kradse et bestemt antal kroner ind i fartbøder. Johannes Andersen konkluderer, at den økonomiske logik i PET trumfede sikkerhedsvurderingen. I sandhed chokerende, hvis det er sandt.
Hvem skal man tro på i denne spegede affære? PET-medarbejderne – eller PET-chefen (i øvrigt bakket op af Hans Jørgen Bonnichen)? Vi har ingen chance for at vide, hvad der er sket internt i PET, men bemærker blot, at justitsminister Morten Bødskov ikke strør om sig med ordet “tillid”, når han taler om Jakob Scharf. Vi hørte masser af det rituelle retoriske tillidsævl i februar da PET-loven blev vedtaget. Den omfatter blandt andet oprettelsen af et tilsynsråd, som af oppositionen og en række organisationer blev kritiseret for at være for tyndbenet. Dengang indrømmede ministeren, at PET stadig ville kunne foretage ulovlige telefon- og rumaflytninger uden at tilsynet kunne opdage det, og så sagde han til Berlingske: “Jeg har tillid til, at PET holder sig inden for rammerne af de kendelser, PET får ved vores domstole.”
I sager om anholdelser på uoplyst grundlag, administrative udvisninger, rum- og telefonaflytninger uden domstolskendelser m.m. har det været en fast replik: “Vi har tillid til PET”. Men måske skifter vindene så småt. Den generelle politiske tillid til PET er nemlig udsat for slitage fra det yderste venstre til det yderste højre. Dansk Folkeparti dybe skepsis er ganske vist ikke fri for falske toner, fordi tilliden til tjenesten vel stadig er tårnhøj, når det handler om PET’s uigennemskuelige overvågning af borgere? Og tillid til en efterretningschef er jo ikke noget, der kan komme stykvist og delt. Det er enten noget, man viser helt eller ikke viser. Eller med andre ord: I så vigtigt et job er tillid noget man har – lige til det sekund, man ikke har det mere.
Jakob Scharf har overtrukket sin konto for politisk opbakning, og hans redegørelse til ministeren skal være mirakuløs, hvis han skal genvinde det tabte.
Det nye Tilsyn med Efterretningstjenesterne begynder sit virke den 1. januar 2014 under ledelse af en landsdommer, og de får noget at se til. Torsdag kunne Politiken nemlig fortælle, at Forsvarets Efterretningstjeneste foretager telefonaflytninger af danskere i udlandet, sandsynligvis soldater, og deler oplysningerne med USA. Tillid er godt, men tilsyn er bedre.