Den 18. oktober 2013.
Janka. Vi fik en vred ung mand, men mistede en vemodig gammel dame. Velkommen til ham! Og tak for digtene til hende.
Fredag var en mærkelig dag.
Først på dagen gik jeg lidt rundtosset rundt og fordøjede nyheden om at Yayha Hassans poetisk-potente digtsamling udkom i svimlende 11.000 eksemplarer (sikkert mere nu!) og at folk stod i kø for at få fingre i den. Hvilken sejr for lyrikken.
Sidst på dagen gik jeg så lidt rundtosset rundt igen, nu for at fordøje nyheden om at Janina Katz var død efter kort tids sygdom. Hvilket tab for lyrikken.
Jo, fredag var en mærkelig dag med officiel ankomst og afgang for to lyrikere, som i al deres strålende forskellighed har bidraget afgørende til den samme vigtige del af den danske litteratur, nemlig den der skrives fra et udgangspunkt, der ikke nedarvet dansk i sin kerne.
Janina Katz – eller Janka mellem venner – var den polske jøde, der kom hertil fra pogromerne i 1969, og introducerede og oversatte sit hjemlands formidable digtere, inden hun selv debuterede i 1991. Hver gang jeg mødte hende, tænkte jeg at hun var en intellektuel udgave af min egen milde mormor, der tidligere i århunderet kom hertil fra jødeforfølgelserne, og jeg kunne aldrig stå for hendes stramt opmalede læber og bittert-ironiske livslede. Jeg har aldrig mødt nogen, der som hende mindede mig om Europa og verden af i går.
På samme måde har jeg sjældent hørt om nogen, der som Yayha Hassan repræsenterer verden af i dag. Den unge fyr med den palæstinensiske familiebaggrund er nærmest prototypen på et samfundsproblem, og hvor fantastisk er det ikke, at hans vej ud er lyrikken?
En gammel polsk-dansk-jødisk kvinde og en ung dansk-palæstinensisk-muslimsk mand, større formelle modpoler kan man ikke forestille sig. Jeg aner heller ikke, hvad de to digtere ville tale om, hvis de havde fået chancen, men jeg kan godt lide at forestille mig, at de ville se tværs igennem hinandens ungdoms vrede og alderdoms bitterhed og tale om det at digte.
Når nu Yayha Hassan stempler ind og Janina Katz tjekker ud, er der god anledning til at overveje, hvad eksillitteratur på nudansk vil sige. Gennem mange år har debatten i medie- og forlagskredse handlet om, hvorfor vi i Danmark ikke har (haft!) forfattere som svenske Jonas Hassen Khemiri og Marjaneh Bakhtiari (for ikke at tale om britiske Salman Rushdie, Hanif Kureishi og Zadie Smith, men litterært set fik englænderne mere ud af kolonitiden, end vi gjorde), og mange har spurgt sig selv, hvad vi kunne gøre for at fremme ‘indvandrerlitteraturen’.
Gyldendal og Berlingske lavede sågar en konkurrence i 2007, som mundede ud i en lille antologi, og i 2010 talte forlagets litterære direktør Johannes Riis om at Danmark var bagud i forhold til USA, England og Frankrig (ja, det tør siges!), men “nu begynder der at komme litteratur fra den del af Danmarksbilledet,” sagde han – altså litteratur skrevet af “de etniske”.
Johannes Riis nævnte Eva Tind Kristensen, Alen Meskovic, Birgithe Kosovic og Lone Aburas, altså en adopteret fra Korea, en flygtning fra Bosnien og to døtre af ægteskaber mellem en dansker og en hhv. serber og egypter. Han kunne jo også have opremset vigtige forfattere som Maria Giacobbe fra Italien, Muniam Alfaker fra Irak og – Janina Katz, den polskfødte digter, der skrev i skæret fra den jødiske kultur og i slagskyggen fra Holocaust.
Det store spørgsmål dengang var imidlertid – selvom det ikke blev udtalt så direkte – hvornår vi fik noget utilpasset, uintegreret vildskab, som de allerede havde i Sverige, noget råt og rasende, noget etnisk identitet, der kunne ruske op i litteraturen. Og i sidste uge kom så svaret: Yayah.
Men er det overhovedet rimeligt at tale om Yayha Hassan som en ‘indvandrerforfatter’, når nu han har haft hele sin opvækst her og mestrer det danske sprog bedre end de fleste jævnaldrende? Hvad skal vi overhovedet med etiketter? Som man har kunnet læse sig til: Forfatter og forlag overvejede at genrebestemme bogen som ‘ghettodigte’, men droppede det helt bevidst, hvilket var klogt, for digtene skal klare sig som digte i deres egen ret. Det interessante – og sørgelige – er, at prædikatet alligevel består i så meget omtale. Også digte er ofre for stigmatisering. Og gad vide hvad Janina Katz ville tænke? For en kvinde, der voksede op i det nazistisk besatte Polen, betyder ‘ghetto’ andet og mere, end et socialt belastet boligbyggeri.
De eksilerede har deres egen store plads i verdenslitteraturen. Og en niche i Danmarkslitteraturen. Janina Katz har bidraget til den siden 1991, og Yayha Hassan siden sidste uge. Lad dem bare være så umage, som nogen. For mig er der noget ens over dem.
Fredag var en mærkelig dag.
Varmt velkommen, Yayha. Vemodigt farvel, Janina.