Weekendavisen den 28. marts 2014.
Portræt. Den japanske fotograf Jiro Mochizuki er verdens førende atletikfotograf. Men han har også fotograferet fremmedarbejdere i Vognmandsmarken og kunstnere på finansloven.
PARIS
Hvad har de til fælles:
En lille dreng, der løber langs skyggen fra en husmur på en støvet gade i Mazar-e-Sharif, Afganistan i 1972…En dansende hippiefyr med Jesushår, charmeklud og bar røv og dolk på Roskilde Festival i 1977… Et tyrkisk ægtepar, der samler løg i en plasticpose fra Bryggervangens Supermarked i Vognmandsmarken i 1978… Forfatteren Hans Hartvig Seedorff, der sidder i sin lænestol foran bogreolens læderrygge og de antikke møbler i Bakkehuset i 1978. Den brasilianske maratonløber Vanderlei de Lima, der ved OL i Grækenland 2004 pludselig blev angrebet af en psykisk syg irsk præst…
Jo, de har det til fælles, at de alle er set gennem den japanske fotograf Jiro Mochizukis linse. I morgen lørdag er han i København for at dække verdensmesterskabet i halvmaraton, der løbes gennem byens gader. Forrest kommer eliteløberne i et uhyggeligt tempo. Derefter halser en bagtrop på 25.000 motionister. Jiro Mochizuki har kun blik for de bedste, og hans billeder af verdens hurtigste løbere købes af medier over hele verden.
I sidste uge besøgte Weekendavisen fotografen i hans lejlighed i Marais-kvarteret i Paris, hvor han bor sammen med sin amerikanske kone, der er journalist og forfatter. Her har de boet siden midten af 80’erne, og herfra rejser Jiro Mochizuki ud for at dække verdens vigtigste maratonløb, men inden han slog sig ned i Paris, var han vidt omkring. I midten af 60’erne forlod han Japan og i to år blaffede han rundt i Nordafrika. Efter et ophold tilbage i Japan, rejste han atter ud for at fotografere nogle af verdens fattigste, denne gang i Indien, Nepal, Pakistan og Afghanistan.
I 1968 mødte han en kvinde fra Danmark. De blev gift, fik tre børn, og Jiro Mochizuki – der stadig taler ganske glimrende dansk – boede derefter femten år i Holte. Men hans interesse for de fattige fortog sig ikke, selvom han nu havde sin hverdag i den rige kommune nord for København, der var så anderledes end Kabul, Kathmandu og Calcutta. Og på kanten af Østerbro fandt han sine nye motiver.
Men inden vi når til dem, foretager vi et tidsspring: I 2013 udgav forlaget Vandkunsten en smuk bog med en række portrætfotos af danske kunstnere, som Jiro Mochizuki havde taget i 1978. Med 35 års forsinkelse udkom de stemningsfulde sort-hvid fotos, og med dem historien om den japanske fotograf, der var fascineret af den danske ordning med at give livsvarige hædersydelser til forfattere, musikere, arkitekter og billedkunstnere. I Kulturministeriet fik han en navneliste med adresser over kunstnerne på finansloven, hvorefter han opsøgte dem i deres hjem uden foregående aftale og bad om lov til at tage et portræt.
Han ville kun tage ti minutter af kunstnernes tid, hurtigt ind, finde et godt sted i hjemmet, skyde en rulle film, hurtigt ud igen. Det var fantastisk tid. Forfatterne var de mest sensitive, husker han. Men alle sagde ja. Jiro Mochizuki: “Det var Danmark i de gode gamle dage. Alle var tilfredse og fulde af selvtillid. I dag vil ingen lukke en fremmed ind på den måde.”
Vi springer tilbage til 1978. Portrætterne af kunstnerne var nemlig ikke den japanske fotografs første projekt i Danmark. De blev til som en slags modvægt til de første billeder, han havde taget af mennesker på velfærdsstatens nederste trin. Før han opsøgte de hædrede kunstnere, havde fotografen nemlig banket på dørene hos fremmedarbejderne fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien, som boede i de faldefærdige barakker i Vognmandsmarken på Ydre Østerbro, der kort efter blev revet.
Jeg er også en fremmed her i landet, sagde han. De forstod ham ikke, hverken på dansk eller engelsk, men de lukkede ham ind, og han fotograferede dem i deres sparsomme stuer.
Billederne af fremmedarbejderne er aldrig udkommet herhjemme (nogle har dog været vist i en udstilling på Københavs Museum om hovedstadens indvandringshistorie), men de findes i bogen Dansk, som Jiro Mochizuki fik trykt i Japan i 2011. Her har han samlet fire faser af sit liv som fotograf i Danmark, dels portrætterne af fremmedearbejderne og kunstnerne, dels naturbilleder fra blandt andet Mors, dels snapshots af abonniner i Tivoli, spittere på Bakken og rockere og hippier på festivaler. Tilsammen udgør de fire temaer et portræt af Danmark 1978.
I 1985 bosatte Jiro Mochizuki sig i Paris, og han begyndte at lede efter nye opgaver. Nogle år tidligere havde han dækket VM i badminton, selvom han egentlig ikke interesserede sig for sportsfotografiet som genre, men det viste sig at jobbene lå i de internationale sportsarrangementer. I 1986 dækkede han det danske fodboldlandshold ved VM i Mexico. Det var dengang med Simonsen, Olsen, Elkjær og Laudrup, husker han. Hvis han løber ind i Michael Laudrup idag, får de altid en lille snak.
Kort efter begyndte Jiro Mochizuki at fotografere atletik, især kongedisciplinen maraton, som han kendte godt hjemme fra Japan og fra sine mange rejser i Afrika, der har fostret så mange store løbere. Det lange løb fascinerer japanerne, siger han, fordi det minder om livet selv med både gode og svære perioder. For afrikanerne er løbet en vej ud af fattigdommen, og så snart en kenyaner eller etioper har tjent pengepræmier nok, køber han en bil for at vise at han ikke er fattig mere. Men for folk i vesten er maraton bare en hobbysport.
I de seneste 30 år har Jiro Mochizuki dækket alle de største internationale atletikkonkurrencer og maratonløb. Siden 1991 har han særligt rettet fokus mod Etiopien og verdenshistoriens bedste løber, Haile Gebrselassie, som han netop har udgivet en stor fotobog om: Haile Gebrselassie. Emperor of Long distance.
Lørdag kl. 12.55 skydes startpistolen af foran Christiansborg, og verdens bedste løbere bevæger sig ud i Københavns gader. Forrest er den forsvarende verdensmester og verdensrekordholder, Zersenay Tadese fra Eritrea. Ruten er flad og hurtig, siger Jiro Mochizuki. Det kan betyde ny rekordtid. Ikke nødvendigvis fra et af de største navne, for de betragter halvmaraton – også verdensmesterskabet – som en del af forberedelserne til årets vigtige løb, de store maratoner i Paris, Rotterdam, London, New York. Et sted ude på ruten står fotografen, der kun interesserer sig kun for de femten forreste løbere. Hans intuition siger ham, hvor han kan få de bedste skud. Og så kender han jo Københavns gader i forvejen.