Weekendavisen den 24. oktober 2014.
Kommentar. Det gode ved ‘nærområderne’ er vel, at de ligger meget langt fra Danmark?
Midlertidig opholdstilladelse til de syriske flygtninge? Tro på det!
Jeg håber at jeg tager fejl, for hvis jeg gør, kan det kun skyldes en drastisk forbedring af de rædselsfulde forhold i Syrien. Men jeg tillader mig at forudse, at regeringen ikke kan gennemføre ideen om midlertidig beskyttelse på ét år for de syrere, der flygter fra ‘generelle forhold’, altså ikke-individuel forfølgelse, men borgerkrig. Regeringens analyse er forkert.
Borgerkrigsflygtninge kommer sandsynligvis til at blive her på længere sigt. På et tidspunkt vil man derfor blive nødt til at overveje at give egentlig asyl. Spørgsmålet er, hvor lang tid man kan forny midlertidigheden. To år? Ti år?
Da Danmark i begyndelsen af 90’erne modtog 18.000 bosniske flygtninge, valgte man at give to års midlertidig opholdstilladelse. Planen var at de fordrevne skulle vende tilbage igen hurtigst muligt. Dels fordi de naturligvis selv helst ville bo i deres egne hjem, dels fordi man ikke skulle give gerningsmændene bag folkefordrivelserne yderligere blod på tanden, og dels fordi det var en enorm opgave for Danmark at modtage så mange mennesker på så kort tid. Men da de to år var gået, var krigen kun taget til, og muligheden for at vende hjem var ikke til stede. Derfor blev den midlertidige beskyttelse ændret til egentlig opholdstilladelse for krigsflygtningene.
Dengang var det en borgerlig regering med Hans Engell som justitsminister, der – efter anbefaling fra FN’s flygtningehøjkommissariat – konciperede konstruktionen med midlertidigt ophold i to år. Så skred de borgerlige i Tamilsagen, og det var derfor en socialdemokratisk ledet regering med Birte Weiss som indenringsminister, der skulle transformere midlertidighed til permanent ophold. Det tog hun mange tæv for i den offentlige debat, og det forbliver en kontrafaktisk fantasi at forestille sig, hvordan de borgerlige havde håndteret den sag, og hvad dét ville have kunnet betyde for udlændingedebatten i øvrigt.
Nu er det så Socialdemokraterne der står bag en ordning om midlertidig beskyttelse (som bekendt med den seneste brutale stramning af familiesamenføringsreglen, så børn og forældre først kan forenes efter et år) af flygtninge fra en borgerkrig.
Men da der kommer et folketingsvalg indenfor ét år, kan det – som meningsmålingerne ser ud – meget vel være en borgerlig regering, der skal forlænge midlertidigheden for de syriske borgerkrigsflygtninge. Og på et tidspunkt vil det måske blive nødvendigt at konvertere den til tidsubegrænsethed. At forestille sig, at flygtningene kan vende tilbage om et år, er nemlig desværre blot illusioner og ønsketænkning.
Som Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, der hjælper omkring en halv million flygtninge i Syrien og nabolandene, forleden sagde til Ekstra Bladet: “Situationen i Syrien om et år vil ikke være så fredelig, at store grupper af flygtningen kan vende tilbage. Jeg har svært ved at se, at man ikke kommer til at forlænge opholdstilladelserne efter et år.”
De øgede asylsøgertal i Danmark – 3.000 syrere alene i september – skaber naturligvis, og for gud ved hvilken gang, debat om, hvorvidt vi kan modtage flere flygtninge. Fra kommunerne lyder det, at bægeret er fyldt. Men hvad gør man så? Landkortet er jo fyldt med kommuner. Der er desværre ikke nogle hvide pletter tilbage, hvor vi kan placere flygtningene.
Her kommer så Anders Samuelsen og Martin Henriksen med Columbusægget: Vi skal hjælpe i nærområderne! De får det hver gang til at lyde som om, at ingen havde tænkt den tanke før, men det er altså ikke en dansk borgerlig opfindelse at hjælpe flygtninge så tæt som muligt på det sted, de flygter fra. Det er klassisk humanitær logik, som det har været anbefalet og praktiseret af FN’s Flygtningehøjkommissariat ved alle større flygtningekriser i efterkrigstiden. Og hvad store flygtningekriser angår, har vi netop nu flere flygtninge i verden, end nogensinde før siden 2. Verdenskrig. Sydsudan, Den Centralafrikanske Republik, Irak og Syrien bringer tallet op på over 50 millioner, hvoraf den kompakte majoritet befinder sig i det land, de er flygtet fra (internt foredrevne) eller i et naboland. Altså: i nærområderne.
Når borgerlige politikere taler så varmt om ‘nærområdehjælp’, mener de naturligvis ‘fjernområdehjælp’, det gode ved ‘nærområderne’ er jo, at de ligger meget langt væk fra Danmark. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti mener endda, at vi skal købe os ind i disse fjerne nærområder og (så vidt jeg forstår ham) placere de flygtninge, vi giver beskyttelse, der. Men nu ligger både fjern- og nærområder altså i lande. Selv Afrika er dækket med suveræne stater på samme måde som Danmark er dækket af kommuner. Dét ved Martin Henriksen godt, men han er da ligeglad. Når en talsmand for Kenyas regering, som huser 800.000 flygtninge i forvejen, kalder ideen uvederhæftig og nedladende, virrer den Den Danske Politiker bare på hovedet og siger, at det kun er et spørgsmål om, hvad man kan forhandle sig til rette med Kenya om. Med andre ord: Hvis de får glasperler nok, går det nok.
Sagen er, at flygtningetallene i verden boomer. Det er klogt og fornuftigt at hjælpe flest muligt hurtigst muligt så tæt på deres hjemsted som muligt. Det sker i forvejen. Derfor siger det sig selv, at det, der er nærområder for konflikterne og fjernområder for os, har brug for aflastning. Derfor er det nødvendigt, at Vesten yder en akut, ekstraordinær indsats. Det kan vi ikke betale os fra.