Weekendavisen den 5. september 2014.
Bogmesse i Beijing. Berlingskes litteraturredaktør kritiserer danske forlag for at tage til bogmesse i censurstaten Kina. Men en dansk forfatter siger, at de kinesiske forlag nu går efter kritiske debatbøger.
BEIJING
Der er ikke noget systemskifte på vej, men der er større åbenhed.
Det er det indtryk, som Statens Kunstfond og en række danske forlag og litterære agenter kommer hjem med efter sidste weekends besøg på Beijing Book Fair, hvor de har holdt møder med en lang række kinesiske forlæggere, både statslige og semi-uafhængige.
Kineserne viser stor interesse for den nordiske litteratur, og nu skal de danske forlæggere hjem og sortere i bunken af visitkort fra kinesiske kolleger, der gerne vil høre nærmere om udgivelsesmuligheder og støtte til oversættelse og markedsføring.
Men samtidig med at de danske forlæggere besøgte Beijing og fik indtryk af øget åbenhed, skrev Berlingskes litteraturredaktør Søren Kassebeer i sidste uge en kommentar, hvor han satte spørgsmålstegn ved det danske fremstød på Beijing Book Fair.
“Er det uproblematisk at gøre sine litterære hoser grønne i et land, hvor en bog skal godkendes af censuren for at blive trykt, og hvor den – hvis den endelig udkommer – først er blevet nidkært gennemlæst og rettet til, så den ikke krænker politiske, moralske eller andre tabuer? Nej. Selvfølgelig er det ikke det,” skrev Søren Kassebeer.
Lars Sidenius og Søren Beltoft fra Statens Kunstfond – som sammen med kolleger fra Sverige og Norge har etableret den fællessnordiske stand på Beijing Book Fair for første gang – er ikke enige. De mener tværtimod, at de er en god idé at knytte tættere litterære bånd mellem landene.
Kunstfonden har derfor skabt rammerne for de danske forlæggeres møder med med mulige samarbejdsparter fra Kina. De fortæller, at der var intensiv aktivitet på standen, og at stemningen var ekstremt positiv. Første skridt var at sige goddag, se hinanden i øjnene og udveksle høfligheder. Senere kommer de konkrete aftaler. Først knytter man kontakter, så skriver man kontrakter. Hvis der udkommer mere dansk litteratur i Kina om tre-fire år, er det på grund af det, der sker netop nu, mener Kunstfonden.
Monica C. Gram fra det litterære agentur Leonhardt&Høier kan fortælle, er der stor interesse for moderne danske forfattere:
“Jeg koncentrere mig om de forfattere, der i forvejen er oversat til et hovedsprog, og jeg kan mærke interesse for både Carsten Jensen, Christian Jungersen, Josefine Klougart og Peter Adolphsen.”
Monica C. Gram mener også at der er gode chancer for at afsætte den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson til et kinesisk forlag. Erlend Loe fra Norge er allerede udkommet på kinesisk. Hvis det lykkes at få en bog ud i Kina, kan de nordiske forfattere typisk forvente at blive trykt i et førsteoplag på 10.000 eksemplarer. Problemet er, at udenlandske forlag og forfattere aldrig kan vide sig sikre på, at få afregnet korrekt for salget, men Monica C. Gram fortæller, at kineserne er ved at etablere en slags domstol i alle 16 provinser, som skal beskytte copyrighten. Det er et skridt i den rigtige retning, men først gælder det om at finde forlag, man kan stole på, mener hun. Men ifølge de danske forlæggere, er der gode muligheder.
Den danske delegation i Beijing talte 13 forlag og agenturer, store som små. Og alle havde planer for, hvad de ville forsøge at afsætte. Forfatteren Kåre Bluitgen, der driver forlaget Tøkk, havde sine gendigtninger af Ludvig Holberg med:
“Jeg prøver at overbevise kineserne om, at vi har to store forfattere, som er noget for dem. H.C. Andersen, som de alle kender – og så Ludvig Holberg. Erasmus Montanus handler jo om bondedrengen, der kommer til byen, og det er en udviklling, som man kender i Kina i dag. De lytter også pænt, men så peger de på Dorte Karrebæks fantastiske illustrationer og siger, at de nok er for vilde til dem,” fortæller Kåre Bluitgen.
En børnebogsillustrator efter kinesernes smag er til gengæld Hanne Bartholin. Hendes og Ida Jessens serie om Carl er meget efterspurgt, og Louise Langhoff Koch fra Gyldendal er overbevist om at alle seks bind i serien vil finde en forlægger i Kina. På samme måde melder Lotte Lykke Simonden om en god dialog, der nok skal føre til både tilbud og kontrakter på danske børnebøger til de kinesiske læsere.
Forfatteren og Kina-eksperten Holger Dahl er taget til Beijing med sit forlag, People’s Press (Folkeforlaget, dét burde de kunne lide i Kina!) for at promovere sin bog Kina – engang for et øjeblik siden. Men kan man sælge en udlændings bog om Kina tilbage til et kinesisk publikum?
“Ja, det tror jeg absolut”, siger Holger Dahl. “For nogle år siden blev en amerikansk bog om Kina en bestseller i Kina, for de vil gerne vide mere om den vestlige tankegang, og flere forlag har vist interesse på møder, som ikke bare blev holdt af høflighed.”
Søren Kassebeers kommentar er nået til Beijing samme morgen, og den skaber lidt trætte reaktioner hos de danske forlagsfolk, der mener at netop den litterære udveksling er afgørende for at øget åbenheden. Men Berlingskes litteraturredaktør kritiserer forlagene for at falde for den fristelse, som det kæmpestore marked i Kina udgør:
“Men man skal altså bare lige være opmærksom på, at når man udgiver bøger i Kina, gør man det på kommunistpartiets præmisser. Man anerkender, direkte eller indirekte, et system, hvor alt er underlagt en forhåndscensur, som ville være grundlovsstridig i Danmark. Man er med til at legitimere en samfundsmodel, hvor modige forfattere, journalister og andre skribenter og borgere rutinemæssigt chikaneres på det groveste, når de drister sig til at sige og skrive, hvad de mener. Hvis de danskere, der lige nu er til bogmesse i Beijing, kan leve med dét, så værsgo. Vi lever i et frit land. (Modsat kineserne). Men kære Statens Kunstfond: En anden gang vil jeg gerne slippe for at være med til at betale for litterære fremstød i lande uden ytringsfrihed. Også selv om det kun drejer sig om en sølle halv million kroner. Alt iberegnet.”
Holger Dahl ved udmærket, at ytringsfriheden er begrænset i Kina, mærker han alligevel en øget mulighed for udgivelse af kritiske bøger.
“Der er de tre T’er, man stadig skal undgå: Taiwan, Tibet og Tiananmen,” siger han. “Men alligevel kan private forlag nu tale om, at de ønsker at udgive bøger, der skaber ægte debat.”