Weekendavisen den 3. oktober 2014.
Almindelighed. Bent Vinn Nielsens nye roman handler om to brødre. Men det er en hylje, der tager opmærksomheden.
Noget kav
Brødrene Evert og Magnus er vokset op midt inde i det tavse Vendsyssel, “ude på Fenner”, dér hvor faren stolt slog græsset med sin hylje (det hedder ikke ‘le’, hvis det er det, De tror).
Forældrene er for længst døde, og det er bettebroren, damevennen og socialisten Evert nu også, så Magnus ser tilbage på tiden, der svandt. Og på tiderne, der skiftede. Nu er det gamle mejeri blevet omdannet til refugium for forfattere, og aktivisterne fra naturfredningen har sørget for at den nye motorvej ikke kom gennem Fenner. De mener nemlig at naturen ikke skal bruges til en skid, som tankbestyreren konstaterer – ikke uden bitterhed.
Magnus var altid den kedelige af de to brødre, for mens Evert drak øl, spillede rockmusik, lagde alle damerne ned, fik børn på gule plader og kæmpede for revolution og mod forurening, blev Magnus pænt og borgerligt bankuddannet og ansat som bogholder i en konservativ virksomhed, hvor han blev småforlovet med chefens datter, inden han brød løs og fik fod under eget bord som ejer af en spartansk kiosk i et råt kvarter – og til sidst altså ansat som bestyrer af en tankstation med tre ansatte.
Men mens kollegaen, kammeraten og rivalen fra bankelevtiden både blev direktør og fik kone og flot bil, har Magnus hele tiden måtte tage til takke med ligeved og næsten. Til sidst resignerer han. Han har det jo godt nok på tanken, og selvom han nok bør fyre en af pigerne, lader han være. Han ved at han ikke er nogen god chef, men han gider ikke gøre det nødvendige. Magnus er i god kontakt med sin egen konfliktskyhed.
Kunder er der ikke mange af på tanken. Men så en dag kommer Theo i sin autocamper. Hvem er han? Hvad vil han? Hvad er hans historie? Hvad har den anden kunde med det mærkelige ordforråd egentlig på samvittigheden? Det er vist noget med at han har slået en mand ihjel? Hvad blev der af Magnus og Everts fortabte kusine Trisse, der var luder inde i Ålborg? Og hvorfor omtaler Magnus sig selv om en ‘svævende tankbestyrer’?
Lidt efter lidt og hen mod slutningen finder vi svarene på det hele, ligesom vi kommer med til den urnebegravelse, som der er optræk til på romanens første sider. Der bliver altså bundet fint sløjfe på de løser ender, så man nok kan sige, at det håndværksmæssige er i orden. Problemet er bare, at Bent Vinn Nielsen ikke synes at brænde alvorligt for Magnus. Hvis bare han havde haft samme forhold til ham, som Magnus’ far havde til sin hylje, der faktisk er romanens mest interessante minde:
“Han havde en mærkelig respekt for sin hylje. Grebet midtpå havde hans bedstefar holdt om. Hans far havde holdt om det. Deres sved havde gjort det glat og fint. Selv om det også var en skrækkelig opfindelse, som han selv sagde, var han selvfølgelig også stolt af, at han selv var så god til at bruge den. At han var hyljemester. Det kaldte mor ham sommetider, når hun så, at han igen var ude for at slå grøftekanten og den lille plæne. Far er ikke den, der lader græsset gro, sagde hun.”
For nogle år siden udgav Bent Vinn Nielsen romanen Et liv i almindelighed, der var en original fortælling om en gammel mand, Skat Enevoldsen, på et plejehjem, der fortalte sin livshistorie til en frivillig fra kommunens erindringsværksted. Pointen var klar nok: småkårsfolk, der ikke har sat de store fodaftryk i historien, har til gengæld sat deres præg på hverdagen og fået det hele til at hænge sammen. Og det er stort set det samme, som forfatteren gerne vil fortælle igen. Altså, endnu et liv i almindelighed. Ikke at det i sig selv gør noget, men Skat Enevoldensen var bare mere interessant, end flegmatiske Magnus, mere bidsk i sin bitterhed.
Bent Vinn Nielsen fortæller sin historie om de to brødre med den sædvanlige lavmælthed i tonen, men også med den der underfundighed, som man enten ikke kan stå for eller får svip af. Der er sådan en dræven, insisterende jysk kækhed over formen, for eksempel i den evindlige brug af udtryk som “for i helvede”. Bent Vinn Nielsens ellers så stabile prosa er denne gang blevet noget kav, for nu at bruge et af de dialektord, som romanen oversætter til ‘klodset’. Min ålborgensiske fætters kone har ellers engang fortalt mig, at ‘kav’ er kortform for ‘akavet’.
Bent Vinn Nielsen: Den svævende tankbestyrer. 248 sider, 280 kr. Roman. Gyldendal.