Weekendavisen den 15. maj 2014.
Cabaret. Aalborg Teater kan byde willkommen, bienvenue, welcome til en forestilling, hvor morskaben holdes i et jerngreb af benhård alvor.
Fra Aalborg Teaters Cabaret tager jeg især tre minder med: Carsten Svendsen som en fuldkommen blæret og ekstremt elegant, mørk og mystisk konferencier med en dystopisk mimik og udtværet ansigtssminke ala Heath Ledgers Jokeren i The Dark Knight. Så sejt!
Visen If You Could See Her, der i Bob Fosses berømte musicalfilm fra 1972 er en kærlighedssang til en kvinde i gorilladragt (og en allegori over 30’ernes antisemitisme), her med en måske fire meter høj kludedukke, styret til rørende menneskelighed af fem marionetdukkeførere. Så smukt!
Og en formidabel finale, hvor et jerngitter sænker sig, mens hele holdet med iskold skønhed synger den nazistiske hymne Tomorrow Belongs to Me, om et daggry, der skal følge en blodig regn. Så smerteligt!
Sej, smuk og smertelig. Samt sjov, smuk og skøn. Ikke at forglemme farverig, frivol og dekadent. Og pragtfuldt politisk. Sådan er Rolf Heims iscenesættelse af Cabaret om Cliff Bradshaw, den unge håbefulde forfatter, der kommer til Berlin i de præ-nazistiske 30’ere, hvor han slår pjalterne sammen med sin landsmand, den 19-årige cabaretsangerinde Sally Bowles, der synger, drikker og knepper sig igennem livet.
Historiens fødekæde er denne: Christopher Isherwood (1904-1986) udgav i 1930’erne to romaner, Mr. Norris skifter tog og Farvel til Berlin. I 1951 forvandlede dramatikeren John van Druten bøgerne til et skuespil, I Am a Camera, som igen i 1966 dannede grundlag for musicalen Cabaret, skrevet af Joe Masteroff med musik og sangtekster af John Kander og Fred Ebb. Denne forestilling blev så fantastisk fortolket of filmatiseret af Bob Fosse i 1972 med prægtige Liza Minelli i hovedrollen som den karismatiske Sally Bowles og med Joel Grey som den spooky konferencier, der lærte os at synge willkommen, bienvenue, welcome!
Allerede i 1969 kunne Ålborgs teaterpublikum se en nordjysk version af musicalen, hvor Lisbeth Dahl havde hovedrollen, og igen i 1990 med Marianne Mortensen som Sally. Og nu sker det atter (sjovt nok samtidig med at Det Kongelige Teater har sat samme stykke på sit repertoire næste sæson). Fra romaner over skuespil til filmatisering og moderne teaterfortolkninger – der sker ad åre en transformation, som på mange måder har suget marven ud af Christopher Isherwoods romaner, gennemtygget et par lunser og spyttet resten (det meste) væk. Både Mr. Norris skifter tog og Farvel til Berlin er gode eksempler på eksemplarisk britisk mellemkrigstidsprosa, som man bør unde sig selv at (gen)læse, men vær klar over at der hverken synges eller danses som i filmen og på scenen, ja Sally Bowles optræder vel kun på cirka fyrre sider, og i musicalen er flere personer og handlingstråde enten blevet slået sammen til én eller ændret så de passer bedre ind i dramaturgien. Det er fair nok, og basalt er dette stadig historien om de utilpassedes stræben efter frihed i et samfund, der skaber sin ny identitet via vold og undertrykkelse. Og vi genfinder romanerens Graham Green-agtige stemning med smuglere, spioner og andre undergrundsmennesker med dunkle planer.
Lise Baastrup er stramt malet, hårdt pumpet og stærkt syngende i den krævende hovedrolle som Sally Bowles. Hun har både den fandenivoldskhed og smertefulde, fatalistiske humor, som rollen kræver, og måske bliver kontrasten til Martin Bo Lindsten som Cliff en kende for stor. Han spiller nemlig med en troskyldig generthed og intellektuelt bebrillet naivitet, som skulle han forestille Clark Kent.
Ulla Henningsen er næsten lidt for diskret som pensionatværtinden Fräulein Schneider, der kæmper for at holde skindet på næsen, men ikke for alvor står distancen, da hun presses til at aflyse et bryllup med den jødiske grønthandler Hr. Schultz. Måske yder rollen hende ikke rigtig retfærdighed, for der er da væsentlig mere sang i hende, end hun her får mulighed for at vise. Jørgen V. Larsen spiller den gamle mand, der håber på det bedste i en voldsom verden, med en fin defaitistisk tone.
Som Cliff Bradshaws uigenemskuelige ven med de lysssky forretninger og dårlige venner, er Mads Rømer Brolin-Tani længe venligheden selv, men da hans sande side viser sig, stiller han pludselig et sindssygt diabolsk fjæs op, som man godt kan blive forfulgt af i et mareridt. Den transformation kaster mørk lys over karakteren.
Laura Kold er dels en skøn og skrøbelig skøge, Fräulein Kost, der hele tiden har en matros med på værelset, dels en del af dansepigerne fra Kit Kat Club, der godt støttet af orkesteret er frivole, frække, dejligt dekadente og sygt lækre i deres udstasede kostymer, som Gøje Rostrup har fabrikeret med kreativitet og sikker sans for stykkets stemning.
Sisse Jørgensens scenografi forener det nøgterne pensionat, hvor Sally og Cliff bor, med den burleske stemning i The Kit Kat Club. Centralt er et par forskudte trappeformationer, der med lysets hjælp kommer til at ligne et dekonstrueret hagekors. Det må man kalde en fin hentydning.
Måske kunne oversættelsen af sangteksterne havde fortjent en overhaling, for af og til virker det som om, at man har valgt den første løsning i stedet for at søge den bedste, men helheden lever, så fred nu med det. Til gengæld har skuespillet, sangene, koreografien og scenografien en sprælsk spændstighed, der siger spar to. Og altså i særdeleshed den ironiske, sarkastiske og skræmmende Carsten Svendsen, der både leverer de rå og rørende højdepunkter, der udtrykker stykkets hjerte.
Aalborg Teater kan med stor selvtillid byde willkommen, bienvenue, welcome til en kulørt forestilling, hvor der er fuldt blus på hele stemningsskalaen, og hvor morskaben holdes i et jerngreb af benhård historisk alvor, som kulminerer med den nazistiske sang, I morgen er verden min, hvor gitteret går ned som et tankevækkende forvarsel om KZ-lejrenes pigtrådshegn. Værd at tænke over i europæiske ulvetider, hvor nyfascismen faktisk findes.
Ålborg har Cabaret med karisma.
Cabaret. Instruktør: Rolf Heim. Scenograf: Sisse Jørgensen. Kostumer: Gøje Rostrup. Koreograf: Katrine Engberg. Kapelmester: Søren Graversen. Aalborg Teater t.o.m. 14. juni 2014.