Weekendavisen den 31. oktober 2014.
Nyoversættelse. Karsten Sand Iversen har givet sig selv stor frihed til at nikke James Joyces ‘Ulysses’ en skalle. Nyoversættelsen skal i sig selv være et levende digterværk, mener han. Han er forberedt på kritik, men sikker på at Joyce ville sige: “Good boy, du brugte min teknik …”
Det store spørgsmål: Hvordan oversætter man Ulysses? Det korte svar fra oversætteren: Man begynder i øverste venstre hjørne …
Gennem to og et halvt år arbejdede Karsten Sand Iversen målbevidst på sin danske udgave af James Joyces modernistiske monster af en roman, og for et par uger siden dumpede det første trykfriske eksemplar så ind ad døren hjemme i Herning.
“Jeg bladrede lige op og læste første side, og så satte jeg bogen ind i reolen. Da jeg afleverede sidste kapitel engang i slutningen af april, var det både en lettelse og en glad følelse, men nu er jeg så langt inde i nye opgaver, at jeg helt har glemt Ulysses,” siger oversætteren, der sideløbende arbejdede med bøger af Franz Kafka, Lars Norén, den svenske digter og lingvist Jesper Svenbro og den engelske forfatter B.S. Johnson. Netop nu er det Virginia Woolf, Herta Müller og mere Lars Norén der er på programmet. Karsten Sand Iversen kalder det en mentalhygiejnisk nødvendighed at arbejde med flere sprog på samme tid, for ellers kan man, med oversætterkollega Niels Brunses ord, få spat af hovedværket:
“Det er nødvendigt at kunne holde pause fra James Joyce, for lige så fornøjelig, han er, lige så mættende er han også.”
Vi sidder i biblioteket i Karsten Sand Iversens hjem i Herning, hvor reolerne fylder alle vægge. Det er ikke første gang, jeg taler med ham om kunsten at oversætte. Første gang var i 2011 da hans oversættelse af Dylan Thomas’ Under Mælkeskoven udkom på dansk. Jeg interviewede ham om bogen i et radioprogram, og bagefter røbede han for mig, at Rosinante for længst havde bedt ham om at nyoversætte Ulysses, som Mogens Boisen oversatte første gang i 1949, og at han nu endelig kunne gå i gang, fordi James Joyces arvingers kontrol med ophavsretten nu var udløbet. Han mente at der ville gå fire-fem år, før bogen kunne udkomme.
Jeg skrev en artikel om at Ulysses skulle genoversættes, og selvom det ikke var breaking news, var det da en nyhed.
“Ja, DR’s daværende nyhedskanal Update kørte det som en historie i det gule bånd på skærmen. Først kom der en sportsnyhed, så stod der at Ulysses skulle nyoversættes, så kom der en sportsnyhed mere. Jeg syntes at det var meget sigende for det ry, romanen har. Man anser det for en sportspræstation, at læse, respektive oversætte den. Et højdespring!” siger Karsten Sand Iversen.
Han mener at romanen har både kult- og mytestatus, fordi så mange har hørt om den, og så få har læst den. Selv vurderer han, at han alt iberegnet – altså oversættelsen i sig selv, genlæsningen af kapitel for kapitel og den omhyggelige redigering – nu har læst sin egen oversættelse mindst tyve gange. Og så er vi tilbage ved det spørgsmål, som kræver en uddybet forklaring: Hvordan gør man – udover, at man altså begynder i øverste venstre hjørne?
“Først og fremmest har jeg sat mig for at lave min version. Jeg har derfor aldrig læst Mogens Boisens oversættelse, bortset fra nogle citater i forskellige afhandlinger. Jeg tjekkede den også nogle gange, når jeg var særdeles godt tilfreds, fordi jeg havde løst et intrikat problem, og hver gang følte jeg mig som sejrherre,” siger Karsten Sand Iversen, som nu har foræret begge sine eksemplarer af Mogens Boisens udgave til Danmission.
Foran os ligger den dugfriske udgave af Ulysses. Sprogdragten er ny, men omslaget er en kopi af originaludgavens fra 1922, da romanen udkom hos Sylvia Beachs boghandel og forlag, Shakespeare & Co. i Paris. Titlen står med tydelig hvid typografi på en turkisblå baggrund. Det hele ligner det solbeskinnede græske øhav, som Odysseus strejfede rundt i i Odysseen, der danner forlæg for romanen om annonceagenten Leopold Blooms vej gennem Dublin den 16. juni 1904. Ti år efter denne dag, og altså præcis 100 år før den anden danske oversættelse, begyndte James Joyce at skrive romanen, og da sidste punktum var sat i Molly Blooms berømte monolog, der afslutter værket, skrev han: Trieste-Zürich-Paris 1914-1921. Romanen er altså skrevet i eksil fra det Dublin, den foregår i.
Ulysses er berømt og berygtet for de talrige symboler og henvisninger til myter, kulturer og sprog, som selv ikke den flittigste polyhistor og lingvist kan udrede:
“Jeg har læst mindst 8-10 afhandlinger om James Joyce og Ulysses eller om særlige sider af romanen, og jeg har konsulteret en lang række fageksperter for at få råd om et enkelt ord eller begreb. Og så var jeg så heldig, at Joyce-forskeren Sam Slote fra Trinity College i Dublin udgav et noteapparat til 1939-udgaven af Ulysses, mens jeg sad og oversatte. Han har fundet nye ting, som ikke fremgår af Don Giffords kommenterede håndbog om romanen, som anses for standardværket om Ulysses. Der kan man læse om uoversættelige ord, alle henvisningerne til Shakespeare eller detaljer om Dublin i 1904,” fortæller Karsten Sand Iversen.
Men oversætteren skal ikke kun være omhyggelig og grundig med research, når dunkle detaljer skal opklares. Han er også nødt til at være kreativ, og Karsten Sand Iversen tillader sig at ty til løsninger, som ligger uden for romanens bogstav.
“Hvis James Joyce bruger en allitteration, stræber jeg også efter at gøre det. Men hvis det ikke er muligt, bruger jeg så en allitteration et andet sted. Det kan også være, at Joyce har fire allitterationer i træk, men at jeg kun kan genskabe de tre. På den anden side kan det også være, at jeg kan tilføre noget. I kapitel otte, hvor det vrimler med madmetaforer, har jeg fundet på flere, end Joyce selv har med,” forklarer oversætteren, der er klar over, at der vil være kritikere, der mener at han har taget sig for store friheder med fordanskningen. Men det tager han roligt:
“Jeg skal ikke oversætte romanens bogstav, men romanens ånd. Min opgave er at genskabe forfatterens tone og stil. Jeg benytter hans teknikker og har carte blanche til at bruge det danske sprog, sådan som det byder sig til. Hvis jeg kan finde på et ordspil, der føjer noget til det generelle betydningsbillede – so much the better! Det nytter ikke noget at sidde med en tommestok og måle teksten for at genskabe den nøjagtigt. Man skal oversætte med anstand og smag, og størst mulig trofasthed er ikke lig med størst mulig bogstavelighed. Tværtimod er det helt i orden, hvis oversætterens modersmål kan accentuere noget i værket.”
Det måske bedste eksempel på, hvor stor en frihed Karsten Sand Iversen har tilladt sig at tage, er det sted i romanen, hvor Leopold Blooms hemmelige brevveninde Martha skriver, at han ikke må afslå hende før hendes tålmodighed slipper op. Her har den danske oversætter valgt at skrive: “…afslå ikke min bøn før min utålmodighed slipper op.” Men må man virkelig gøre ‘tålmodighed’ til ‘utålmodighed’?
“Ja, det må jeg godt. Det må jeg, fordi James Joyce selv kunne have fundet på at skrive sådan. Og fordi det er sjovt. Men jeg udsætter mig for kritik fra de nøjeregnende, men til dem vil sige: Det er mit valg, take it or leave it. Der er tænkt! Jeg har taget mig den frihed. Oversættelsen skal i sig selv være et levende digterværk og derfor har jeg stor frihed til at nikke den en skalle. Man skal kende sin forfatter på travet, og jeg er sikker på at Joyce ville være glad for mine valg,” siger Karsten Sand Iversen.
Men mon det er sandt? På bagsiden af Mogens Boisens oversættelse skrev forlaget i sin tid, at Joyce rejste til København “ene og alene for at lægge forlaget paa sinde, at der ikke i oversættelsen maatte springes et eneste ord over, ej heller betydningen af et eneste ord forvanskes.”
Karsten Sand Iversen er ikke enig med James Joyce. Han mener derimod, at oversættelse netop er kunsten at ændre hvert eneste ord. Han siger, at oversættelsen af Ulysses er blevet så ordholdende, som den magter. Det afgørende er, at bogen er “myndig”. Af samme grund vil han tage imod det, han kalder gyldige pointer, hvis nogen påpeger misforståelser i teksten, mens kværulanter bare vil gøre ham utålmodig, som han siger:
“Man støder på folk, der bedst kan lide den gamle møf. Men man må sætte sig ud over konservatismen. De sensible må holde sig til originalen. Der skal være en strukturel musikalitet i sproget. Det vigtigste er at oversættelsen har fasthed og karakter uden overflødige småord, der mangler hjemmel i den engelske tekst. Jeg er antipodisk til sætninger, der rasler af sted og er løse i det. Det gælder om at rense ud og skabe lys.”
Men når det er sagt, understreger Karsten Sand Iversen også at hans friheder på ingen måde dominerer oversættelsen:
“I virkeligheden er frihederne relativt få – grundigt fordelt over 800 sider. Når de overhovedet er der, er det som en kompensatorisk handling. Som “dog/god” eksemplarisk viser, er der ting der ikke kan lade sig gøre, og da er det man, inden for de lagte tekniske og metodiske rammer, sætter ting ind som dansk tillader en at gøre – groft sagt sådan at summen af “vittigheder”, ordspil er konstant.”
Karsten Sand Iversen arbejdede intensivt med Ulysses i to og et halvt år (men dog med tid til at oversætte andre bøger også!), og umiddelbart har han ingen planer om at vende tilbage til den 800 sider store roman for at nørkle videre med oversættelsen, sådan som hans forgænger Mogens Boisen gjorde i flere revisioner.
“Jeg vil ikke arbejde bevidst videre, men hele ordriget er jo i mit hoved, og hvis jeg får en idé, noterer jeg den til senere brug. Man vil hele tiden kunne overveje nye muligheder. Så sent som i korrekturen skete der noget i Mollys monolog. Hun bruger på et tidspunkt et ord, som jeg oversatte med ‘klisterstads’. Senere dukker ordet ”skidterads” op, om menstruation. I korrekturen fik jeg den idé at ændre ‘klisterstads’ ved at fjerne ‘st’, så der står ‘klisterads’. Så passer ‘skidterads’ og ‘klisterads’ sammen. Jeg er sikker på at Joyce ville sige ‘Good boy, du brugte min teknik …’.”
Karsten Sand Iversen er ikke en mand, der giver nemt op. Men der er detaljer i romanen, som simpelthen har vist sig uoversættelige, allerede i første kapitel. Her optræder ordet ‘dog’, som jo nemt lader sig oversætte til ‘hund’, men senere i romanen opdager man at ordet er et ledemotiv, der også skal læses bagfra, og så står der jo ‘god’, gud. Men hvis man læser ‘hund’ bagfra, får man ‘dnuh’ – og hvad så? Hvor der handles, der spildes – desværre.
Ulysses har ry for at være endog meget svær at læse. Men selvom den er svær, er den jo ikke umulig. Karsten Sand Iversen siger, at hans oversættelse skal kunne læses af den oplyste borger, men han vil ikke stikke nogen blår i øjnene:
“Selv Jørn Lund kommer på hårdt arbejde i kapitel 14. Her skriver Joyce afsnit som man gjorde i 800-900-tallets engelsk, og jeg har konstrueret et arkaisk dansk med det ene øre vendt mod Eddaen. Det er ikke lige til at læse, for der optræder ord, som ikke står i nogen dansk ordbog, men som jeg har fundet i nogenlunde samtidige danske kilder. Jeg har gjort som Joyce gjorde, ja jeg har måske endda forbedret ham lidt. I’m outjoycing Joyce!”