Weekendavisen den 31. januar 2014.
Hærværk. Der tilføjes for lidt og fortolkes for blidt i Skuespilhusets opsætning af Tom Kristensens roman.
Undergangens skønhed
Mellem Store Forventninger og Bristede Forhåbninger er meget liv levet og meget kunst skabt, og udspændt mellem netop disse tilstande forlod jeg premieren på Det Kongelige Teaters opsætning af Tom Kristensens roman Hærværk. Måske havde jeg forventet for meget og håbet for stærkt?
Ja, måske. Hærværk er, synes jeg, too big to fail, og hvor kunne denne københavnerklassiker fra 1930 dog efterhånden fortjene en mere vital og tidssvarende filmatisering, end Ole Roos’ stive stykke fra 1977, hvor det efterhånden kun er Poul Bundgaards udgave af Den evige Kjær, der er værd at huske.
Så meget desto større forventninger måtte man knytte til Rune David Grues dramatisering og iscenesættelse af romanen om anmelderen Ole Jastrau, der gør en dyd ud af sin egen nedtur og beslutter sig til at gå i hundene, hvorfter han gradvis mister familien, jobbet, værdigheden og selvrespekten.
Hvad ville det ikke kunne blive til med al den voldsomme kærlighed, lidenskab, idealisme, sentimentalitet, religion, resignation, revolution, undergang, fremskridt og frisind, druk og digt, tro og vantro, skønhed og kaos?
Ikonisk for Hærværk er digtet Angst, som i romanen skrives af den revolutionære digter Steffen Steffensen (en diabolsk Asbjørn Krogh Nissen). Hans far er en kendt forfatter og apoteker, H.C. Stefani, som sønnen på alle måder ønsker at distancere sig fra. Han har derfor taget sig et nyt og mere proletarisk digternavn.
Sammen med sin kommunistven Sanders (Lars Ranthe med vrede og blidhed) har han klæbet forbudte plakater op på Dagbladets facade, og nu er de eftersøgt af politiet. De søger asyl hos Jastrau, en ungdomsven, der har svigtet de revolutionære idealer, men dog ikke kan få sig selv til at afvise de to kommunister, der hurtigt bemægtiger sig hans divan. Det er valgdag i morgen, og hvis Socialdemokraterne vinder, får Sanders og Steffensen amnesti. Mens de venter, skriver Steffensen så digtet, hvor han længes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død.
Det var dette digt, der for et par uger siden dukkede op i en bunke papirer, som Bruun-Rasmussen fik til auktion, og vi ved nu, at digtet oprindelig bestod af flere strofer, end hidtil kendt (og flot nok har Det Kongelige Teater nået at få hele digtet aftrykt i programmet). Og vi ved også, at Tom Kristensen meget fornuftigt valgte de svageste strofer fra da han gjorde Hærværk færdig.
Tro mod romanen finder Jastrau digtet i Steffensens krøllede kølvand (det er tilsyneladende dette digts skæbne at blive fundet og genfundet, både i fiktionen og i virkeligheden!), og han bringer det i Dagbladet, men efter ordre fra chefredaktør Iversen (Lars Knutzon som en distræt udgave af nøgleromanens Henrik Cavling-portræt) trykkes det ikke under navnet Steffensen, men under digterens oprindelige navn, Steffen Stefani. Hans far apotekeren er jo en god ven af bladet.
Men apotekeren er også en horebuk, og når hans tjenestepige Anna Marie
dukker op på scenen som Steffensens ulykkelige vedhæng, er der pludselig en kvinde, der er mere fortabt end Jastrau selv, og nu er spørgsmålet, hvem der kan frelse hvem i dette groteske spil med tre mand fremfor en stakkels syfilitisk sjæl.
Angst er skrevet af Steffensen, men dets undergangslængsel repræsenterer også Jastrau, og romanen kan ikke tolkes udenom digtet. Som dramatisk, litterært materiale falder dette nøglestof dog til scenegulvet, fordi Rune David Grue vælger at fryse billedet og lade en indspillet oplæsning fylde rummet. Hvorfor nu det? Lydsporet slår gennem rummet som et falsk citat, noget sært udefrakommende, der fuldkommen mister digtets litterære tyngde, betydning og spontanvrede.
Steffen Aarfings karruselscenografi er monteret på en enorm drejeskive, som med fremragende effekt illuderer livets redundans hvor Ole Jastrau bliver slynget rundt mellem hjemmet, bladet og baren på evig jagt efter noget der giver mening eller lindring. Når han bliver fuld nok og desperat nok, kan både den katolske kirke og luderen Sorte Else virke tiltrækkende for en stund.
Karrusellen – inspireret af et hamsterhjul, fortæller programmet – kommer dobbelt til sin ret, når Signe Kroghs kreative videodesign bliver smurt over som et lag skæv sminke, der forvrænger former og farver, og skaber stærke stemninger af vand (eller alkohol!), skov og ild. Her svigter alle harmoniske fordomme, her opstår skønhed af grelle konflikter, for nu at citere et andet af Toms digte.
Rasmus Bjerg hutler sig stærkt igennem Ole Jastraus druk og delirium tremens, jo vildere det er, jo bedre fylder han rollen med en radierende drankerdesperation, for eksempel i åbningen af anden akt, hvor han roder rundt på gulvet i en ordentlig jazzbrandert. Omvendt er han lidt for glat og mat, når vi møder ham som den småborgerlige familiefar og kritiker fra det kulturradikale dagblad, men ok, den ædru Ole Jastrau er jo lidt af et udflydende skvat.
Som hans hustru Johanne gør Anne Birgitte Lind en tilpas kærlig skikkelse, Jesper Asholt er prisværdig nævenyttig som svogeren, Lise Lauenblad er en rørende dum Anna Marie, Benedikte Hansen får os til at forstå fru Kryger som en kvinde, der ønsker at komme af med noget kærlighed, Mikael Birkkjær giver handelsjournalist Kryger en stærk karakter, Nikolaj Kopernikus har tilpas fjollet stil som Lille P, Anders Hove er en parodisk grauballemand af en pastor og Morten Suurballe spiller kritiker Vuldum med en bastant arrogance tilsat perfekt selvmedlidenhed.
Men allerstærkest på scenen står Jesper Hyldegaards fuldkomne portræt af Den evige Kjær, spillet med samme rørende resignation, som Poul Bundgaard i filmen, her dog mindre fedtglinsende og mere stoisk, ikke mindre fuld. Den forhærdede drukkenbolt fra Bar des Artistes har altid haft det som sit livs mål at blive en stor og stilfærdig dranker, fordi – som han siger – ”man bliver så træt af at være begavet”. In vino veritas – bortset fra at det ikke er vino, han slynger ned i halsen, men bartender Lundboms legendariske cocktail af gin og absint. En storartet præstation.
Spillet og scenografien fejler altså absolut ikke noget, iscenesættelsen som helhed er lydefri og forestillingen går derudad i jazzet trav. Problemet er bare, at her tilføjes for lidt og fortolkes for blidt. Det virkede ellers lovende da Jastrau i åbningsscenen konfiskerer sin negerfetisch fra sønnen, der vil lege med den, og – da han samtidig taler i telefon – må placere den mellem benene, hvor den peger lige ud mod os, afrikansk i vælde. Men derefter mister ideerne potens, og forestillingen bliver for loyal og kongenial overfor romanen helt frem til den åbne slutning, hvor et lille, spinkelt håb om frelse måske tændes for hærværksmanden.
Dramatiseringen af Hærværk nøjes med at tilfredsstille, hvor den burde begejstre, og det er ikke bare noget jeg skriver, fordi jeg har det som Ole Jastrau, der i et anfald af selvlede siger, at alle kritikere lever for de dårlige anmeldelser.
Jeg havde blot håbet og forventet bedre.
Hærværk. Dramatisering af Tom Kristensens roman og iscenesættelse: Rune David Grue, scenografi og kostumer: Steffen Aarfing, lysdesign: Jonas Bøgh, video: Signe Krogh, lyddesign: Jonas Vest. Skuespilhuset til den 8. april 2014.