Weekendavisen den 15. maj 2014.
Dokuteater. Den 15-årige Heidi var morgenbolledame hos Simon Spies, som reduceres til en talende pik i interessant og problematisk stykke.
Og samtiden grinede bare
Var det ikke Simon Spies, der sagde, at dårlig omtale er bedre, end ingen omtale? I så fald må han gnægge tilfreds i skægget nede i sin grav, for de seneste år er rejsekongen fra 1970’erne blevet taget ved vingebenet i både en erindringsbog fra en luksusluder, en kritisk biografi, en biopic (om ham og Mogens Glistrup), og nu kommer så en dramadokumentarisk forestilling, der viser ham som en voldelig psykopat, der misbrugte en femtenårig pige. Skulle det være lidt dårlig omtale? Værsgo!
Heidi var kun 15 spinkle år da hun blev ansat hos den 57-årige Simon Spies. Officielt var hun piccoline, men reelt morgenbolledame, som man kaldte det dengang med en sjov, men dybest set tragisk eufemisme. Den purunge pige var droppet ud af skolen efter 8. klasse, hendes mor var en psykisk syg kvartalsdranker, misbrug og selvmord florerede i familien, og da Heidi var i erhvervspraktik hos en frisør, blev hun voldtaget. Hun var altså allerede et offer før hun kom i kløerne på milliardæren, der ikke alene gjorde hende til bytte for sine seksuelle rovdyrvaner, men også forvandlede hende til narkoman.
Heidi bliver installeret i Simon Spies’ mondæne, futuristiske villa i Rungsted, hvor det hele på overfladen er frisind, fest og farver, men Formandens misogyni er slet skjult, og de menneskelige konsekvenser er enorme for Heidi, der skal stå til rådighed med sex fra klokken halv fire om morgenen – og være klar til andre af Simon Spies’ sære lyster, for eksempel skal hun læse højt af Biblen mens hun skider og ryger en joint…
Ideen til forestillingen om Heidi er fostret af Helene Kvint og Anika Barkan, der sammen udgør performanceduoen CoreAct. Anika Barkan er lillesøster til Heidi, hvis tragiske liv endte i 1987, da hun døde af AIDS i udbrud, angiveligt smittet af Simon Spies, og forestillingen kan ses som Anika Barkans personlige forsøg på at skabe et anstændigt eftermæle for søsteren, der endte som offer for brutal kynisme, forklædt som et antiautoritært hedonistisk frisind.
Heidi er et altså et stykke dokumentarisk teater, der meget bevidst – og med helt åbne kort – blander det autentiske med det fiktive. Anika Barkan spiller sig selv i en diffus rolle, som kun delvis er – en rolle. Nogle gange træder hun ud af karakteren (sin egen!) og taler direkte til os med kommentarer, forklaringer, regibemærkninger. På samme måde stopper Olaf Højgaard på et tidspunkt skuespillet, fordi han ikke vil fremstille Simon så unuanceret: Simon Spies var jo – også – en genial levemand og excentriker, ikke kun kynisk og pervers, siger han.
Helene Kvint fremstiller Heidis mor med en desperat selvbedrager, delvis håbefuld, men mest bare fuld uden håb. Også hun hopper ind og ud af sin figur og taler til os i paranteser. Så går spillet videre. Pointen med metasporet er klar nok, men de parallelle kommentarer mangler oprigtighed og troværdighed, fordi de så tydeligt er velforberedte og iscenesatte via manuskriptet og instruktionen.
Måske er Olaf Højgaard reelt usikker på, om han skildrer Simon Spies nuanceret nok – men hvad rager det os? Den afvejning skulle man jo have foretaget inden man slap publikum ind. Er mening at vi skal tænke os om? Det gør vi gerne, det er derfor vi går i teateret. Men det nærmest anti-dramaturgisk greb, hvor undsigelsen skal være en del af kunstværket, er monteret som et korrektiv på fiktionen med lige lovlig klodset tydelighed. Og helt ærlig, jeg gider ikke ikke at se en nuanceret Simon Spies, jeg vil have et fast bud på mandens psykologi og sammensatte karakter.
Det gode er, at det får jeg så faktisk også. Heidi er – med Gritt Uldall-Jessen som dramatiker – nemlig et dobbeltportræt af to tragiske skæbner, den ene magtfuld, den anden magtesløs. Simon Spies’ selvbedrag kommer til udtryk, når han påstår at pigerne er taknemmelige, fordi han tilbyder dem en identitet, et sted at være, sørger for at de slipper for fattigrøvene, forbereder dem på, hvad livet handler om, oplærer dem. Og hans maske falder, når han piver over at kvinderne har ødelagt ham. Det sker i en bizar scene, hvor Olaf Højgaard er trukket i et kostume, der forvandler hele hans krop til en stor pik med behårede nosser. Så er det skåret ud i pap, hvad det er for et hoved, Simon tænker med. Latteren tager nervøst til i salen, når han bevæger sig op på publikumsrækkerne og sætter sig på damernes skød, mens han gnægger. Det gik bl.a. ud over Informations anmelder…
Som Heidi gør skuespillereleven Sara Hjort Ditlevsen en løfterig figur, nødvendigt naiv, tilpas livsglad og nysgerrig, barnligt yndig og kropsligt smækker. Og nøjagtig så forulempet, at hun lapper Simons begær og opmærksomhed i sig, som var det omsorg og kærlighed.
Velspillende Olof Højgaard fremstiller – godt gnæggende – Simon Spies som en menneskesky, hjertekold klam stodder – og ensom stakkel. Hans farlighed ligger og ulmer under den excentriske overflade.
Heidis problem er den uafklarede relation mellem dramatikken og dokumentarismen. Dels er der tale om et stærkt stykke fiktion, dels om et kig i familiealbummet med lysbilleder og lydoptagelser, som desværre gør forestillingen til lidt af et privat raritetskabinet. Jeg er – for at sige det helt råt – fuldkommen ligeglad med familiealbummet.
Til gengæld er skæbnefortællingen som dramatik fantastisk interessant og relevant, også som et portræt af et samfund, der dengang i 70’erne forslugte sig på frisind og bare syntes at det var helt ok, at en mangemillionær ansatte 15-årige piger som morgenbolledamer.
Da Heidi ligger dødsyg af AIDS dukker to mennesker i hospitalsheldragter op, og vi antager naturligvis, at de er læger. Men de taler ikke, de snerrer og snapper som blodhunde, og så ser vi at de har Ekstra Bladets logo på ryggen. Hatten af for den scene.
Jeg fandt mig aldrig rigtig tilpas med Anika Barkans slørede dobbeltposition på scenen, men jeg har det godt med at hendes søsterkærlighed omsider får skildret Heidis elendighed. Den pige fortjener en levende mindeplade.
Heidi. Idé: CoreAct (Anika Barkan & Helene Kvint). Koncept og research: CoreAct, Gritt Uldall-Jessen og Morten Hartz Kaplers. Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi: Nathalie Mellbye. Forestillingen er produceret af CoreAct og spiller som gæstespil på Teater Grob, København til den 25. maj og på Teater Katapult, Godsbanen Århus den 29.-31. maj.