Weekendavisen den 28. februar 2014.
Det Døde Hav. Særdeles vellykket iscenesættelse af ‘Indenfor murene’ på Aalborg Teater.
Vi er ikke pøbel!
Hvor godt er de danske jøder egentlig integreret? Spørgsmålet må stilles, når Henri Nathansens klassiske skuespil Indenfor murene nu sættes op på Aalborg Teater i en perfekt version, som forlader basalt bevæget og i dybe grublerier, fordi man ved, at murværket stadig findes – og nødvendigvis må findes.
En minoritet kan ikke opretholde sin kultur, religion og identitet, hvis dens ritualer forandres og fortyndes til uigenkendelighed, og netop nu står den jødiske menighed faktisk overfor et par trusler, der måske er større end dem, Henri Nathansen skrev om i 1912.
Indenfor murene er en banal kærlighedshistorie om jødiske Esther og kristne Jørgen, der forlover sig af ren kærlighed og må byde de forstokkede forældre trods. I begge hjem har forældrene stålsatte krav og forventninger om, at et bryllup skal ske på netop deres præmisser – når nu magten til at udpege deres børns ægtefælle er gledet dem af hænde. De kristne vil have kirkebryllup og barnedåb. De jødiske nægter kategorisk begge dele.
Gamle Levin må først indse, at hans unge datter er begyndt at gå til forelæsninger på universitetet uden hans tilladelse, og at hun der har forelsket sig i lektor Jørgen Herming. Ikke alene er manden kristen, han er også søn af en etatsråd Herming, hvis familie ødelagde Levins fars forretning og efterfølgende nægtede dem et banklån, fordi “banken ikke havde brug for jøder”. Dengang svor Levin, at han ville hade og skade navnet Herming i al fremtid. Hvordan skal han så kunne give sin datter bort til en mand fra denne antisemitiske famlie?
Henning Jensen fortolker Adolph Levin (som tidligere har været fremstillet af giganter som Poul Reumert og Jørgen Reenberg) som en konservativ pater familias, der for første gang mister kontrollen over sin familie. Med kolossal udstråling og eminent minespil sender han paralyserende kulde ud i rummet og gør det begribeligt for os, at Levin ikke bare er en forstokket mand, der ikke har set den moderne verden komme snigende, men at Esthers valg ryster hans grundvold. Den desperation og stædige, stoiske stolthed, han lægger i rollen, er gribende.
Henri Nathansens mange gode replikker står stadig solidt i teksten. Det er skønt at høre Esther kalde de traditionelle fredagsmiddage i hjemmet for ‘Det Døde Hav’ og ‘familiesuppen’. Det er befriende morsomt at høre Levin være iskoldt uimponeret over Hermings kunstsamling, der blandt omfatter en J. Th. Lundbye: “7.000 kroner – for en kostald!” Det er rørende, når det traditionsbundne fornuftsmenneske, lægen Hugo siger til sin søster, at han trods frisind og fremskridt føler, at han hører hjemme i familien: “Jeg føler selv, at jeg hører for meget til her, her indenfor murene – men der er slået hul i muren…” Og man sidder fremskudt på stolen, når Hugo tager sin far i skole, fordi han ikke vil hilse på unge Herming: “Vi er ikke pøbel!”
Over hele linjen er rollebesætningen i vinkel. Marianne Høgsbro som Sara, Amalie Dolerup som den modige Esther, der varslede modernitetens gennembrud i et konservativt miljø, Martin Bo Lindsten som den besindige Hugo, Steffen Eriksen som traditionalisten Jacob og Lise Baastrup som Dina er alle smukt lysende drabanter om Henning Jensen i familien Levin. Jakob Højlev Jørgensen er elegant kejtet som prokurist Meyer, Jørgen W. Larsen og Hanne Windfeld giver ægteparret Herming en korrekt afmålt kølighed, og Hugos kristne modstykke som fornuftsmenneske, Jørgen Herming, spilles med sikker sans for figuren af Mads Rømer Brolin-Tani.
Karin Betz’ enkle og statelige scenografi har en hammershøisk æstetik over sig. Fra den stemningsfulde åbningsscene til de afsluttende fremkaldelser ved stående applaus, fungerer scenerummet som et smukt, dybt billede. De levinske stuer er markeret af hvide vægge med høje paneler ude i scenerummets sider, og i midten er nedsænket en tværvæg med åbne udgangspartier i begge sider, hvor folk kommer og går. Når scenen i anden akt er forvandlet til familien Hermings store spisestue, er tværvæggen væk, og da vi til sidst vender tilbage til Levins hjem til de skarpe finale, nedsænkes væggen igen med stor effekt, for pludselig indser vi, at den hele tiden har stået foran øjnene på os som en symbolsk mur.
Henri Nathansen skrev en masse dramatik, som glemslens støv har sænket sig over. Men Indenfor murene er en slidstærk klassiker. Inspireret af Henrik Ibsen skrev han dette folkloristiske eksistensdrama, som vi i dag kan se med tankevækkende dobbeltaktualitet, dels fordi det er så oplagt at tænke nutidens danske muslimske kvinder i Esthers sted, ja i princippet tænke enhver i de unge menneskers sted, som må bryde med reaktionære mønstre, bekæmpe fordomme og bygge broer til nye virkeligheder, dels fordi der netop nu er pres på to jødiske kerneritualer, som rejser spørgsmål om, hvad kulurel og religiøs integration egentlig er.
Netop i disse dage, hvor Indenfor murene får premiere, er en ny bekendtgørelse blevet vedtaget, som forbyder rituel dyreslagtning, og presset stiger for et forbud mod omskæring af nyfødte drenge. Det handler ikke om hvorvidt livet indenfor murene er til forhandling i blandingsægteskaber, men om samfundets strukturelle rammer for den religiøse minoritets identitetsgivende levevis. Her er de danske jøder og muslimer forbundsfæller i en konflikt mellem modernitet og urgamle traditioner. Hvem skriver skuespillet om dét drama?
I teaterchef Morten Kirkskovs særdeles vellykkede iscenesættelse udspringer Indenfor murene af de klassiske dyder, der har gjort stykket til en kanoniseret klassiker, her tilføjet en friskhed i stil og tone, der gør forestillingen morsom, varm, inderlig, rørende og dybt dramatisk. Man bliver helt varm om hjertet, når Jørgen Herming – humanisten fra den reaktionære kristne familie, der forelsker sig i Esther og ikke mindst i Esthers dobbelte oprør – siger, at deres kommende børn hverken skal være kristne eller jøder. “Mennesker skal de blive!”
Esther og Jørgen længe leve! Af sted til Ålborg.
Henri Nathansen: Indenfor murene. Instruktion og bearbejdelse: Morten Kirkskov. Scenografi: Karin Betz. Aalborg Teater til den 29. marts.