Weekendavisen den 7. november 2014.
Afdeling Q. Han smiler som en vennesæl hankat på omslaget – men det bliver han ikke mere troværdig af.
Sladderkongens fristil
Henrik Qvortrup gjorde intet galt, da han i sin tid som chefredaktør på Se & Hør betalte en medarbejder hos Nets for at lække fortrolige oplysninger om kendte menneskers kreditkort.
Det er essensen i den detroniserede redaktør og kommentators selvfrikendelsesbog, Q. Her er ingen fortrydelse over at have bragt artikler om de kendte, baseret på oplysninger, som den berømte tys-tys-kilde skaffede på illegal vis. Tværtimod. Journalister bruger hele tiden oplysninger, som kilderne måske ikke har ret til at give videre, lyder defensoratet.
Sandt nok. Hvor ville journalistikken være henne, hvis man kun måtte bruge autoriserede oplysninger? Naturligvis har også sladderpressen en principiel ret til at bruge anonyme kilder, og hvis der nu var tale om, at Se & Hør havde bragt vigtige, samfundsrelevante afsløringer af magtmisbrug eller noget i den retning, ville Henrik Qvortrup naturligvis have en holdbar sag. Men tys-tys-kilden var ikke en whistle blower i demokratiets og offentlighedens tjeneste. Hans tips krænkede privatlivets fred. Han var bare en gemen tyv, og Qvortrup var en simpel hæler.
Men bliver han tiltalt og dømt? Skal man tro en anden ny bog, Jonas Nyrups Se & Hør-skandalen fra A-Z, kan en straffesag meget vel ende med, at den sigtede går fri. Den juridiske strid handler om hackerparagraffens rækkevidde og om anklagemyndighedens mulighed for at skaffe beviser. Og det har vi jo ligesom hørt om før: Ulovligheder, der har fundet sted, men som ikke kan bevises, hvorefter skurken går fri.
Sådan må det være i et retssamfund, og sådan ender det måske for Qvortrup, som derfor også har en sikker hånd, når han ironiserer over de journalister, der på forhånd har dømt ham. Han lærte i sin studietid, skriver han, ”at ingen er skyldig, før de er dømt”, og det er jo så sandt som det er sagt, men hvor lyder det patetisk med sådan en omgang yada yada yada (som amerikanerne ville sige) fra en mand, der som sladderkonge ikke holdt sig for god til at bringe historier, som han udmærket vidste ikke var nagelfaste. Hvis han ikke kan dømmes, betyder det som bekendt ikke nødvendigvis, at han ikke er skyldig.
Forlaget kalder Q for ’en frontberetning’. Det er nu mest trivielle causerier og sniksnakkende betragtninger fra banaliteternes overdrev i denne retrospektive fristil baseret på selektive erindringer om Henrik Qvortrups 25 år i branchen for politisk journalistik, spin og sladder.
Ifølge forordet skulle Politikens Forlag have udgivet bogen, men koncerndirektøren gav kontraordre. Det undrer forfatteren sig naturligvis over, og smart nok udnytter han det i sit martyrium. Han har da også en pointe eller to, når han skælder ud på dobbeltmoral i mediebranchen eller viser, hvordan kommentatorer spiser af Anders Fogh Rasmussens hånd.
Q er – når ret skal være ret – momentvis underholdende. For eksempel får vi en ganske kuriøs oplysning om, hvem der var ansat som chauffør for Venstres partiformand Anders Fogh Rasmussen i Qvortrups tid som pressechef. Det var såmænd en ung VU’er ved navn Anders Langballe, selvsamme mand som mange år senere overtog Qvortrups job som politisk redaktør på TV2 News, hvor han i dag ofte leverer varmluftsanalyser fra Vandrehallen. I afdelingen for småsjov er også noterne om, at Qvortrup stemte nej til euroen samtidig med at han førte kampagne for et ja, og at han i 2007 fik tilbudt jobbet som spindoktor for Helle Thorning-Schmidt…
Til sidst i bogen bedyrer Henrik Qvortrup, at han kommer tilbage, og allerede på udgivelsesdagen fortalte han så, at han lancerer et nyt politisk medie til januar. Ja, så nemt er det at komme tilbage nu til dags. Man kan jo bare publicere sig selv.
Tiden læger alle sår, og der skal også nok komme bud efter Qvortrup igen, for i Medie-Danmark får en falden engel altid en chance til, uanset om man er spritbilist eller skuffeskider. Og se bare, hvordan sladderkongen allerede har fået milde minutter i alle mulige tv-programmer i anledning af denne ret ligegyldige bog.
Når alt kommer til alt, må man vurdere Q ud fra den troværdighed, forfatteren har. Skal vi stole på hans selvfremstilling? Har han ret, når han fortæller at to journalister i 1999 forfulgte rygter om at Anders Fogh Rasmussen skulle være biseksuel – eller har de to journalister ret, når de i Ekstra Bladet i tirsdags hævder, at det var et rygte, som Qvortrup selv plantede hos dem, hvilket jo ville være en slags højforræderi.
Vi ved det jo ikke, så sagen må afgøres på troværdighed. Selv ved Henrik Qvortrup udmærket, at han ikke har meget kapital at tære på som fhv. chef for det dubiøse skandaleblad, og selvom han taler godt for sin syge moster, er man nødt til at holde bogen ud i strakt arm. Han smiler som en vennesæl hankat på omslaget – men det bliver han jo ikke en tøddel mere troværdig af.
Henrik Qvortrup: Q. 360 sider, 300 kr. People’s Press.