Weekendavisen den 7. februar 2014.
Kommentar. Bør en partiafhopper overlade taburetten til en suppleant? Nej, det er helt i orden at tage mandatet med til det nye parti.
I de gode gamle dage var der faste skiftedage for fæstefolk og landarbejdere. Og i dag kan professionelle fodboldspillere kun skifte klub indenfor helt faste terminer. Sådan er det som bekendt ikke for folketingspolitikere, der kan hoppe til et nyt parti efter forgodtbefindende. Men de risikerer – som nogle fodboldspillere – at blive lagt for had og beskyldt for at være illoyale egoister.
Derfor fik vi i denne uge – sjovt nok bedst som jeg sad og fulgte med i opdateringerne fra det internationale marked for fodboldspillere i timerne før transfervinduet smækkede i – den store nyhed om en opsigtsvækkende signing: Ida Auken fra Socialistisk Folkeparti til De Radikale! Så var Juan Matas skifte fra Chelsea til Man. United alligevel ikke ugens største transferbombe.
I tirsdags fulgte så nyheden om, at Ole Sohn nu følger Astrid Kragh fra SF til Socialdemokraterne og dermed fortsætter åreladningen, der begyndte med Thor Möger, Jesper Petersen og Emilie Turunen. Ole Sohn kunne ikke følge partiets nye kurs, og ville være loyal overfor det regeringsgrundlag, han havde været med til at forhandle på plads for SF ude i det sorte tårn, sagde han.
Dermed har tre markante SF’ere – alle på et tidspunkt ministre – forladt partiet efter at formand-lidt-endnu Annette Vilhelmsen og landsledelsen havde besluttet at trække partiet ud af regeringen efter DONG-salg-misæren. Og dermed kan en masse SF-vælgere med god ret føle sig grundigt snydt, fordi deres krydser nu arbejder for netop de to partier, som SF ikke kunne leve sammen med længere. Særligt ondt gør det, at Ida Auken er skiftet til et parti, der måske nok har en grøn profil og en blød værdi- og retspolitik, men ligger langt fra øvrige socialistiske mærkesager. Og hvis jeg var SF-vælger, ville jeg i dag sandsynligvis også opfatte Ida Auken som en illoyal redepisser og en radikal renegat.
Men sådan må spillets regler nødvendigvis være. De folkevalgte er nemlig forpligtet til at være tro mod deres overbevisning, ikke nødvendigvis mod deres parti. Heldigvis. Det er værd at huske i en situation, hvor det nemmeste er at skælde politikerne ud for opportunisme og egoisme.
Partiafhopning er ikke et nyt fænomen i moderne dansk politik, som kan byde på mange markante navne, der har skiftet partibog af den ene eller den anden grund. Tænk bare på Naser Khader eller Pernille Rosenkrantz-Theil. Og tænk bare på alle de grimme kommunale konstitueringsnætter, som er langt mere skumle i betrækket.
I langt de fleste tilfælde ligger der en benhård politisk begrundelse bag et partiskifte i folketinget, og vi ved jo godt, at loyalitet ikke kommer med livstidsgaranti. Sådan er det – som Ole Sohn har sagt – jo også i privatlivet.
Ugens partiskifter (gen)rejser spørgsmålet: Bør en MF’er – når han eller hun skifter parti – opgive sin plads i folketinget og overlade den til suppleanten for det parti, som mandatet er knyttet til? Eller kan politikeren med god ret skifte hold?
Man kan opfatte spørgsmålet politisk, juridisk eller moralsk. Hvad det første angår, er der naturligvis intet til hinder for, at man skifter holdninger og værdier i løbet af sin karriere. Der er heller intet til hinder for at man tager konsekvensen af en konkret uenighed om kursen.
Hvad det andet angår, er der intet at komme efter for dem – for eksempel Dansk Folkeparti og brugerne af Ekstra Bladets debatforum Nationen – der mener at partihopperne bør overlade taburetten til en suppleant. Grundloven omtaler ikke partier i forbindelse med valg til tinget, men taler tværtimod udtrykkeligt om at den folkevalgte skal følge sin egen samvittighed.
Hvad det tredje angår, måles moral jo som elastik i metermål. At blive i et parti, man ikke længere er enig med om afgørende spørgsmål, er heller ikke en moralsk handling. Det er snarere misforstået loyalitet i en branche, hvor meningers mod er alfa og omega og uenighed er en dyd.
Spørgsmålet om partiafhopperne var sidst oppe og vende efter kommunevalget i efteråret, hvor politikerne sprang som små kaniner hele konstitueringsnatten. En meningsmåling i København viste, at hele 63 % af vælgerne derefter ville have nye regler. Men Eva Sørensen, der er professor i offentlig administration og demokrati på Roskilde Universitet, kaldte de skuffede og vrede vælgeres krav for “en helt forkert tankegang”. Hun sagde, at det ligefrem ville være en ulykke, hvis man forsøgte at svinebinde politikerne, for de skal også have lov at blive klogere.
Ja, naturligvis kan man hverken svine- eller stavnsbinde en politiker til et parti, hverken kommunalt eller landspolitisk. Man kan heller ikke – som Mike Legarth fra De Konservative engang har foreslået – lave en slags karensperiode efter en byrådskonstituering, for det vil blot udsætte balladen. Men vælgerne kan straffe politikere på næste valgdag, hvis et partiskifte virker politisk uargumenteret.
Den københavnske meningsmåling efter kommunevalget – og tonsvis af læserbreve! – viser, at rigtig mange danskere opfatter folk som Auken, Kragh og Sohn som hyklere, men jeg synes nu at de er en slags helte, som gør det, vi først og fremmest må forvente af vores politikere: De følger deres overbevisning og samvittighed. Nogle tror måske, at partiafhopperne vælger den nemme udvej, men det er tværtimod den sværeste. Det kræver betydeligt mod at tage konsekvensen af en uoverkommelig politisk uenighed og skifte parti, og det rummer store personlige og følelsesmæssige omkostninger at bryde med de mennesker og det miljø, som man har givet al sin tid og skabt sin politiske identitet sammen med.
Man mærker skuffelse, vrede og lede hos mange vælgere, som ønsker at en politiker ikke må skifte parti i tiden mellem to valg. Sådan en fæstning vil imidlertid ikke være til gavn for demokratiet, for naturligvis skal en folkevalgt have mulighed for at bryde med et parti, når meningslighed ophører.
Først og sidst handler det om at være loyal overfor sine egne standpunkter. Ole Sohn og de andre SF’ere står jo stadig hvor de stod, da de blev valgt sidst. Det er deres nu forhenværende parti, der har flyttet sig. Skulle de så blive og arbejde for en kurs, som de mener, er forkert? Nej, de skal arbejde for deres synspunkter, selvom det er i et andet parti, end det, de oprindelig blev valgt for. Resten er op til vælgerne.