Weekendavisen den 12. december 2014.
Kopi og kunst. En dansk-engelsk kunstnerduo arbejder for tiden i Beijing, hvor de prøver at opsøge de konservatorer og kunstnere, der skaber de perfekte kopier af klassisk kunst.
BEIJING
Man drejer af fra en af de utallige brede hovedveje, hvor bilerne buldrer løs som dyr på træk, og drejer ind ad en sidegade, som strækker sig snorlige af sted, tæt besat med butikker og alt i gademad, fra friske, stegte dumplings til industrikylling kvalt i friture, fra nypresset pomelojuice til frozen yougurt og milk tea med kokossmag og små vingummiagtige klumper af tapioca…
Vi er i en af Beijings hutonger, de gamle fletværk af vinkelrette gyder. Så drejer vi af og slentrer rundt i de mere ydmyge smågader, hvor folk er i fuld gang med dagens dont. I en rolig gyde finder vi den bygning, vi leder efter. Her ligger en gård, der knopskyder med andre bungalower og småhuse, og her holder Institute for Provocation til.
Omkring et langbord sidder danske Sebastian de la Cour og engelske Ben Clement med deres Apple-computere. De er begge uddannet i London, men bor og arbejder normalt i Berlin, og sammen udgør de kunstnerduoen benandsebastian. Efter en ny aftale mellem Statens Kunstfond og Institue for Provocation, er de de første kunstnere på legatopholdet i Beijing, som finder sted som en del af efterårets store danske kulturudvekslingsprogram.
Ben og Sebastian er i fuld gang med at researche et kommende projekt, der stadig kun har en uklar form i deres hoveder. Men de er opsat på at finde frem til de kinesiske kuratorer, konservatorer og kunstnere, der arbejder med at lave omhyggelige kopier af klassisk kunst – både til det almindelige marked og til museernes egne udstillinger. Her er ‘den perfekte kopi’ nemlig en kunstart i sig selv, og kunstnerduoen er meget optaget af at undersøge forholdet mellem det originale og det imiterede.
Det vender vi tilbage til. Først må vi lige have opklaret hvad historien er bag Provokationsinstituttet midt i den kinesiske hovedstad. Hvem står bag det? Og hvem skal provokeres?
Max Gerthel har forklaringen. Han er svensk, men taler dansk, for han har læst på Arkitektskolen i København:
“Det begyndte i 2005, hvor den belgiske kunstner Els Silvrants var med til at tilrettelægge en festival i det nyetablerede 798,” siger han.
798 er et gammelt industrianlæg midt i den nordøstlige del af Beijing – bygget i sin tid af Sovjetunionen og DDR – som for små ti år siden, da det ikke længere var i funktion, blev overtaget af byens kunstneravantgarde. Idag er 798 blevet mere mainstream, og det minder måske mere om Berlin end om Beijing, men det er stadig et hot spot for kinesisk samtidskunst, og det er her det danske Galleri Fauerschou holder til.
Max Gerthel: “Els Silvrants startede så et projekt, hun kaldte Theatre in Motion, og hun fik den belgiske stats kunstfond til at finansiere arbejdsophold for belgiske kunstnere. Da finanskrisen kom, mistede hun støtten, og hun tog tilbage til Belgien, men inden da havde hun fået skaffet nogle fondsmidler fra Holland, og projektet blev omformuleret fra teater til billedkunst og researchprocessen forud for de nye værker.”
I 2010 skiftede projektet navn til Institute for Provocation, og siden 2011 er det blevet drevet af Max Gerthel og hans kone. Men hvad er et Provokationsinstitut? Og så i Beijing, hvor myndighederne ikke bryder sig meget om at blive provokeret…
“Det handler ikke om, at man skal provokere de kinesiske myndigheder. Navnet antyder mere, at man selv bliver provokeret af alle de nye indtryk, når man kommer til Beijing for første gang. Det er altså den enkelte kunstner, der bliver provokeret til at se noget nyt,” forklarer Max Gerthel, og ved siden af ham sidder to artists in residence og nikker.
Efter den første måned i byen kan Ben og Sebastian skrive under på, at Beijing får kunstnerne til at se på tingene på en ny måde. Men de kan også fortælle, at fordomme ikke altid bliver bekræftet, når de bliver testet. På en lav reol står en stor transportkasse af gammel, slidt læder. Den har en virkelig sær form, og inden ved, hvad den oprindelig er blevet brugt til. De to kunstnere har fundet den hos en marskandiser i Berlin, hvor de hele tiden er på udkik efter gådefulde objekter, de kan bruge i deres kunst.
Transportkassen har nærmest form som en gammeldags granat, og Ben og Sebastian har fået fremstillet en skulptur af glas, der passer perfekt ind i kassen, og transportkassen har været udstillet i projektet ‘Museum of Nothing’, hvor de to kunstnere undersøger det, der er fraværende.
Kassen og glasset er kommet med til Beijing fordi det muligvis kan bruges i et projekt, som stadig er i researchfasen. Da de ankom til Beijing og skulle have kassen gennem tolden, blev den kørt gennem en røntgenmaskine af securityfolkene, men på trods af dens suspekte form, fik den lov at passere uden videre tiltale. Ben og Sebastian kiggede tolderne over skulderen og så, hvordan kassen og glasset så ud på røntgenbilledet.
“Vi syntes det så fascinerende ud og spurgte om vi måtte få lov til at affotografere computerskærmen, og toldbetjentene lod os komme om bag maskinen og tage billeder. Det tror jeg ikke at vi have fået lov til i København,” siger Sebastian de la Cour, der mener, at det billede medierne tegner at det rigide kinesiske styre ikke altid stemmer overens med praksis:
“Det er svært at få en entydig fornemmelse af, at folk i Kina er underkuede. En primær, styrende faktor er tydeligvis kapitalismen. Ligesom derhjemme.”
Sebastian de la Cour forklarer, at duoen vil undersøge forholdet mellem det originale og det imiterede:
“Vi interesserer os for, hvordan værdi bliver defineret, for eksempel på et museum. Da vi skulle lave udstillingen ‘Phantom Limbs’ fik vi mulighed for at søge i Kunstindustrimuseets magasiner efter ting, der på én gang hørte til og faldt udenfor institutionens ramme. Vi fandt 12 art nouveau glas, som museet havde købt i 1920’erne. Ved ankomsten var fire af glassene blevet ødelagt, så de ikke kunne udstilles. Det var heller ikke muligt at reparere dem, men de blev betragtet som for kostbare til at blive kasseret. Derfor blev de pakket sirligt ned og gemt væk. Det siger noget om hvordan et museum værdisætter genstande og sig selv. Vi vil gerne vide, hvordan dette bliver sat i spil i Kina.”
Sebastian de la Cour har også et helt konkret eksempel fra produktdesignets verden, nemlig den populære iPhone:
“I kinesisk kultur er der en idé om, at man ikke bare kan kopiere en original, men at man rent faktisk kan optimere den. Der er derfor et kinesisk firma, der har lavet en piratudgave af iPhone, som de kalder iPncne, hvor der er mulighed for at have to SIM-kort, så telefonen kan have to numre samtidig, for eksempel et kinesisk og et europæisk. Det kan iPhone naturligvis selv udvikle, men de har ikke ønsket at gøre det, og så bliver der mulighed for en kopiversion, der så at sige forbedrer originalen for en masse forbrugere. Det er kopiering som optimering.”
Ben Clement fortæller at de kinesiske museer ikke er bange for at udstille replika-udgaver af kunsten i stedet for originaler – ikke som når Nationalmuseet i København er nødt til at udstille kopier af Guldhornene, fordi de originale blev stjålet og smeltet om, men fordi… ja, hvorfor?
“Der findes et begreb i Kina, shanzhai, der betyder at imitere. Ordets originale betydning er ’bjerg-fæstning’ og henviser til rebeller under Song-dynastiet, der barrikaderede sig i bjergene mod et korrupt regime. Ordet bærer i sin nutidige brug en modkulturel betydning, hvor det bliver associeret med imitation men også parodiering og undergravende kreativitet. Jeg tror at vi måske kan forstå vores egen vestlige tilgang bedre, hvis vi undersøger vores eget forhold til originalerne via den kinesiske. Vi forsøger derfor at komme bag scenen på de kinesiske museer og få kontakt til kuratorer og konservatorer for at finde ud af, hvornår og hvordan man bruger replika, og hvordan de fremstilles. Hvor sidder ‘The Master Imitator’, der efterligner kunsten så man ikke kan se forskel på originalen og kopien? Hvem er han? Det er kompliceret i et land hvor kun meget få taler engelsk, men vi prøver at få møder i stand med fagfolk i Den Forbudte By og på Nationalmuseet. Vi er vi i gang med den første del af en bureaukratisk proces og udarbejder ansøgninger til de enkelte institutioner,” siger han.
Ben og Sebastian er ikke helt sikre på, hvad deres ophold på Provokationsinstituttet i i Beijing skal føre til, så de betragter også opholdet som en dannelsesrejse. Da H.C. Andersen og guldaldermalerne rejste til Rom i 1800-tallet, vidste de jo heller ikke, hvilke motiver de ville finde, og hvad der ville ske med deres kunst. De er dog sikre på, at de ikke vil komme hjem efter seks måneder og gøre sig alt for kloge på Kina. Det kan, som Sebastian de la Cour udtrykker det, “hurtigt blive etno-agtigt, overlegent og nedladende, når man gør sig klog på en kultur, som ikke er ens egen”.
I første omgang er – helt i Institute for Provocation’s ånd – researchen altså det vigtigste, og ifølge Ben Clement rummer jagten på mesterimitatoren interessante muligheder. Han kunne godt forestille sig, at benandsebastian kunne samarbejde med en kinesisk kopikunstner:
“I vesten har en kopi af et kunstværk eller kopier af mærkevarer sekundær status i forhold til originalen. Men på kunstakademiet i Beijing er der tradition for at uddanne kunstnere ved at lade dem kopiere kendte værker igen og igen, så de lærer mesterens teknikker og tankesæt, og kopierne kan opnå status som kunstværker i sig selv, ja måske kan de overgå originalen i teknisk udførelse. Vi arbejder med genstande, der falder ud af et givent system og med originaler, der ikke længere er til stede, men måske kun har efterladt et spor – ligesom transportkassen. Vi kunne godt tænke os at opbygge en samling af kopier og replikationer fra Kina, men vi har endnu ikke fundet de mennesker, der helt forstår os. Vi har været på besøg på fabrikker og værksteder, hvor de fremstiller kopier, men vi har ikke fundet en håndværker, der kan lave en unik kopi. Alle steder, vi spørger, siger de: ‘Hvor mange vil I have? 10.000?’,” supplerer benandsebastian hinanden.
Så mens det er nemt nok at komme i kontakt med masseproducenter af kopier, er det vanskeligere at finde frem til de kunstnere, der kan skabe den perfekte imitation af et kunstværk. Men ansøgninger til de vigtigste museumsinstitutioner i Beijing er netop blevet oversat til kinesisk og bliver nu sendt af sted. Imens de venter på svar, fortsætter Sebastian de la Cour og Ben Clement deres søgen efter kopierne, imitationerne, replikaerne og kunsten, der ikke er der, men blot har efterladt spor.