Weekendavisen den 8. august 2014.
Kunst. Ann Louise Overgaard Andersen, Jeppe Hein, Tove Storch og kunstnerduoen AVPD udstiller netop nu med portugisiske og østrigske kolleger i Lissabon. Det handler om, at græsset altid er grønnere…
LISSABON
Ingen adgang for tykke mennesker eller gravide.
Det står ingen steder, men sådan er det nu engang, for adgangsvejen til den danske kunstner Ann Louise Overgaard Andersens værk This is goodbye på det smukke Museu Calouste Gulbenkian i Lissabon sker gennem en smal åbning, som man skal kante sig sidelæns igennem. Hvis man har for meget på sidebenene, kan man ikke komme ind.
“Ja, det er totalt diskriminerende,” siger kunstneren, “men jeg har truffet et bevidst valg om, at ikke alle skal kunne komme ind.”
værket kan man kun opleve fuldt ud, hvis man bevæger sig ind i det gennem den slanke passage. Udefra ligner den store installation en række vinduesløse bygninger, der knopskyder ud fra hinanden, men indvendig består det af en række gådefuldt nøgne rum. Først et lille hvidt og lyserødt kammer. Så et større dunkelt maghoniklædt værelse. I begge gemakker er der små låger i væggen, som man kan kravle igennem ind til værkets inderste – hvis man vel at mærke har modet til dels at konfrontere mørket, dels at røre ved kunsten. Man bliver ikke opfordret til det, men der står heller ikke at det er forbudt. Man må selv træffe valget.
For Weekendavisens medarbejder var de to første kamre nok. Alene tanken om at kravle ind bag lågers mørke fremkaldte klaustrofobi. Det er Ann Louise Overgaard Andersen nærmest helt glad for at høre:
“Jeg vil gerne have, at det ikke er rart at være inde i værket. Det må gerne give fysisk ubehag. Jeg vil nemlig gerne vise, hvad et rum gør ved mennesker, og hvor kratigt omgivelserne kan påvirke os. Derfor har jeg gennem lågerne i de to rum skabt en forbindelse. Fra det første rum kan man krybe gennem en lille gang, der er beklædt med jord på siderne og komme ud af ventilationsristen i det næste rum. Men man ved det ikke på forhånd, og jeg ved godt at ikke alle vil opleve det hele.”
Ann Louise Overgaard Andersen skaber det, hun kalder stedsspecifikke værker, som kun findes så længe udstillingen varer. Derfor bliver This is goodbye også pillet ned og delvis kasseret, når udstillingen i Lissabon lukker – også selvom udstillingen skal vises på Museet for Samtidskunst i Roskilde til efteråret. Men det danske publikum må til den tid nøjes med det andet værk, kunstneren har med i Lissabon, nemlig Before I forget, der er en installation af en række træklodser, der danner en væg, hvor et enkelt lukket koøje er svagt belyst bagfra. Gad vide, hvad man får at se, hvis man åbner lågen? Vi får det aldrig at vide, for skilte fortæller os, at det er forbudt at røre ved værket. Men hvorfor?
“Fordi jeg gerne vil forvirre,” siger Ann Louise Overgaard Andersen. Hun har tidligere skabt installationer, hvor døren smækker bag gæsten, som så opdager, at der ikke er noget invendigt håndtag – og så må man i stedet finde en vej at kravle ud af værket. Det gælder altså om at tænke med selv og afkode værkets hemmelighed.
Men hvad er så ideen med værkernes titler? Og hvad vil der ske, hvis man byttede navne så skiltet med This is goodbye blev sat på Before I forget og omvendt? Ann Louise Overgaard Andersen siger, at værkerne har navne, fordi det slet og ret er bedre, end at hedde Uden titel, men hun er helt åben overfor, at de sagtens kunne bytte titler uden problemer – bare værkernes navne tillægger kunsten en følelse og en fiktiv historie.
Ann Louise Overgaard Andersen udstiller denne sommer på Museu Calouste Gulbenkian i Lissabon sammen med kollegerne Tove Storch, Jeppe Hein og AVPD (kunstnerduoen Aslak Vibæk og Peter Døssing) og kunstnere fra Portugal og Østrig. Det er kuratoren Luísa Santos, der har inviteret kunstnerne, fordi hun mener at de tre lande har meget til fælles: alle er relativt små, og alle har vanskelige historier med store naboer, altså Spanien og Tyskland. Deraf kommer også udstillingens titel, som optræder på tre sprog på en gang. På portugisisk hedder den Daqui parece uma montanha, på tysk Die Kirschen in Nachbars Garten, hvilket kan oversættes til ‘Kirsebærtræet i naboens have’, eller som vi siger på dansk: Græsset er altid grønnere.
Side om side med Ann Louise Overgaard Andersen hemmelighedsfulde ruminstallation, har kunstnerkollegerne Jeppe Hein og AVPD også opsat værker, som man på en eller anden måde kan tage fysisk del i. Jeppe Heins Cage and Mirror er en stor iglooformet burkonstruktion, hvor man kan se sig selv i fuld figur i et enormt spejl, der hænger i en wire fra lofet og drejer rundt, og hos duoen AVPD kan du træde ind i Encircled, der hænger som en gigantisk gople med tentakler midt i rummet. Når man går ind i de mange tynde trådes vildnis, bliver udsigten til rummet sløret, og man bliver selv til en silhuet. Det føles som at stå under en enorm bruser og blive overstrålet med tørt vand.
Den sidste dansker på udstillingen, Tove Storch, har ikke et værk, man kan gå ind i, men et værk man kan cirkle rundt om. Hun udstiller en række rektangler i silke, træ og tråd, der ligger på gulvet som gravmæler i fire nuancer af sølvgråt, som på sin egen tavse facon står godt til den portugisiske fotograf Nuno Ceras serie af sort-hvid fotografier, O Passageiro, der forstiller en undersøisk klippegrotte. Når man ser disse fotografier side om side nærmest med den østrigske fotograf Gregor Grafs monumentale og stærkt kolorerede landskabsportrætter fra Alperne, virker det som om, jorden har fået vrangen vendt ud.
Om det er bjerge eller grotter, eller – som hos den østrigske kunstner Claudia Larcher – menneskeløse fotos af ens huse eller skumle videopanoreringer fra et tilsyneladende forladt hjem, om det er et gådefuldt hus som kun kan besøges af tynde mennesker, en igloo af tremmer eller et slør af tentakler, man kan gå vild i – det hele inviterer os til at komme nærmere for at finde ud af, hvad der findes hos naboen, på den anden side af hegnet, på den anden side af grænsen.
Græsset er altid grønnere, siger man, når nogen er misundelig, men talemåden dækker samtidig over, at man ikke ser alt det gode hos sig selv, fordi man er blændet af det, man ikke har. Det er måske en følelse, som folkene på Museu Calouste Gulbenkian selv kender?
Mens mange ved, at Guggenheim Museum i New York er grundlagt af en familie, der tjente milliarder af dollars på udvinding af guld og diamanter i Afrika og Sydamerika, at Brygger Jacobsen etablerede Glyptoteket på salg af øl, at Knud W. Jensen etablerede Louisiana med penge, der stammede fra salg af ost engros, og at Charles Saatchi har ladet sin reklameformue finansiere et galleri for moderne kunst i London, er det knap så kendt, at et af Europas fineste museer for klassisk og moderne kunst er grundlagt i Lissabon af en mand, der blev helt ufatteligt rig på at opkøbe oliefelter i den asiatiske del af Tyrkiet i 1920’erne.
Calouste Gulbenkian blev født i Armenien i 1869. Da han døde som britisk statsborger i 1955, var han en af klodens rigeste personer. I 1928 havde han stiftet Iraq Petroleum Company, der solgte olie til blandt andet Storbritannien, USA og Iran. Hans egen aktiepost gav ham 5% af salget, og i takt med at olien strømmede ud, strømmede pengene ind.
En del af millionerne blev investeret i kunst, og Calouste Culbenkian besluttede at formuen efter hans død dels skulle bruges til at støtte armenske forhold, dels til at etablere et kunstmuseum i Lissabon. I 1969 åbnede Museu Calouste Gulbenkian, der idag rummer både klassisk kunst fra oldtiden, en moderne samling og nye særudstillinger.
Til oktober kommer dele af Daqui parece uma montanha. Die Kirschen in Nachbars Garten. Græsset er altid grønnere til Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor man vil kunne se Ann Louise Overgaard Andersens væginstallation med koøjet, Before I forget, men ikke den store, hemmelighedsfulde bygning, This is goodbye. Og kunstneren er ikke ked af, at det rent faktisk er et farvel til værket efter Gulbenkian:
“Mine rum er skabt til og forholder sig til det specifikke sted, hvor det skal udstilles. Jeg er meget tilfreds med værkets placering i det store udstillingsrum med det flotte lysindfald og de andre kunstneres værker rundt omkring det, men This is goodbye ville aldrig kunne fungere på samme måde på Museet for Samtidskunst, og derfor skaber jeg altid værkerne til de omgivelser, de skal udstilles i.”
Daqui parece uma montanha. Die Kirschen in Nachbars Garten. Græsset er altid grønnere. Østrigske, danske og protugisiske samtidskunstnere. Fundação Calouste Gulbenkian, Lissabon, til den 21. september 2014. Fra oktober kan dele af udstillingen ses på Museet for Samtidskunst, Roskilde.