Weekendavisen den 24. januar 2014.
Holocaustkunst. Kan man bygge en nazistisk dødslejr med LEGO?
De ligger i døråbningen ind til udstillingsrummet, de 300 tykke, cirkelrunde jernskiver med sorte huller som fortabte øjne og ovale munde, der former tavse skrig om hjælp – en rustbrun hær af nedslagtede smileyer.
Først står man lidt tøvende foran skrotbunkenn at døde blikke. Kunsten må ikke betrædes! Men jo, det må den gerne nu. Den israelske skulptør Menashe Kadishman opfordrer os faktisk til at træde ud i installationen Faldne Blade (Shalechet), og når vi gør det, knaser og knager skiverne under vores skosåler. Man kan forestille sig lyden at skrig, af brudte knogler, af kreaturvognenes jern.
Jeg er taget til Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor kuratorerne Mette Truberg Jensen og Natalia Gutman har tilrettelagt udstillingen Sort Mælk (titlen er hentet fra den tysk-rumænske digter Paul Celans Dødsfuga) med en række moderne kunstværker, som ser Holocaust gennem et atypisk okular.
I rummet med de Faldne Blade møder jeg et ægtepar på mine forældres alder, de er fra den generation, der var Sverige-flygtninge som børn, jeg har spillet fodbold med deres sønner hele min barndom. De nikker mod jernskiverne på gulvet.
– Et stærkt kunstværk, ikke?
– Joe, siger jeg tøvende.
– Men du kender det vel fra Berlin?
Ja, jeg ved godt at Menashe Kadishmans værk er udlånt fra Det Jødiske Museum i Berlin, som jeg har besøgt en enkelt gang. Men jeg kan ikke huske at jeg har set værket. Det siger mig egentlig ikke noget, opdager jeg.
– Jo, det man man ikke glemme, når man har set det. Det fylder jo hele det lange tomrum i den ene fløj, siger kvinden.
Hm. Måske kan jeg svagt huske det, nu hun siger det. Men hvorfor skulle jeg egentlig? Jeg synes faktisk at det er en omgang uelegant skrotkunst. Holocaust bliver ikke mere nærværende som skiveskårne rustansigter, og jeg synes egentlig ikke at jeg lærer noget – eller mærker noget – ved sådan symbolsk at jokke på ofrene.
Sjovt nok har jeg lidt dårlig samvittighed over ikke at være påvirket af installationen. Men jeg er her heller ikke for at føle med fødderne. Jeg er her for at se det, som mine hænder ikke må røre ved. Jeg er her for at gense et fantastisk fantom.
I vinteren 1997 var min ældste søn lige fyldt syv. Med ferme fingre fulgte han hver dag manualerne til de store, kulørte og komplicerede cowboybyer, fangetransporter og sørøverskibe i LEGO. Klodserne var overalt i huset, ikke at forglemme den omfattende samling af tomme emballager, som drengen gemte og detailstuderede som var han en konservator foran et maleri af Tintoretto.
En dag tog jeg drengen ved hånden og satte kurs mod Galleri Fauerschou i Store Strandstræde. En polsk kunstner ved navn Zbigeniew Libera – systemkritisk samvittighedsfange under kommunismen – udstillede et værk, der kunne læses som en kritik af den moderne konsumkapitalisme, der gør børn til forbrugere med et forvrænget verdensbillede. Kunstneren havde derfor lavet falske Barbiedukker, der havde deller i stedet for hvepsetalje – og hår på benene, under armene og i skridtet. Og dukkerne udstillede han med falske fotos på emballager, der lignede den ægte vare fra fra Mattel. Det hele passede, også logoet. Men det var jo fup. Og kunst.
Men det vi kom efter, var Zbigeniew Liberas formidable og radikale parafrasering af min søns yndlingslegetøj. Jeg måtte se, hvordan en nazistisk kz-lejr tager sig ud i LEGO. Så der stod vi og stirrede vantro på de store emballagebokse med det originnale logo fra LEGO System og billederne af pigtrådsindhegnede barakker og vagttårne med rækker af skelletmennesker på vej til krematorieovnene.
Da vi kom hjem fra galleriet, skrev jeg en kronik (senere omskrevet til et essay i Kvinde på Dronning Louises Bro, 2000) om hvordan jeg prøvede at forklare min søn, hvad værket gik ud på. Holocaust som historisk begivenhed var ikke ukendt stof for ham. Men hvad havde det med hans legetøj at gøre?
“Kunstneren vil provokere ved at vise noget ondt med legetøj. På den måde vil han minde om, at man skal huske krigens forbrydelser,” sagde jeg.
“Hvem vil han provokere?” spurgte min søn.
Derefter udformede kronikken sig som en refleksion over kunst og provokation, om Zbigeniew Liberas kritik af den kommercielle legetøjsindustri og hans udfordring af den historiske hukommelse og moral. Men jeg skrev også om, hvor mærkeligt det er, når legetøj udtrykker noget andet, end det plejer. Hvorfor findes der legetøjsambulancer, når man ikke kan få en rustvogn? Hvorfor findes der legetøjsoperationsstuer, men ikke en kirkegård med kiste og gravsten. Kan børn ikke have gavn af at lege lege om død og begravelse?
Så blev jeg ringet op af redaktøren af LEGOs interne virksomhedsblad, Klodshans, der spurgte om han måtte genoptrykke kronikken, og hvad jeg skulle have for det. Jeg svarede, at det kun skulle koste ham nogle kasser samlesæt til mine sønner. Nogle dage efter ringede fragtmanden på døren. Gavmilde LEGO!
Da jeg fik et eksemplar af bladet, blev jeg lidt klogere på hele forhistorien. Informationschefen skrev en lille artikel om, hvordan Zbigeniew Liberas værk havde skabt røre i medierne i Polen, Tyskland, USA, Japan, Sverige og Norge:
“Forhistorien er den, at en polske kunstner i 1996 fik en ladning klodser af LEGO Polen – han ville bygge nogle huse, evt. et hospital. I stedet valgte han så KZ-æskerne – dem havde han naturligvis aldrig fået klodser til, hvis han havde forelagt ideen for LEGO Polen. Uden at det hjalp udtrykte LEGO Polen over for kunstneren stor utilfredshed, fordi han har anvendt og dermed misbrugt LEGO Gruppens indregistrerede varemærke og LEGO SYSTEM logoet. Dét kan skade vores globale image, hvis nogen tror, at vi virkelig har sponseret hans KZ-projekt.”
Informationschefen skriver derefter, at på grund af de vide rammer for kunstnerisk ytringsfrihed, vil der ikke blive sat advokater på sagen. Men, skriver han, ingen skal være i tvivl om, at LEGO føler sig misbrugt af kunstneren.
Interessant! LEGO vil gerne hjælpe en kunstner, men ikke til hvad som helst. Kunsten skal være acceptabel, ikke risikabel, ikke provokerende. Et hus eller et hospital er fint, men en KZ-lejr kan skade det globale image, mener koncernen.
Men hvorfor? Jeg synes tværtimod at det pynter på LEGO, hvis de støtter kunstnere og derudover lader kunst være kunst. Få år tidligere havde koncernen stille sig til rådighed for en international reklamekampagne for FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. I annoncer så en masse figurerer under overskriften Who’s a refugee now? Pointen var, at man ikke kunne udpege en flygtning, for flygtninge er mennesker som dig og mig. Eller figurer som dig og mig. Men tankevækkende nok kan man ikke købe en flygtningelejr som samlesæt.
Nu, sytten år senere, er jeg igen taget af sted for at se Zbigeniew Liberas værk, og igen med min søn. Den nu unge man studerer litteraturvidenskab, han kan sin Theodor Adorno, sin Primo Levi, sin Art Spiegelman. Og han har ikke glemt sin fornemmelse for LEGO, byggeklodserne til hans barndom.
Vi træder henover Menashe Kadishmans knasende kranier for at komme videre til salen med KZ-lejren. Jeg er spændt på at gense den grå dødsfabrik. Så kommer skuffelsen. Det eneste der er her, er en glasmontre med en håndfuld emballager. Og så kommer erkendelsen, da vi taler med museets medarbejdere: Zbigeniew Liberas LEGO-lejr bliver kun udstillet på denne måde. Sådan var det også i Galleri Fauerschou i 1997. Vi har aldrig set modellen, kun emballagen, men min søn og jeg har begge en klar erindring om det modsatte. Da jeg graver den gamle kronik frem, kan jeg læse det sort på hvidt: Modellen er her ikke, kun æskerne.
Så meget for erindringskunst! Man skaber nye billeder inde i sit eget hoved. Man føder et fantom. Man kan tydeligt huske noget, som man aldrig har set.
– Hvad synes du om det, spørger jeg min søn.
Han er stadig fascineret. Han husker hvordan det dengang i 1997 havde kriblet i hans fingre for at få fat i værket i virkeligheden. Som om han først ville kunne forstå det for alvor, hvis han fik lov at arbejde med det. LEGO er skabt til taktile oplevelser, tænker jeg. Ligesom de faldne blade af rust, som skal knase under støvlerne.
– Men kan du se taget på barakkerne, siger han. – Det irriterede mig også dengang. Der findes jo ikke så lange LEGO-plader. Jeg tror at de er skåret ud af nogle af de store grunde, man bygger det hele op på. Det syntes jeg var snyd.
Også LEGO syntes at det var snyd. Deres klodser skal bruges efter en manual, og hvis de skal bygges med efter fri fantasi, må motivet ikke være hentet fra den brutale virkelighed. Leg skal få børn til at forstå verden, men ikke alt for grundigt.
Zbigeniew Liberas KZ-lejr har altid været kontroversielt, også i hjemlandet Polen – som jo i sin tid lagde jord til flere af de nazistiske udryddelseslejre. Da kunstneren blev udvalgt til at deltage på den polske pavillon på Venedig Bienallen dengang i 1997, var det med en specifik klausul: LEGO-værket måtte ikke være med.
Men da Jewish Museum i New York i 2002 viste det som en del af udstillingen Mirroring Evil: Nazi Imagery / Recent Art, kom det ind i varmen, og i dag betragtes det som et hovedværk i moderne polsk kunst. For to år siden blev det samlede værk købt af Muzeum Sztuki Nowoczesnej w Warszawie. Museet for Moderne Kunst i Warszawa, fra en norsk samler for godt og vel 400.000 kroner.
På Museet for Samtidskunst i Roskilde fylder det en montre på størrelse med et akvarium. Men det fortæller en grænseløs historie om krig og erindring og om hvordan vi forstår, fortolker og genfortæller historien for vores børn.
Museet for Samtidskunst, Roskilde: “Sort mælk. Holocaust i ny kunst”. Kuratorer: Natalia Gutman og Mette Troberg Jensen. Til den 27. april 2014.