Weekendavisen den 9. maj 2014.
Hotel Pro Forma. Vladimir Nabokovs fortælling om begær og jalousi omsat til et poesi for øjne og ører.
Et jordskælv i hast udvikling
Det giver særdeles god mening, at Vladimir Nabokovs Latter i mørket (1932) oprindelige udkom under den russiske titel Camera Obscura, for Hotel Pro Formas nye sceneopsætning af romanen er netop baseret på spejlprojektioner og lysrefleksioner, der lader scenografiens cirkelrunde drejeskriver, pendulerende glødepære, svingende kuber, spejlblanke rektangler og dinglende stolper svæve af sted i et transparent kabinet.
Mørke er der meget af, men næsten ingen latter, og det er altså i høj grad ånden fra romanens russiske titel, der præger forestillingens sceniske udtryk. Historien – ofte opfattet som en slags forløber for Lolita – er dog den samme, her skåret skarpt ind til kernen i Mogens Rukovs manus: Albinus forlader sin kone, som han ellers er tilstrækkelig lykkelig gift med, fordi han forelsker sig inderligt i en purung pige, Margot. Dybest set ønsker han at have det bedste af begge verdener, konen og elskerinden, men da pigen sender et elskovsbrev hjem til ham på et tidspunkt, hvor han ikke er hjemme, bliver hans utroskab opdaget af konen.
I stedet for at blive vred på pigen, der lokkede ham i en fælde, tager han hende til sig. Albinus bliver samtidig bekendt med en yngre mand, Rex, men ved ikke at Margot og Rex engang var elskende, og at han nu bringer dem sammen igen. De to unge bedrager nu Albinus, og da han mister synet i et biluheld, går de for alvor bag ryggen på ham i et gennemført bedrag, som han måske nok fornemmer, men ikke kan fastholde, fordi han endnu ikke har lært at kompensere for den mangelende synssans. Og denne sanseinvalidering overføres til publikum.
Vi møder historien i tæt, sort mørke. Ved hver stol er et sæt høretelefoner, og vi sidder nu som i en radiobiograf (et meget moderne fænomen, at mødes for at lytte, ikke for at se) og fordyber os i et hørespil, der opføres i mørket foran os. Thomas Mørk og Clara Fasting Prebensen sidder rent faktisk et sted inde bag scenes arkitektur, men deres omhyggeligt diktionerede replikker må være indspillet på forhånd. Lyden transmitteres nemlig til os i såkaldt 3D-lyd, så hvert eneste lille suk og hver eneste sprøde lydeffekter står med en glasklar tydelighed, der fascinerer og forvirrer øret på allerskønneste vis. Sådan en rumlig, nærmest fysisk håndgribelig lyd, har jeg aldrig lyttet til tidligere. Så vidt jeg forstår er vellyden skabt via optagelser i bittesmå bineurale mikrofoner, der rent faktisk monteres i skuespillernes ører, hvorefter optagelserne via høretelefonerne sende direkte ind i vores med en enestående akustisk effekt. Her er trommehinderne i dén grad i teateret.
I forestillingens anden fase lægger vi hovedtelefonerne. Nu bliver den på én gang enkle og komplicerede scenografi taget i brug, mens de tre skuespillere fremsiger deres replikker med en rolig, langsom og irriterende overomhyggelighed. Især Margot lyder nærmest perverst pertentlig, men man forsoner sig med det, fordi det hele er så skarpt stiliseret og udpræget skabt til at udfordre vores sanser. Man lytter faktisk grundigere. Og man ser mere opmærksomt, for der er hele tiden en lyskilde, en reflektion eller en bevægelse, der fanger øjet. På samme måde bevæger skuespillerne sig rundt med en særlig grundighed i gangarten, for under deres skosåler er anbragt nogle træklodser, der fjerner hvert skridts selvfølgelighed. Da Thomas Mørks Albinus bliver blind og må bevæge sig gennem den labyrintiske scenografiske med en hånd på den svigefulde Margots skulder, får forestillingens undersøgelse af sanserne en ekstra pointe.
Sidste del af Latter i mørket foregår med de tre skuespillere i fastlåste positurer på tre forskellige punkter på scenen. Nu er al opmærksomhed samlet om Nils Frahm, den tyske musiker, der har stået for lydakkompagnementet og nu hiver os ind i det, som Holtel Pro Formas kunstneriske leder, Kirsten Dehlholm, i programmet kalder “et bankende rytmekammer af toner, hammerslag, volumen, akkorder og melodisk skønhed”. Det er så fyldestgørende beskrevet, at vi lader det stå her. Især er “bankende rytmekammer” en god beskrivelse af de dunkende stød, der sender lydbølger gennem gulvet, op gennem stolene og ind i kroppen. Her bliver musikken et nærmest fysisk apropos til den uheldsvangre forudsigelse, da Albinus rakte ud efter Margot: “Et jordskælv i hastig udvikling, og ingen ved, hvordan det vil ende.”
Latter i mørket er the same old story om manden, nymfetten (som det hedder i Lolita) og rivalen, en fortælling om begær og jalousi, om spejlinger og menneskenes sjælløse silhuetter – og om en pendulerende glødepære, der skaber pludselige lysbilleder, som rammer det uforberedte øje. Her er nok at gå på opdagelse i, noget forstår man, andet skal man bare lade passere, noget tager man med sig som en undren: Hvad var det for eksempel for en filmstump med Orson Welles, der blev projiceret op på en af de tre drejeskiver? En mærkelig og bemærkelsesværdig forestilling, hvor især hørespilsdelen står som et sært, skarpt stemningsdigt i lyd og lys og en poetisk aftapning for øje og øre af Vladimir Nabokovs prosa.
Latter i mørket. Co-produktion: Republique og Hotel Pro Forma. Iscenesættelse & koncept: Kirsten Dehlholm. Dramatiker: Mogens Rukov (efter roman af Vladimir Nabokov). Musik (live): Nils Frahm. Scenografi: Kirsten Dehlholm, Adalsteinn Stefansson. Koreografi: Mette Ingvartsen. Kostumedesign: Henrik Vibskov. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Lyddesign: Kristian Hverring. Medvirkende: Thomas Mørk, Johannes Lilleøre, Clara Fasting Prebensen. Republique til 24. maj.