Weekendavisen den 22. august 2014.
Identitet. Lisbeth Brun afslutter solidt og solidarisk sin romankvartet fra nordjyske Lendrup.
Adoption er et tema i litteraturen for tiden, hvor Maja Lee Langvad og Eva Tind har skrevet stærke bøger om deres personlige erfaringer. Men adoption er også omdrejningspunktet for Lisbeth Bruns uretfærdigt oversete romanserie fra Lendrup i Nordjylland, hvor en tanke spøger i hovedet på Helle, der blev bortadopteret straks efter sin fødsel: Vi har altid elsket dig, som var du vores egen, havde adoptivforældrene altid sagt. Jamen, hvordan kunne de vide det, når de aldrig selv havde haft et barn? Og hvad vejer mest i et menneskes liv: arv eller miljø?
Resten af livet er fjerde og afsluttende bind i en romankvartet, der også omfatter Vejs ende, Det du mister og Som brødre vi dele. Gyldendal påstår stadig, at det er ‘selvstændige’ bøger, men det er det ikke. Der er absolut ingen pointe i at læse Resten af livet, hvis ikke man har læst de tre første. Til gengæld er der rigtig god grund til at læse dem alle fire samlet.
Lisbeth Bruns romanserie fra Lendrup er beslægtet med Ida Jessens trilogi fra den fiktive nordjyske lokalitet Hvium (det har jeg skrevet tidligere, men det bliver ikke mindre rigtigt af at blive gentaget), og de fire romaner udgør et fornemt fletværk af fortælling, hvor depechen gives videre fra generation til generation, af og til meget direkte, andre gange kun ved tilværelsens tilfældigheder og porøse berøringer personerne imellem.
I Resten af livet er vi hos Helle, hvis mor, Marie, fik lagt et bind over øjnene i det sekund, hun fødte sin datter, hvorefter den nyfødte blev taget fra hende og adopteret bort. Helles mor var kommet i uføre og skulle sammen med sin lille søn til Løgstør for at arbejde i huset hos en svinebonde, og på vej derop kom hun så i endnu mere uføre. Gårdejeren Villy havde dog en løsning: Han ville gerne tage Marie og den lille søn til sin, men barnet i maven ville han ikke kendes ved, så Helle blev givet væk. Mange år senere – og her er vi tilbage i seriens første roman – bliver Helle opfordret til at opsøge sin biologiske mor, og hun flytter til egnen for at betragte sin Marie på tæt hold, men incognito.
I den forrige roman døde Villy, og Helle, nu 47 år, overtog gården Fjordagerholm efter aftale med sine halvbrødre. Hun har indrettet stedet til ridelejr for overvægtige børn, og samtidig med at hun slider i det for at få alt til at løbe rundt, skal hun klinke skårene i forhold til Marie og finde ud af om hun har mest af sin biologiske mor i sig, eller om hun er rundet af de nyrige adoptivforældre. Og kan Helle selv knytte sig til andre? Som sådan er Resten af livet en konfliktfyldt fortælling om splittede følelser mellem voksne børn og deres forældre, som alle kan spejle sig i.
Lisbeth Brun slutter sin lavmælt velskrevne kvartet med at binde knude på flere løse ender, men hun sætter ikke to streger under et facit og lader enkelte trævler hænge. Tilbage står et tæt beskåret dobbeltportræt af Helle og Marie, ikke nogen der rejses monumenter over eller skrives nekrologer om. Til gengæld har Lisbeth Brun givet dem en særdeles fin romanserie. Selv er hun ikke en forfatter, der hæver stemmen, ikke en der påkalder sig offentlighedens opmærksomhed, men hun beskriver sine hverdagsmennesker, gennemsnitsdanskerne, solidt og solidarisk.
Lisbeth Brun: Resten af livet. 256 sider, 280 kr. Roman. Gyldendal.