Weekendavisen den 28. maj 2014.
Porøst. Louise Alenius inviterer ét menneske ad gangen ind i et dirrende drømmespil.
Det forgængelige
Engang i foråret fik jeg en invitation til en ganske særlig forestilling på Det Kongelige Teater. Afsenderen var komponisten Louise Alenius, der gerne ville give Weekendavisen én af de blot fyrre pladser til Porøset, der blev opført for én publikum ad gangen i løbet af én enkelt dag.
Hvad man skulle opleve, var egentlig en dyb hemmelighed. Alligevel skrev Louise Alenius, at man i teaterets skræddersal ville blive præsenteret for en mand, der lå for døden.
Jeg svarede at jeg gerne ville komme og anmelde, hvad jeg så. Næste dag ringede Louise Alenius så og sagde ligeud, at hun ikke var interesseret i en anmeldelse, fordi jeg vidste for meget, nu hvor jeg havde læst mailen og ikke kunne møde stykket med åbent sind. Hun havde sat næsen op efter et interview.
Så blev jeg lidt kontrær og sagde, at man altså ikke kan bestille taletid i avisen, og så sagde vi pænt farvel. Da jeg i andre aviser læste om Porøset, ærgrede jeg mig over at jeg ikke fik det set, men sådan måtte det være. Så gik der et par måneder, og en aften kom en sms fra Louise Alenius, der inviterede mig til en ny forestilling. Denne gang røbede hun intet om indholdet. Jeg svarede, at jeg gerne kom, fuldkommen jomfruelig. Hun kvitterede med en besked om, at det var den bedste attitude.
Porøset er en serie på ialt seks besynderlige mikrostykker, som Louise Alenius i løbet af 2014 udtænker, komponerer musik til og sætter i scene et eller andet sted den gamle bygning på Kongens Nytorv. Selv kalder hun det musikalske petit-forestillinger og æstetiske peepshows, som skabes til ukendte rum på teatret – og altså serveres for en enkelt publikum ad gangen. Hver opførelse af forestillingen tager et kvarter.
Første gang, i januar i år, medvirkede digteren Christel Wiinblad. Anden gang blev man konfronteret med den døende mand i en hospitalsseng. I lørdags blev seriens tredje afsnit så opført, og jeg ved ikke, hvordan det øvrige publikum har oplevet det – man ser jo forestillingen komplet isoleret og kan ikke dele indtrykket med andre – men jeg havde det som om, jeg havde fået adgang til febril drøm i hjernen på David Lynch.
Fra foyeren blev jeg ført af en vagt op ad trappen, gennem en dør, ned ad en gang, rundt om et hjørne, gennem kulsort mørke, kun oplyst af vagtens lille forlygte til en cykel! Vi var tydeligvis i scenens bagrum. Pludselig stod en lille armstol foran os, oplyst af et spot. Jeg blev bedt om at tage plads, og så forsvandt vagten.
Stilheden sænkede sig. Jeg fornemmede lidt bevægelse i mørket, men var ikke sikker. Pludselig begyndte væggen foran mig at stige til vejrs. Det var, regnede jeg ud, scenens brandmur, for foran mig åbnede orkestergraven sig, og bag den lå hele teatersalen med alt det røde, dunkelt belyste plyds.
I løbet af et kort sekund noterede jeg mig at nodestativerne i graven stod partituret fra Don Juan. Det havde nu intet med Porøset at gøre. Det havde til gengæld den lille pige, der sad helt alene og stille som en bleg statue i logen til venstre for scenen. Og også manden, der med ryggen til og hængende arme poserede sin nøgne torso nede for enden af salen.
Så begyndte pigen at synge med en klar, lille stemme:
“Væk mig igen når jeg må åbne mine øjne, væk mig igen når du slipper min hånd, væk mig når du går langt væk herfra, væk mig når jeg bliver stor.”
Torsoen begyndte pludselig at bevæge sig gennem salen, vist nok hele tiden med ansigtet bortvendt fra mig, hen langs orkestergraven, langsomt glidende, og ud af en dør i modsatte side. Pigen sad tavs i logen og så ret frem for sig.
Skridt nærmede sig bagfra. En ny vagt bad mig følge med. Op af trapper og ind i et lille, mørkelagt gemak bag logen, hvor pigen sad i et rødligt lysskær. Jeg fik anvist en stol, og netop som jeg satte mig, så jeg, at en kvinde knælede med bøjet hoved i en krog bag stolen. Gennem en halvåben dør, kunne jeg se pigen. Hun drejede hovedet en smule. Begyndte at synge sangen igen.
Den dør, jeg kom ind ad, åbnedes nu ganske langsomt, og en lang strakt vrist krøb ind for neden. Den fulgtes op af et stærkt underben, der hæftede på et rundt knæ og et muskelsenet lår. Det er som om en marmorstatue har fået liv og nu kryber ind i lokalet. Manden, nøgen bortset fra et hudfarvet skridtbind, folder sig ud i al sin velskabthed. Han bevæger sig på tåspidserne gennem det lille lokale, smyger sig ind i logen til pigen, lukker døren i efter sig, så kun et par røde lyssprækker står tilbage. Kvinden bag min stol rejser sig og lister ud. Så bliver jeg hentet.
På vej ud, overrækker vagten mig et stykke sammenrulle karton, som – siger hun – udgør den sidste del af forestillingen. Her kan jeg blandt andet læse teksten fra pigens sang og se et smukt medaljonportræt af Louise Alenius. Jeg kan også læse en tak til Mona Alenius Kaniewski (den syngende pige) og Byron Mildwater (korpsdanser ved Det Kongelige Teater) og til Bent Fabricius-Bjerre, der har støttet Porøset økonomisk.
Og så står jeg pludselig ude i solen igen, midt på dagen på en blank og blå lørdag på Kongens Nytorv. I et kvarter har jeg været lukket inde i en lomme af musik, bevægelse og mystisk poesi, æstetisk, gådefuldt, æggende, mærkeligt, smukt, spooky, et dirrende drømmespil af dimensioner.
Porøset er en smuk og sær vision i Louise Alenius’ hoved, som 40 mennesker (kun 36 billetter sættes til salg) seks gange får eksklusiv mulighed for at besøge i et kvarter. Værket hedder Porøset, altså noget skrøbeligt, der forsvinder mellem hænderne på os – som livet selv. I Porøset II blev det anskueliggjort af den kræftsyge mand på scenen, og i denne omgang, tænker jeg, handler det om barndommens flygtighed og kroppens forgængelighed. Og naturligvis om den fragilitet, man tager med sig, når man træder ud af publikumsflokken og bliver et individ.
Louise Alenius: Porøset. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. De sidste tre forestillinger bliver annonceret på de sociale medier i løbet af 2014.