Weekendavisen den 14. november 2014.
Interview. Hun er halvt dansk og kendt over hele England som komiker, skuespiller, forfatter og dramatiker. For første gang giver Sandi Toksvig interview til en dansk journalist.
Hun er verdensberømt hjemme i England, og hun bliver både genkendt på gaden i New Zealand og på hotellet i Balis regnskov. Men i København kan hun gå rundt i fred, for her er der ingen der aner, hvem den midaldrende kvinde, som taler det fineste dansk med en forsigtig tøven og en blid accent, egentlig er. Bortset, altså, fra de engelske turister, der forleden stirrede efter hende i Metroen, inden hun slap væk og forsvandt i mængden.
Hvem er Sandi Toksvig? Jo, hun er en af Storbritanniens mest berømte komikere og tv-værter, skuespiller, producer, forfatter og dramatiker, en vaskeægte celebrity. Hvis man skulle sammenligne med en dansker, er Anders Lund Madsen måske den, der kommer nærmest: både i stand til at være vært og gæst i ethvert tv-show, altid funny, men også med en tænksom side.
Og så er Sandi Toksvig datter af en af monopolets helt store helte, Claus Toksvig, der inkarnerede dansk udenrigsjournalistik i 70’erne og begyndelsen af 80’erne som Danmarks Radios korrespondent i New York og London. Han kom ind i vores stuer med TV-Avisen og Horisont, hvor han bl.a. rapporterede om attentatet på Martin Luther King og de første fodaftryk på månen, inden han skiftede journalistikken ud med politikken og lod sig vælge til Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti.
Med dette interview bryder Sandi Toksvig et princip: “Ja, det er første gang nogensinde jeg giver interview til en dansk journalist. Det har jeg ikke gjort før, fordi jeg ikke har ønsket spot light på min familie her i landet. Jeg har altid været glad for at kunne gå rundt incognito i København. Vi har lige været henne og få en øl, og hvis jeg havde gjort det i London, ville det have været ude på Twitter lige med det samme.”
Det er svært for hende at gå ud og spise i fred og ro i England, og da hun gemte sig væk ude i regnskoven på Bali, genkendte hotelpersonalet hende, fordi de havde set YouTube-klip med hende. Folk kommer hele tiden hen og vil tage selfies, siger hun: “Og det er altid når jeg har spinat mellem tænderne…”
Sandi Toksvig brokker sig ikke over at blive genkendt, og som regel er folk bare flinke og glade, men hvis hun vil have en rolig aften i London sammen med sin kone, Debbie, er de nødt til at frekventere en privat klub.
Efter syv års registreret partnerskab blev de to gift i marts måned i år, da homoseksuelle endelig fik mulighed for at indgå egentligt ægteskab i England. De lejede Royal Festival Hall til en ceremoni, hvor de gentog deres wedding vows. Debbies wedding suit var skænket af den hippe designer Vivienne Westwood, 150 venner var inviteret med, og resten af pladserne stod klar til hvem, der ellers havde lyst til at kikke forbi. Da ceremonien skulle i gang, var samtlige 2.500 sæder i teateret besat.
“Der var endda repræsentanter for Church of England,” siger Sandi Toksvig. “Verden er blevet mere moderne, men for tyve år siden fik jeg dødstrusler fra folk, der ikke kunne acceptere at jeg var lesbisk og fik børn ved kunstig insimination. Dengang lærte jeg politiets hate crime squad ganske godt at kende,” husker Sandi Toksvig, der siger at homoseksualitet i dag er blevet mere trendy, og at hun møder mange unge bøsser og lesbiske, der takker hende for at have hjulpet dem ved at være åben om sin homoseksualitet.
Ægteparret Toksvig har netop været en kort tur i København for at se Sandis skuespil Bully Boy, som den herboende engelske skuespiller og instruktør Ian Burns har sat op med sit kompagni, That Theatre (anmeldt her i avisen i sidste uge). Stykket handler om soldater, der vender hjem med psykiske traumer efter krigen. Ideen fik hun, fordi Debbie har arbejdet som psykoterapeut for hjemvendte soldater fra Irak og Afghanistan.
“Debbie kom hjem mere og mere vred for hver dag, der gik. Hun syntes ikke at der var mulighed for at hjælpe soldaterne godt nok. Veteranerne havde oplevet de værste ting i verden, men fik kun tilbudt gruppeterapi sammen med andre mennesker, der havde problemer i deres hverdag. Så besluttede jeg mig til at skrive om det, for når man er vred, er det godt at skrive, og efter to uger, var jeg færdig” fortæller Sandi Toksvig på formfuldendt dansk, der dog bærer lidt præg af, at det ikke er til hverdagsbrug.
Debbie lytter med og forstår en del, men af og til simultanoversæter Sandi sig selv til engelsk. Debbie er ikke medforfatter, men det er hende, der har fortalt Sandi alt det, hun skulle vide om terapi og traumer for at kunne skrive Bully Boy troværdigt, og stykket har ramt plet, for Sandi og Debbie har mødt læger, der siger, at skuespillet har ændret den måde, de stiller spørgsmål til de hjemvendte soldater.
“Jeg håber at skuespillet kan være et wake up call. Soldaternes mentale traumer er usynlige, og der går stadig veteraner rundt fra Falklandskrigen i 1982 som tikkende bomber,” siger Sandi Toksvig, og Debbie falder ind med en kommentar om, at mange af Londons hjemløse i dag er hjemvendte soldater, der ikke har fået ordentlig hjælp til at falde til igen efter krigen.
Bully Boy havde premiere på Nuffield Theatre i Southampton i 2011. Teateret havde bestilt et stykke hos Sandi Toksvig og givet hende frie hænder. De havde nok forventet en komedie, mener hun, men de blev meget glade for Bully Boy. Da stykkets to roller skulle besættes, bad Sandi Toksvig teateret om at spørge den britiske stjerneskuespiller Anthony Andrews. Direktøren mente ikke at der var nogen chance for at et lille teater med et begrænset budget kunne få så stort et navn, men Anthony Andrews læste stykket mens han var på filmoptagelse i Los Angeles og sendte derefter en mail: “Hvornår begynder vi?
Aftenens forestilling i København, er Sandi Toksvigs første møde med Bully Boy i halvandet år. Hun har arbejdet med skuespillet, fordi en filmproducer gerne vil filmatisere det, men hun har ikke set det opført, og nu er hun nervøs. Hvad nu hvis hun opdager noget, der burde have været anderledes? Men efter forestillingen er hun lettet. Hun kalder opsætningen excellent, ja sine steder bedre end i London, og selvom hun jo kender slutningen bedre end alle andre, græd hun alligevel til sidst.
Men er det ikke et paradoks, at den kendte komiker fra de store scener i England nu sidder og fælder en tåre over et dybt seriøst skuespil om krig og mentale traumer?
“Jo, og mange i mit publikum kan heller ikke acceptere, at jeg hele tiden prøver forskellige ting, men jeg har altid udfordret mig selv på den måde. Når jeg har lavet et stand up-show, vil jeg gerne skrive en børnebog om hungerkatastrofen da kartoffelhøsten fejlede i Irland, og efter det vil jeg måske producere live drama i tv. Så kan jeg skrive en morsom musical eller en roman,” siger Sandi Toksvig, der er i gang med at skrive endnu et serøist skuespil, denne gang om den britiske ældreplejes problemer.
Sandi Toksvig vil gerne være mere sikker og nuanceret, når hun taler dansk, og hun drømmer også om at lære at skrive det:
“Jeg synes at jeg taler børnedansk. Jeg har jo aldrig gået i dansk skole. Da jeg var barn gik jeg på Den Franske Skole på Bernstorffsvej, og derefter kom jeg på boarding school. Jeg vil gerne lære noget mere om sproget. Jeg har lyst til at studere her i byen, jeg blev helt misundelig i dag da jeg så de unge mennesker komme ud fra universitetet. Jeg er ikke færdig med byen her. Der er noget, der venter på mig,” siger hun.
Sandi Toksvig elsker Danmark. Hun har ikke boet her siden hun var seks, altså i 50 år, men hun føler sig alligevel tæt knyttet til landet og sproget. Det er, siger hun, i hendes hjerte. Fire-fem gange om året opholder hun sig i sit sommerhus i Jylland, ikke langt fra den kirke, hvor Claus Toksvig ligger begravet, men København trækker også i hende. Faktisk har Sandi og Debbie brugt dagen på at gå rundt ude på Amager “for at se, hvordan det er at være københavner.” Og måske kommer hun en dag hertil for at bo og arbejde. I hvert fald leger hun med tanken om at trække sig tilbage fra public life i England og arbejde som forfatter på fuld tid. Måske i København om en syv-otte års tid. Der må også være muligheder for Debbie, for der er sikkert en masse englændere her i byen, der har brug for en terapeut, som hun siger.
Men kan man så forestille sig, at Sandi Toksvig på et tidspunkt også dropper sin beslutning om aldrig at optræde i København? Kan man forvente at se hende på den danske stand up-scene? Hun overvejer spørgsmålet lidt, men det er Debbie, der svarer: “Det burde du gøre! Men – kan du være sjov på dansk?”