Weekendavisen den 14. marts 2014.
Kommentar. Endelig har Dansk Folkeparti sendt (en slags) svar på, om de stadig mener, at forældre skal straffes for deres sønners forbrydelser.
Dansk Folkeparti står netop nu til at få en fjerdel af stemmerne, og det går stadig fremad for partiet, der inden længe sikkert kan gøre Venstre rangen stridig som Danmarks største politiske bevægelse. Også ved det forestående EU-parlamentsvalg i maj vil Kristian Thuelsen-Dahls parti score fantastiske stemmetal, for Dansk Folkepartis politik er simpelthen i bedre sync med befolkningen og tidsånden, end noget andet partis.
Det siger jeg uden bitterhed, men måske nok med en vis resignation. Men først og fremmest mener jeg at Dansk Folkepartis succes er udtryk for en ny tids sandhed i danskernes selvbillede. Væk er den tidsånd, der fremstillede os som klodens mest humane, tolerante og fremmedvenlige. I dag er vi klar til at erkende, at vi bedst kan lide os selv. Shubiduas gode gamle Danmarkssang, hvor “de varme lande er noget lort”, er i grunden slet ikke så ironisk, som vi måske har troet.
Omkring nytår opstod en lille debat om de yngre socialdemokraters vilje til at arbejde sammen med Dansk Folkeparti. For folk som Mathias Tesfaye og Peter Hummelgaard – der før jul efterlyste mere samarbejde mellem de to partier – giver det nemlig ingen mening, at fremstille Dansk Folkeparti som ikke-stuerent, det herostratisk berømte citat af Poul Nyrup Rasmussen, som siden 1999 har været et rekyl i ansigtet på de gamle socialdemokrater i takt med Pia Kjærsgaards & co’s voksende succes.
Her i avisen skrev jeg lige efter nytår, at når den daværende statsminister klapsede Dansk Folkepartis formand af som ikke-stueren, var det fordi hun havde krævet af stærkt kriminelle udlændinge skulle udvises af landet, og at deres familie skulle sendes samme vej. Det var altså ikke bare en defensiv fobi over for det nye parti. Statsministeren afviste at uskyldige mennesker med lovligt ophold i landet skulle deporteres, selvom deres søn havde handlet med narko, begået voldtægt eller drab. Det var ikke i overensstemmelse med en retsstats metode, hvor man straffer den skyldige og lader ikke-skyldige gå fri.
Men 1999 er jo lang tid siden. Så spørgsmålet er: mener Dansk Folkeparti det samme i dag, som de mente dengang? Jeg citerer fra min egen kommentar den 3. januar 2014: “Mener formand Kristian Thuelsen Dahl og retsordfører Peter Skaarup – ingen af dem kan just beskyldes for at være blødsødne – at uskyldige familiemedlemmer til groft kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, selvom de er lovlydige og har legitimt ophold i landet? Mener Dansk Folkeparti at sønners forbrydelser arves af mødre og fædre? Hvis svaret er ja, hvad skal der så ske forud for den planlagte deportation mens den skyldige er i fængsel? Skal de uskyldige så også indfanges og indespærres så de ikke går under jorden? Altså: Skal uskyldige mennesker fængsles og deporteres for forbrydelser, de objektivt set ikke har begået og ikke er dømt for?”
Jeg fik ikke noget svar. Så skrev jeg efter et par måneders venten en mail til Dansk Folkepartis pressechef, der hurtigt og venligst skaffede mig en kommentar fra gruppeformand og retspolitiske ordfører, Peter Skaarup. Jeg bad om svaret til citat, og jeg gengiver det her i dets helhed:
“Nidkærheden hvormed Rothstein igen og igen forsøger at overbevise sine læsere om, at DF ikke er stuerene overgår næsten Poul Nyrups lyst og vilje til at gentage budskabet, og det siger en del. Det er lidt trættende og lidt trættekært. Jeg er ikke enig i de radikales udlændingepolitik, som jeg ret beset mener er en katastrofe for Danmark, men jeg kunne ikke drømme om at stigmatisere mine gode politiske modstandere i de Radikale af den grund. Og jeg er ikke enig i Enhedslistens rets- og sikkerhedspolitik, hvor der efter min mening lige under overfladen lurer en revolutionsromantisk volds- og tvangsfiksering, men ej heller af dén årsag vil jeg nedkalde alverdens forbandelser og stigmata over liste Ø´s hoveder. Nyrups udtalelser om DF var ude i hampen. Ikke alene et selvmål men en stigmatisering af andre politikere og vores vælgere, der ligger hinsides rimelighed. Han, og Rothstein, kan være enig med DF eller ej i dette og hint, herunder i den debat, der rasede dengang for femten år siden, om at udvise familier til kriminelle udlændinge. Helt ligesom man i dag kan være enig eller uenig med Londons borgmester i, at børn af islamister skal tvangsfjernes, som han 4. marts har udtalt. Nogle vil jo kalde hans forslag børne- og familiefjendsk, andre være enig med ham i, at islamisters voldsunivers og terrorstøtte er børnemishandling. Stueren, og folkevalgt, er han i mine øjne uanset enighed eller ikke.”
Så vidt Peter Skaarup. Jeg må sige: Jeg er ganske enig i, hvad han skriver, og jeg tror gerne at min nidkærhed er trættekær, selvom det vist kun er tredje gang siden 1999, jeg rejser dette spørgsmål. Men hvor er så svaret på mit meget konkrete spørgsmål? Der er intet svar i Peter Skaarups kommentar! Intet overhovedet. Det kan ikke skyldes manglende klarhed i spørgsmålet. Det kan kun skyldes ønsket om at give et ikke-svar.
Men hvad skal al denne talen udenom gøre godt for? Og hvorfor blande Enhedslisten ind i det her, når nu partiet selv har erkendt at deres revolutionsromantik er irrelevant og skal fjernes fra det gamle principprogram? Og hvad har det faktum at Londons borgmester er folkevalgt med noget som helst at gøre? Jeg minder om at også nok så grundigt folkevalgte ledere kan gøre forfærdelige ting (Hitler er det klassiske eksempel), og det handler jo ikke om formel, demokratisk legitimitet, men om hvorvidt en holdning, en beslutning eller en ny lov er i overensstemmelse med grundlæggende retsstatsprincipper.
Og netop dét er min pointe: at nutidens værdikamp først og fremmest handler om retspolitik, og at Dansk Folkeparti stadig skylder os svar på spørgsmålet om hvorvidt de mener at uskyldige mennesker skal straffes for forbrydelser deres sønner har begået, og derefter deporteres ud af landet, og om tanken er at internere familierne præventivt mens en sag kører for at forhindre at de går under jorden. I så fald kan Dansk Folkparti tage på studietur til Nordkorea, hvor skyld-gennem-slægtskab fungerer fint, og vi kan vi roligt nævne Dansk Folkeparti side om side med de nationalistiske partier, der står til at vinde det kommende EU-valg.
Kom nu, Peter Skaarup, du må da have noget klogere at komme med, end dette pinlige ikke-svar.