Weekendavisen den 6. juni 2014.
Kommentar. Peter Øvig Knudsen bør ikke have det treårige arbejdslegat, men den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.
At Statens Kunstfond har givet Peter Øvig Knudsen det treårige arbejdslegat på i alt 855.000 kr. – selvom han ikke havde søgt det! – er nøjagtig lige så fornuftigt, som det er forkasteligt.
Fornuftigt fordi Peter Øvig Knudsen er en vigtig virkelighedsbeskriver, og hans dokumentariske journalistik har givet os ny viden og indsigt i besættelsestiden, venstrefløjen og hippiebevægelsen. Dette talent må staten meget gerne værdsætte og investere i.
Forkasteligt fordi hans fremtidige forfatterskab ikke på nogen måde synes at afhænge af et støttebidrag fra staten, og vi kunne derfor alle have fået mere for pengene, hvis de 855.000 kr. var blevet sendt til en mindre konsolideret forfatters konto.
Hvorfor tildele et treårigt arbejdslegat til en forfatter, der slet ikke har søgt om det? Jo, forklarer formanden for legatudvalget, forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, fordi det er op til legatudvalget selv at sætte en beløbsstørrelse, når forfatteren ikke har gjort det i sin ansøgning. Så fordi legatudvalget værdsætter Peter Øvig Knudsen meget højt, blev en ansøgning fra ham om et arbejdslegat på et uspecificeret beløb derfor gavmildt forvandlet til den treårige ydelse.
Men bør Statens Kunstfond slet ikke skele til en forfatters økonomi, når det prioriterer sine arbejdslegater? Det mener mange kritikere af dispositionen, ikke mindst flere politikere, der nu vil have forliget om kunststøtten genforhandlet. Men Anne Lise Marstrand-Jørgensen er ikke enig. Det vil udvande kvalitetsbegrebet, hvis man skal se på privatøkonomien, siger hun, og Statens Kunstfond er en kunststøtteordning, ikke socialhjælp. Og så spørger hun retorisk:
“Hvad hvis man har gæld? Eller, hvis man har et hus, skal vi så forlange, at forfatteren skal sælge det, før han søger støtte? Skal man have flere penge, hvis man bor i København, end hvis man bor i Vestjylland, fordi leveomkostningerne er højere i hovedstaden? Tæller det, hvor mange børn, man har?” (Politiken den 27. maj).
Godt ord igen! Naturligvis skal et kunstnerisk legatudvalg ikke snage i en ansøgers privatøkonomi, før de beslutter om hans eller hendes forfatterskab er værd at støtte udfra rene kvalitetskriterier – og det er jo netop det, der er legatudvalgets opgave. Det tror jeg faktisk at politikerne vil være enige i, også dem, der ellers mener, at det er en forkert beslutning, at sende en pose med 855.000 kr. af sted til Peter Øvig Knudsen.
Alligevel er der god grund til at genoptage diskussionen om, hvordan pengene til kunststøtten bruges klogest. Det virker jo underligt, at en forfatter, der søger om et arbejdslegat, bliver tildelt det treårige. Som jeg forstår det, havde Peter Øvig Knudsen skrevet en fristil om sit næste projekt til Statens Kunstfond, og til sin egen store overraskelse fik han så meget mere, end han havde drømt om, meget mere, end han havde bedt om, og meget mere, end han har brug for. Men det bør ikke være op til udvalget selv at beslutte, om en ansøger skal have 50.000 kr. eller 855.000 kr. En ansøgende forfatter bør naturligvis selv skulle angive, om han eller hun lægger billet ind på et mindre éngangsbeløb eller på den treårig støtte.
Det treårige arbejdslegat vil næppe sikre Peter Øvig Knudsen en arbejdsro, som han ikke kunne få i forvejen. Hans ansøgning – som vi ikke kender indholdet af – kunne naturligvis være imødekommet med et mindre beløb (det er jo, som Anne Lise Marstrand Jørgensen selv siger det, op til udvalget at sætte størrelsen), og dermed ville der i princippet have været mulighed for at støtte en forfatter eller to mere. Det ville være til gavn for alle.
Tildelingen af det treårige til Peter Øvig Knudsen har ikke bare udløst politisk kritik, men også en småskør konspirationsteori om nepotisme (Uwe Max Petersens læserbrev sidste uge). Rolig nu. At Peter Øvig Knudsen er en prisværdig forfatter, er der ingen tvivl om. Hans hidtidige forfatterskabt er på alle måder vigtigt (måske på nær en roman!?), og vi har kun grund til at forvente flere relevante bøger fra hans hånd. Men det virker sært at han nu har fået et treårigt arbejdslegat, som han ikke har rakt ud efter. Når man får noget, som man ikke har søgt, er det sædvanligvis en hæder eller en pris, og hvis Statens Kunstfonds legatudvalg mener, at hans virke som dokumentarist i almindelighed fortjener en påskønnelse – og det ville være et særdeles rimeligt standpunkt – kunne de jo via fondens Repræsentantskab have indstillet ham til den livsvarige ydelse (som senest Carsten Jensen), der er indtægtsreguleret og fungerer som en reel hædersbevisning. Her er den maksimale ydelse 153.000 kr. om året, og minimumsydelsen ca. 16.700 kr. om året. Som modtager af denne hæder er man jo ikke afskåret fra at søge støtte til enkelte projekter senere i forfatterskabet. Det havde været en mere rimelig forvaltning af de betroede midler.