Weekendavisen den 21. marts 2014.
Globalt. Stærkt manuskript af Thomas Levin i begivenhedsrigt stykke.
Hotellet med badebolden
Hvad vil det sige at være dansk i en globaliseret verden?
Ja, det er ikke mig, der spørger, men Teater Grob, som i fjor lancerede teaterværket DET 6. KONTINENT med dette spørgsmål, som søges besvaret over tre sæsoner med seks nyskrevne, sammenhængende forestillinger, som bliver spillet som teatermaraton i Århus, når byen er Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Når jeg hører sådan et spørgsmål, bliver jeg ærlig talt lidt mismodig. “En globaliseret verden” har i tyve år været en tøndetom kliche, som man har holdt op foran en milliard politiske og kunstneriske budskaber som en respektaftvingende retorisk refleks. Men hvad betyder det?
Teater Grob svarer gennem et spørgsmål, der definerer projektet: “I hver forestilling følger publikum et dansk fællesskab på et nyt kontinent. Hvilke regelsæt og værdier præger vores møde med verden og hinanden? Hvordan er vi forbundne? Hvad er lokalt og hvad er globalt?”
Det første forestilling, Hotel Nelson (2013), som jeg desværre ikke har set, satte scenen ved menneskehedens vugge i Afrika, og scenen for Warszawa er naturligvis det centrale Europa. Når projektet som helhed hedder DET 6. KONTINENT, kan man forestille sig, at Teater Grob måske opererer med en verdensopfattelse i fem kontinenter (det kommer jo an på, hvordan man tæller, geologisk eller kulturgeografisk) og måske gør det danske til et mentalt kontinent i sig selv, det sjette?
På det legendariske Hotel Bristol i Warszawa skal tre gamle gymnasievenner mødes. David er pludselig blevet gift, og Johannes har i al hast arrangeret et forsinket polterabend på det hotel, som de tre drømte om at bo på, da de engang var på interrail. I gymnasiet spillede de alle musik, hvor de optrådte under navnet Shit og Chopin, og nu skal de til koncert og høre selveste Vlademir Ashkenazy spille Chopins Nocturne.
Rune får problemer med logistikken og når ikke frem (før det hele er forbi), og David og Johannes bliver i løbet af en dag og en nat presset så godt ud i tovene, at intet er som det var eller som det skulle være. Hæng på, her kommer et par hovedtræk eller tre:
Et filmhold er indlogeret på hotellet. De skal indspille filmen The Pigs of Warsaw, en scifi-dramatisk-holocaust-thriller. På hotellet bor en vred og frustreret amerikansk skuespiller, der er klædt i en KZ-fangedragt. Hans assistents assistent er en forvirret, smådum, nervøs og meget charmerende dansk kvinde, og Johannes kan ikke tro sine egne øjne: hun gik i 3. g, da vores venner begyndte i 1.g – den lækre Louise Madsen!!!
Johannes er gift, har en søn og arbejder som vikar på et gymnaisum, mens han spørger sig selv, hvad der blev af drømmene om at arbejde på en avis og skrive en roman. Men han er en god dreng med selvironi.
David er anspændt, noget grimt lurer under overfladen, og hans temperament blusser op uden varsel og anledning. Vi får antydninger af, at han har været syg, men det er lidt tabuiseret. På et tidspunkt skal han sige ordet ‘højttaler’, men kommer til at sige ‘solhat’. Hvorfor, hvad er der galt?
Mens drengene venter på Rune, rykker den lækre partypige Louise Madsen tættere på, og hemmeligheder står i kø for at rasle ud af skabene. Vi ved godt at det må ende galt, men vi ved ikke hvordan.
Stykvis afdækkes hemmelighederne. Johannes’ er lidt trivielle. Davids er mere eksistentielle. Hans bedsteforældre levede i den jødiske ghetto i Warszawa. Hans far er død af en svulst. Han er selv blevet behandlet med stråler – men er han rask? Og hvorfor har hans kone ikke fortalt ham den afgørende nyhed, som hun har fortalt til Johannes’ kone, som fortæller den til Johannes, som fortæller den til Louise Madsen, som…
Warszawas manuskript af Thomas Levin – Teater Grobs kunstneriske leder – er rapt i replikken og med et gedigent, handlingsmættet drive, men det substantielle og dramaturgisk interessante ligger i tekstens mange cirkelslutninger, redundansscener, gentagelser, spejlinger og brug af citater og symboler, fra navnene over musikken til nazifilmens ikonografi og det gnistrende, knitrende lys, der skifter farver og stemninger. Det er svært – nej, umuligt – at få det hele til at gå op undervejs, men indtrykkene tager man med sig, og det er netop tekstens interne modspil, man husker.
Tidligt i stykket finder David jordkloden som en oppustet badebold på værelset, og han spørger henkastet om det mon er en del af interiøret, inden han lægger den fra sig. Så ved vi jo godt, at globen er placeret i vores bevidsthed med henblik på senere brug, og hvorfor ikke, når vi nu taler om globalisering? Da vi når frem mod den kaotiske finale, er jødedrengen David blevet klædt ud i en af filmholdets naziuniformer, og instrueret af skuespilleren i KZ-fangedragt, danser han rundt som Hitler med hele jorden i Diktatoren. Vejen til den scene er belagt med en række hentydninger og trædesten, der får det hele til at gå lige lovlig fint op i en højere helhed, men det reddes godt hjem af den tøjlesløse galskab, der griber om sig, når maskerne falder og opløsningen tager til.
Cyron Melville spiller først Johannes med den overfladiske charmørs lidt uforpligtende humor og skifter derefter stærkt over til det dumme svins nødvendig selvlede. Jens Sætter-Lassen udtrykker som David en bitter fatalisme, men er klart bedst, når han ikke skal holde sammen på figuren, men lade den søge desperationens forpost. Mia Lerdam er som lækre Louise Madsen både lækker og ægte rørende, fordi der naturligvis er en refleksion inde bag det kønne og dumme ydre. Og i stykkets særeste rolle er Malte Joe Frid-Nielsen en karismatisk råbende desperado.
Det første stykke i Teater Grobs serie på seks nyskrevne forestillinger om at være dansk i en globaliseret verden, foregik på et hotel i Sydafrika, hvor medlemmerne af en Politiken Plus bor på en rejse. Også det andet stykke foregår på et hotel, og måske skal vi opfatte hotellet som seriens bærende symbol – eksistensen som et rastløst gennemgangssted.
Man forlader Teater Grob uden at komme et sekund tættere på at vide, hvad det vil sige at være dansk i en globaliseret verden. Men det er ikke fordi det indholdsstærke stykke ikke har et budskab. Det er fordi projektets overordnede spørgsmål simpelthen er overflødigt i al sin flommede retorik. Warszawa klarer sig som velskrevet dramatik i sig selv.
Warszawa. Manuskript: Thomas Levin. Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger. Scenografi: Marianne Nilsson & Anne Mette Drivsholm. Teater Grob, København, til den 12. april.