Weekendavisen den 17. april 2015.
BLÆKSPRUTTE.
Eftertanker. Hvem skal bære faklen videre efter Rifbjerg? Og er der ild i den?
Døde kulturradikalismen med Klaus Rifbjerg? Det har de danske medier – alle aviserne plus Deadline, DR2 Temalørdag, P1 Debat og sikkert flere – haft travlt med at diskutere i dagene efter digterens dødsfald og begravelse.
Det er langt fra første gang spørgsmålet bliver stillet, og det hele virker nemt lidt deja vue-agtigt. Se bare: Litteraturprofessor Hans Hertel svarede den 7. april Jyllands-Posten, som spurgte hvem der bar faklen videre efter Rif:
”’De kulturradikale’ er et fænomen, der er opfundet af højrefløjen for at dæmonisere deres holdningsmodstandere. Det er en ufo, som nogle mener, de har set lande. Men der findes ingen samlet kulturradikal bevægelse, ingen forening, intet tidsskrift. Der er nogle enkeltpersoner med kulturradikale holdninger, men reelt har Rifbjerg været en énmandshær, så jeg kan ikke se, at kulturradikalismen kan fortsætte.”
Og så spoler vi lige tilbage til november 2006, hvor Søren Krarup, den kulturkonservative højrefløjs argeste modstander af kulturradikalismen, netop havde udgivet et flammeskrift under titlen Systemet Danmark. Dengang var det Information, der bad Hans Hertel om en kommentar til pastor-politikerens bandbulle mod den kulturradikale elite. Han svarede:
“Der er ingen kulturradikal bevægelse, højst nogle folk, der har kulturradikale tanker. Bevægelsen døde med Poul Henningsen i 1967, og i dag er det ikke andet end en ufo, som nogle har set lande i det danske samfund, men som ikke findes. Det er blevet en sæk, hvori højrefløjen samler alt, den ikke kan lide, efter at kommunismens fjendebillede faldt med Berlinmuren.”
Når Hans Hertel lyder som en bogstavtro kopi af sig selv med så mange års mellemrum, skyldes det naturligvis, at spørgsmålene ikke har ændret sig. I kulturdebatten, der brød ud i 2003 efter at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen her i avisen sagde, at al politik handlede om at vinde kampen om værdierne, blev ‘kulturradikalismen’ hurtigt gjort til en samlemuffe for al venstresnoet humanisme, som Dansk Folkeparti især tampede på. Som Ulla Dahlerup sagde på landsmødet i 2003, stank kulturradikalismen som råddent blomstervand.
Men hvad er kulturradikalismen i Rifbjergs aftapning så? For at citere Hans Hertel igen, der i Politiken den 12. april refererede det, der var genstand for digterens brod: nationalromantik, militarisme, kongerøgelse, metafysisk obskurantisme, provinsialisme, det vedtagne og stivnede. Ja, det lyder jo som et ekko af Brandes og det moderne gennembrud.
Politiken har altid været kulturradikalismens hoforgan – Systemet Politiken, som Søren Krarup sagde – men de tider er måske ved at være forbi? Sælsomt nok tog avisen forskud på nekrologen over kulturradikalismen allerede før Klaus Rifbjergs død. Den 28. marts udkom den med en sektionsforside, der proklamerede: ”Vi vandt værdikampen!” Men det var altså fem borgerlige politikere, der erklærede sig som sejrherrer i værdikampen. Politiken havde spurgte dem, om Helle Thorning-Schmidts regering efter fire år have genindsat det ”venstreorienterede, kulturradikale meningstyranni og smagsdommeri”, som de borgerlige kritiserede i 00’erne.
Den 7. april skrev kulturredaktør Rune Lykkeberg en stor kritisk forsidekommentar, hvor Rifbjerg blev indsat i en matrix, der kortlagde hans magt, meningsfæller og meningsmodstandere, både personlige og institutionelle, fordelt på emner som netop kulturradikalisme, krigskritik, religion og litteratur. Konklusionen er, at Rifbjerg selv var klar over, at han var en antiautoritær, der blev en paradoksal og problematisk autoritet. Og her kan man vel tilføje, at han personificerede og delte skæbne med kulturradikalismen, som gik fra at være opposition til at være definition på god smag, god stil, gode meninger.
Den 8. april i år spurgte Politiken så om den kulturradikale bevægelse var afgået med døden med Rifbjerg. Lars von Trier, som allerede havde sagt, at kulturradikalismen nu var død, svarede mere forbeholdent og forstemmende forudsigeligt:
”Det vil jeg ikke håbe, men jeg har svært ved at se, hvem der skulle bære faklen videre,” sagde han. Men så kom der noget interessant fra filminstruktøren: ”Uden at vide med ord, hvad det kulturradikale egentlig handler om, er det mit værdigrundlag.”
Dét er pointen! Ingen ved hvad kulturradikalismen egentlig handler om. Men alligevel kan man, som von Trier, bekende sig til den pr. rutine. Måske er det derfor at mange borgerlige og højrefløjskristne hader det – fordi den fungerer som en vanedansk kulturretning, man følger sådan lidt instinktivt og i blind rutine, altså som mange følger kristendommen?
I Politikens enquete siger forfatteren Adda Djørup: ”Jeg forbinder kulturradikalismen med de humanistiske idealer. Rifbjerg siger meget tydeligt, at det han opponerer mod, ikke kun er det aktuelle partipolitiske landskab, men selve det at insisteren på humanistiske idealer bliver bragt i miskredit,” og så spekulerer hun på, om Rifbjergs død måske kan inspirere til en kulturradikal genkomst blandt yngre forfattere: ”Man får jo øje på storheden, når den falder,” siger hun.
Også Martin Kongstad giver sit bud. Han savner folk, der tager stilling til enkeltsager og efterlyser et opgør med den pæne middelmening i både politik og tv-dramatik. Kulturradikalismen er ikke, hvad den har været, siger han: ”Det kræver et element af punk, og det er der ikke meget tilbage af.”
Den borgerlige debattør Kasper Støvring gjorde i Deadline en brav indsats for at lægge kulturradikalismen i graven med Rifbjerg, men fik samtidig vist, hvordan ismen nærmest har været normativ for samfundet. Den har været et frigørelsesprojekt, som har harceleret imod snævertsyn, men det er i dag, at sparke åbne døre ind, sagde han:
Kulturradikalisme er ophørt med at være en modbevægelse, dens ideologi er allestednærværende, vi er alle opflasket med en kulturradikal kulturforståelse, og i medierne og kulturlivet har den kulturradikale ideologi vundet frem. Det kommer der en reaktion imod. I dag interesserer man sig igen for den strømning som kulturradikalismen gjorde op med, for eksempel hereticanere som Martin A. Hansen, og man skriver Rifbjerg ud af den officielle kanonliste.”
Desuden pegede Kasper Støvring på, at oprøret mod kulturradikalismen, der var så samfundsomfattende at selv præsterne blev kulturradikale (nogen af den, ikke alle!), kan ses i den borgerlige kulturpolitik i 00’erne, i revitaliseringen af det nationale, i ny interesse for kirke, kristendom og kulturarven og i efterlysningen af mere myndighed i skolerne.
Så sandt, så sandt. Og så rundede Kasper Støvring af med en analyse, der viste, hvor indflydelsesrig åndstraditionen har været, ja man kunne vel sige i hvor høj grad kulturradikalismen har sejret ad helvede til:
”Kulturradikalismen gennemsyrer alle institutioner, den er en spontan arv på vores rygrad, og derfor en form for konformitet, det er blevet allemandseje.”
Selvom Store Klaus er død vil den kulturradikale ufo både lette og lande igen i den danske kulturdebat. Når det så er sagt, kan vi lige mindes det sidste digt, der kom fra Rifbjergs hånd. Det blev til på opfordring af Politikens Thomas Bredsdorff og – bogstavelig talt – dikteret på dødslejet som et mindeord over Tomas Tranströmer, der døde ugen før, 83 år, ganske som Rifbjerg selv. Det lille haiku sigtede på den svenske Nobelprisertager, men det handlede – naturligvis – også om Klaus Rifbjerg selv (og måske om kulturradikalismen?): ”Haren sætter sine spor. Så er den væk.”