Anonym: Jesus og Mo

Weekendavisen den 20. februar 2015.

Religionssatire. Jesus og Muhammed bor sammen, deler seng og lokum, og kommer til kort overfor en usynlig barpige…

De tager fejl, dybt fejl

Forbandet være den aktualitet, som denne bog ankommer med. Der er tale om et et udvalg af striber fra websitet jesusandmo.net, hvor en anonym tegner siden 2005 har offentliggjort religionssatire om de kristnes Jesus og muslimernes Muhammed – med jødernes Moses og en usynlig barpige i birollerne…

Hvem, der tegner Jesus og Mo, ved vi ikke. Hvem der har oversat, ved vi ikke. Hvem der nu udgiver den på dansk, ved vi heller ikke. Vi ved kun at ophavsmændene ikke vil stå frem, og at bogen skal købes via Mobile Pay på 31 41 12 00 – for gad vide om boghandlerne tør have den liggende fremme?

Om beslutningen om at udgive bogen under fuld anonymitet, skriver forlaget i forordet: ”Vi har følt, at faren for terrorhandlinger mod mennesker og institutioner, der tillader sig at forholde sig kritisk til visse dele af islam, i øjeblikket er så stor, at vi ikke kan udsætte vores familier og medarbejdere for den risiko, det indebærer at lægge navn til en udgivelse, hvor der er tegninger af Muhammed på hver eneste side. Vi vil også gerne selv undgå at ende livet som martyrer på ytringsfrihedens alter.”

Arbejdet med Jesus og Mo var i fuld gang da Charlie Hebdo blev angrebet i Paris i januar, og bedst som den blev sendt ud til anmelderne, fandt attentaterne mod Lars Vilks i Krudttønden og synagogen her i København sted sidste weekend. Udgivernes frygt var – tragisk nok – velbegrundet, og det er ikke længere muligt at kritisere Muhammed-tegnere for at arbejde under skjult navn. Derfor har forlæggerne ret, når de siger, at der i anonymiteten nok ligger en slags selvcensur, men at den er nødvendig for at sikre udgivelsen af religionskritiske tegninger af Muhammed.

Og hvad handler det så om? Serien skildrer Jesus og Muhammed som en slags gode venner og kolleger. I hver sekvens runder de en tanke eller en idé, der knytter sig til deres trosregimenter, og hver gang toner det ud i den rene, underspillede latterliggørelse. Noget er sjovt, noget har en lille brod, det meste er bare sådan la la studentikost umorsomt. Her er dog en rigtig god én: Jesus og Mo siger til barpigen, at hendes liv må være tomt uden religion. ”Drenge,” siger hun, ”jeg ved ikke, om jeg kan få det sagt på en pæn måde, men at tro på ting, der ikke er sande, bliver man ikke dyb af. Man tager bare fejl.” Hvortil en lidt betuttet Muhammed svarer: ”I det mindste tager vi dybt fejl”.

Jesus og Muhammed bor angiveligt sammen, de deler både seng og lokum og går sammen på værtshus. Her kommer de til kort overfor barpigen med den skrappe logik og retorik. Hende ser vi dog aldrig, vi læser kun hendes replikker, mens vi overtager hendes POV og sidder overfor de to religionsstiftere. Barpigen er altså portrætteret gennem sit billedlige fravær – interessant nok netop den måde, som Muhammed ofte er ”anti-tegnet” på i de mere religiøse og respektfulde fremkaldelser af hans liv og værk.

Jesus og Mo er mildest talt ikke noget stilistisk mesterværk. Tegneren kan dårligt nok holde på en blyant. Men naturligvis er det ikke på æstetikken, værket skal bedømmes. Seriens intention er, at gennemlyse religionernes selvforståelse, tage dem på ordet og dekonstruere dem gennem logisk tænkning. Det er for et sekulært øje blot mildt drillende, men for trænede rettroende muslimer, er det naturligvis en gennemført provokation, dels fordi billedforbuddet så konsekvent overtrædes, dels fordi profeten bringes i uværdige og ydmygende situationer.

Udgivelsen af Jesus og Mo kommer som kaldet i disse ulvetider for ytringsfriheden og religionskritikken. Forvent dog hverken stor kunst eller genial satire, men køb gerne bogen alene i solidaritet med dens stålsatte insisteren på, at vi gudløse skal have lov til at tegne og holde profeterne ud i strakt arm.

PS. I en mail til Weekendavisen svarer forlæggeren på, hvilke ytringsfrihedsinitiativer, forlaget vil støtte:

”Det hele er gået så hurtigt, at vi ikke har haft tid til at gøre mere ved den side af sagen. Vi vil også vente, til der kommer et eller flere gode projekter at tage stilling til. Det eneste, der ligger fast, er, at det blive et eller flere projekter i samme ånd, som tegneserien: dvs ikke de sædvanlige kronikker, antologier og andet, men noget der også har humor, satire og underfundighed i sig. Noget, der handler om religionskritik og -debat (som Marx sagde: “Religionskritik er forudsætningen for al anden kritik” (en af de få af hans sætninger, der stadig holder vand)) – og som ikke er rettet ensidigt mod islam. Desværre har rigtig mange medier skrevet, at der er tale om “Muhammed-satire”, Det er der ikke. Der er tale om “Jesus og Muhammed-satire”. Og det vil også afhænge af størrelsen på overskuddet. Vi har en drøm om, at det at købe tegneserien kan blive en symbolsk manifestation af at sige “vi lader os ikke kue. Vi støtter fortsat ytringsfriheden”, og vi på den måde kan få et så stort overskud, at det kan gøre en reel forskel.
(Håber ikke, det sidste lyder for patetisk eller prætentiøst).”

Anonym tegner, anonym oversætter, anonym forlægger: Jesus og Mo. 96 sider, 168 kr. via Mobile Pay til telefon 31 41 12 00.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *