Weekendavisen den 23. oktober 2015.
A mock amok. Hvis man vil forstå mockgenren, skal man skrue op for fiktionskompetencen, genrebevidstheden – og den humoristisk sans. Det lønner sig.
Kroket med Lars von Trier
En mocking bird er en spottefugl på dansk, og den har sit navn, fordi den er god til at efterabe andre fugles sang – den er altså en epigon. På både engelsk og dansk betyder ‘to mock’ og ‘at spotte’ jo tillige at drille eller håne, og dermed er vi ved at indkredse en genre, som begynder at gøre mere og mere opmærksom på sig selv, nemlig den litterære mock.
For fire år siden udkom en eminent underholdende pamflet, Nobelkrigen, der skildrede en aldrig før fortalt historie af enorm betydning, ja vel nærmest en konspiration af davincisk omfang. Det var den danske litterat Karsten Wind Meyhoff, der stod bag afsløringen af, at der findes hemmeligholdte og undertrykte præciseringer, som var blevet skrevet ind i Alfred Nobels testamente af dynamitkongen selv. Heraf fremgår det, at Nobelprisen i litteratur rettelig skulle gå til folkelige underholdningsforfattere, og Karsten Wind Meyhoff kunne fuldkommen sensationelt bringe skyggelisten over de forfattere, der skulle have modtaget prisen år for år, hvis ikke Akademiet havde undertrykt Nobels ønsker. Mystisk at sådan en afsløring ikke skabte mere røre.
Og så alligevel ikke. Den litterære mock leger ganske vist med virkeligheden, men er ikke bekymret for at blive afsløret som det, den er: en genrelegende fabrikation af en ikke-eksisterende virkelighed. Til gengæld har den udsøgt effekt som samtidssatire. Den bedste mock spiller samme rolle som barnet, der udpeger den afklædte kejser.
Nu lancerer forlaget A Mock Book så en serie på ti bøger under navnet CODEX. Her skal udkomme både nye og klassiske mock-tekster. Selv pressemeddelelsen leger uimodståeligt elegant med: ”Serien er et vidtfavnende og hidtil uset udgivelsesprojekt, hvis implikationer og konsekvenser, forlaget endnu ikke helt kan overskue.”
Ja, man skal forvente det uventede, når man læser litterær mock, og man er nødt til at være åben for hvad som helst. Så vidt jeg kan gennemskue, går de to første udgivelser i serien (hvis serien rent faktisk er en ægte plan og ikke en mock i sig selv?) nemlig hver deres vej. Den ene er skrevet pseudonymt og skildrer en begivenhed, der aldrig har fundet sted. Den anden er skrevet under ægte navn og handler om noget, der er sket i virkeligheden (tror jeg nok), vel at mærke som en mock-happening. Vi tager en pamflet af gangen og lever med al risiko:
I sommerhus med Lars von Trier er titlen på en lille reportage af den danske journalist m.m., Anton Nans, der angiveligt er født i 1975 og lever som surfer-slacker i San Diego, hvor han arbejder med film og skriver artikler om ekstremsport og americana for nogle af de mest cool magasiner. Nu har han fået en opgave af Playboy: Han skal interviewe Lars von Trier. Efter diverse løgne og halve sandheder om artiklen, får han endelig en aftale i stand med instruktøren. De skal mødes i hans sommerhus i, Ebbes Lyng, Sjællands Odde. Naturligvis er von Trier forbeholden. Han har kun sagt ja til samtalen, fordi han vil sabotere projektet, siger han. Men interviewet kommer i gang, og pludselig udfordrer instruktøren journalisten til en kroketmatch:
”Von Trier trækker mig op af stolen, og et øjeblik senere har jeg en kølle i hånden, og von Trier forklarer mig levende reglerne. Han gør et stort nummer ud af banens proportioner, pointsystemet og så forklarer han med stor indlevelse en række tekniske fif. Jeg har aldrig hørt ham tale så opslugt og engageret før. Lidt efter er vi i gang. Første match er opvarmning. Von Trier viser mig nogle grundslag. Han tager sig god tid. Man kan fornemme, hvordan han slapper af. Han pjatter hele tiden og snakker om tidligere kampe med Jørgen Leth og Knud Romer.”
Sidst på dagen lader Lars von Trier sig overtale til at prøve en narkotisk drik, som Anton Nans har medbragt. Stoffet kan kalde Gud frem i en selv, siger journalisten. Det kan Lars von Trier ikke modstå. Nu hvirvles vi gennem en stærkt suggestiv prosa fyldt med hallucinerende visioner og mærkelige møder fra journalistens og instruktørens sære syretrips. Anton Nans kan rent faktisk skrive.
Vi forlader sommerhuset, mens ”Lars von Trier” ligger i græsset og kaster op, og ingen af os helt forstår, hvad vi har været med til.
Jakob S. Boeskovs ID Sniper er historien om, hvordan han i 2002 deltog på en våbenmesse i Beijing med et projekt, som vakte mange våbenproducenters varme interesse. Han præsenterede ideen om et gevær, der kunne skyde mikroskopiske GPS-chips ind i folk, så myndighederne kunne finde dem, for eksempel efter en demonstration. Dét kunne de lide i Kina. Sagen var bare, at Jakob S. Boeskov ikke er våbenudvikler, men kunstner, og at geværet var en mock. Det er beretningen om messen så til gengæld ikke, med mindre det hele er mock med mock på?
Uanset hvad, så er dette A Mock-amok et storartet eksperiment, der kræver at vi skruer op for vores fiktionskompetance, genrebevidsthed – og humoristiske sans. Det lønner sig. Serieredaktørerne Andreas Harbsmeier og Karsten Wind Meyhoff findes skam, men i hvilket omfang deres bidragsydere også gør, og hvorvidt de rapporterer fra ‘virkeligheden’, er mindre afgørende. Det vigtige er mockens evne til at sige noget, der rummer en slags sandhed. Formummet autenticitet? Fiktiv journalistik? Der findes gudskelov intet litterært sandhedsserum. Spot on.
Anton Nans: I sommerhus med Lars von Trier. 80 sider, 120 kr. + Jakob S. Boeskov: ID Sniper (på engelsk), 92 sider + plakat, 160 sider. A Mock Book.