Weekendavisen den 30. januar 2015.
Interview. “Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er meget væsentlige historier, ufortalte historier, vi arbejder på. De må og skal fortælles. Men helt personligt har jeg en konkret dødsangst”. Teaterleder Hassan Preisler om frygten ved at udfordre publikum. Hvad er der sket?
Han blev kendt for sin selvbiografiske roman Brun mands byrde om en mand, der søger og finder sig selv – men lige nu er det helt andre problemer, der tynger forfatteren, skuespilleren og instruktøren Hassan Preisler. Han er blevet ramt af angst.
Efter planen har teatergruppen danskdansk, hvor han er en del af den kunstneriske ledelse, premiere på en satirisk forestilling i næste måned. Perkercabaret, hedder den.
Men nu – efter workshops og manuskriptskrivning og umiddelbart før prøverne begynder – spørger instruktøren sig selv, hvad det egentlig er, de har gang i. Det er naturligvis attentatet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, der sætter sine spor. Hassan Preisler bærer rundt på bange mands byrde.
”Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er meget væsentlige historier, ufortalte historier, vi arbejder på. De må og skal fortælles. Men helt personligt har jeg en konkret dødsangst. Hvad vil den her kabaret betyde for min hverdag? Vil jeg kunne gå trygt på gaden? Jeg har allerede tjekket, hvad der skal til for at få hemmelig adresse og telefonnummer, og jeg overvejer at få det ordnet præventivt før premieren. Men samtidig ved jeg også, at det er tosset at se sig selv som vanvittig udsat. Meget selvoptaget. Er det hensigtsmæssigt og reelt at lade sig dominere af sin frygt på den måde?” spørger han.
Teatergruppen danskdansk, som blev dannet i 2009, er en del af et nyetableret byrumsteater på Nørrebro, Teatergrad. Med hovedkvarter på Den Røde Plads midt i den multietniske bydel, udvikler teateret det, som de selv kalder ‘samfundsrelevante forestillinger, der afspejler mangfoldigheden i Danmark i dag’. Og som der videre står i teatrets formålsparagraf: “Teatret vil være et inkluderende teater, der hele tiden sigter efter at komme sit publikum nærmere i valget af fortællinger og i mødet med dem. Fortællingerne drejer sig om dansk identitet og samfund og er et møde, som inddrager og udfordrer publikum.”
Hassan Preisler ved godt, at hans angst er et interessant udtryk for, at terroren når sit mål, nemlig at skabe frygt. Før attentatet i Paris havde teaterfolkene lagt i kakkelovnen til en kabaret, hvor ingen og intet blev skånet, ja de annoncerede ligefrem, at forestillingen ville gå med fordomme, stereotyper og fornærmelser – ikke imod. Teatret lovede at gå langt længere, end til grænsen: “Vi trækker nosserne så lange, at det gør ondt på os selv og publikum. Humoren får dig til at rødme og satiren giver lyst til at synke i gulvet. Kan du mærke det? Hvor langt ude det hele er. Hvor langt ude vi er. Hvor langt ude du er?”
Men danskdansk har også garderet sig. I foromtalen står, at Perkercabaret kan virke “selvironisk og selvkritisk, politisk og politisk ukorrekt, modsigende og uforudsigelig”, at den består af “31% komiske scener, 29% musik, 15% sandhed, 15% løgn, 8% dans og 2% private historier” og er et opgør med sandheden på tværs af klasse, farve og kultur og politik.
Hvad der præcis venter publikum, ved instruktøren ikke længere. Dramatikeren Line Mørkeby skriver stadig på stoffet, og Hassan Preisler siger at han både bliver begejstret og frygtsom, når han læser hendes tekster. Og det må gerne være vildere og endnu mere intenst, mener han. Så hvad er det han frygter?
“Jeg frygter at vi kommer til at stå alene, som Jyllands-Posten gjorde med Muhammed-karikaturerne for snart ti år siden. Jeg frygter at der ikke vil være en generel opbakning fra teatermiljøet, kulturlivet og pressen. Nogen vil sige, at vi da måtte have vidst, hvad det var for en hvepserede, vi stak hånden ind i. Og ja, det er en hvepserede at lave en satirisk kabaret med dans og sang og harmonikaspil i Bertolt Brechts ånd og stil om muslimske pigers skjulte sexliv eller om en hellig kriger, der kæmper for Islamisk Stat, men bare mest af alt savner strøgshawarma og Pia Kjærsgaard! Men er det ikke væsentligt at fortælle de ufortalte historier? Skal folk leve i emotionelt skjul med dobbeltfortællinger; én indre og en ydre, fordi kunsten ikke tør tale?”
Men – som Hassan Preisler selv siger: Måske sker der ikke en skid. Måske er hans frygt på forhånd helt ubegrundet. Men det bliver den jo ikke mindre interessant af, nærmest tværtimod. Hvis Perkercabaret indeholdt satire over profeten, var det sandsynligvis en helt anden sag, for så kunne man med god grund frygte, at tæskeholdet ville banke på, men bliver Muhammed portrætteret?
“Nej,” svarer Hassan Preisler.
Hvorfor ikke?
“Det har ikke lige været oppe og vende… Jo, selvfølgelig har det det…”
Men hvorfor så ikke?
“Fordi vi vil fortælle historier om menneskers liv.”
Kunne I finde på at synge om profeten?
“Kunne vi nok godt… Måske…”
Men I har ikke planlagt at gøre det?
“Nej, faktisk ikke. ’Ville vi turde’, vil du gerne vide, ikke? Nej, det ville vi nok ikke! Og hvis vi absolut skulle, ville vi nok finde en måde at gøre det på, hvor alle vidste, hvad det handlede om uden at det blev sagt direkte – som PH gjorde under besættelsen. Så ville vi måske synge om Michelinmanden eller Motörhead eller Manden i Månen…”
Hassan Preisler siger selv, at han er “sindssygt overbevist” om nødvendigheden af et opgør med tomheden i kunsten, men på den anden side kan man ikke tvinge folk til at udsætte sig selv for fare. Derfor besluttede han – sammen med sin kollega Sandra Yi Sencindiver, som han deler den kunstneriske ledelse med – at alle medvirkende skulle have vetoret overfor kabaretens endelige indhold. Men det var samtidig vigtigt for teatret, at skubbe til egen indgroet konformitet og flytte de medvirkende et nyt sted hen, og de tre skuespillere blev derfor sat til at “hooke op med” mennesker, som de ikke var på bølgelængde med som en del af workshoppen.
“Hadi Ka-Koush har palæstinensisk oprindelse og mødte en meget Israel-venlig debattør, Eva Agnete Selsing. Sandra Yi Sencindiver har været helt vildt bange for romaer efter et overfald for mange år siden, så hun flyttede ind på et roma-herberg. Og Jakob Fauerby foragter højreorienterede provokunstnere, så han skulle sætte sig sammen med Uwe Max Jensen,” siger Hassan Preisler.
Skuespillerne har altså arbejdet med deres egne fordomme, og danskdansk er også klar til at gøre op med sit eget udgangspunkt som et teater for inklusion og mangfoldighed.
“Når man har dyrket den vinkel længe nok, bliver den stiv og ufleksibel. Den bløde og humanistiske trang til kulturmøder er charmerende, men har ikke bund i virkeligheden. Virkeligheden er anderledes hård. Og krænkelsesfortællinger og offerroller gør os ikke til en del af det, vi gerne vil være en del af – nemlig almenmenneskeligheden. De er selvydmygende. Reducerende. Vi har derfor bevæget os væk fra det for at tage fat på alle de emner, man ellers ikke vil berøre. Vi vil synge om, hvad der er under burkaen og bag den politiske korrekthed. Man rejser sig med stolthed, når man griner af sig selv. Farvede kan også grine af sig selv,” som Hassan Preisler udtrykker det.
Det gik så godt på danskdansks workshop. Men så blev Charlie Hebdos tolv tegnere likvideret, og grinet stivnede omkring bordet..
“Humoren blev fuldkommen piftet, og nu står vi med et materiale, som vi skal forholde os til ’modent og ansvarligt’. Så spørger man sig selv ’om man er i gang med at grave grøfter dybere og bære brænde til et bål’. Og så begynder man at filtrere.”
Filtrere? Det lyder som et andet ord for at ‘selvcensurere’?
”Du har ret. Det er selvcensur. Det må jeg være ærlig omkring. Og hér fra må vi så vurdere, hvad vi tør, og hvad vi ikke tør. Men ’hensynet til de marginaliserede’ eller ’den gode tones nødvendighed’ er altså underlige dækhistorier for angstens effekt på os som kunstnere”.
Hassan Preisler vedkender sig, at han har en indre frygt for at indtage et standpunkt, som viser sig at være forkert, men samtidig mener han, at det er et skalkeskjul for ikke at mene noget som helst, når kunstnere påberåber sig retten til at tvivle.
“Vor tids hofnar siger ikke at kongen har en lille pik og at han er korrupt. Vor tids hofnar hopper fra holdning til holdning og indtager alle standpunkter på samme tid: ‘Se mig, jeg kan forstå alle og vende på en femøre!’ Jeg ved bare ikke om jeg længere tør tro på den tvivlende kunstner som én, der kan bygge bro mellem alle mennesker. Men jeg er helt overbevist om, at opgøret med tomheden i kunsten er nødvendig. Nu skal jeg selv vælge, hvad jeg vil og hvad jeg tør, og jeg kan mærke, at det vil være faneflugt at påkalde sig nuancernes store gud. Samtidig kan jeg se, at det ikke er let at forandre sig, for selvopgøret er fyldt med frygt. Men selvopgøret er ikke det interessante. Det interessante er, hvor det fører os hen,” siger han.
Så arbejdet på danskdansk fortsætter frem mod premieren den 12. marts. Perkercabaret skal opføres på cafeer rundt omkring i byen, og forsalget er gået godt, selvom der også er steder, der har sagt nej tak alene på grund af forestillingens titel.
I næste uge sætter dramatikeren sidste punktum, og så begynder skuespillerne og musikeren at øve kabaretens sange med en instruktør, der ikke kan sige sig fri for frygt og derfor bærer rundt på den bange mands byrde.
“Hvad er det vi ønsker med vores teater?” spørger Hassan Preisler, og hans eget svar lyder mest som en diagnose: “En hel verden er i krig og verdensøkonomien er overtaget af kineserne. Og vi tror, at vi kan blive ved med at skabe kunstnerens navlepillende dekadencefortælling – historien om at finde sig selv som menneske. For fanden, vi er nødt til at rejse os og gøre det, vi ved, vi må gøre, og fortælle de historier, der skal fortælles. Også når vi ikke tør. Der er folk, der er afhængige af kunsten. Den er deres stemme. Især når det er umuligt at tale. Hvem skal ellers give dem taletid? Det er da vores pligt at gøre det, hvis vi ikke bare vil stjæle platformen fra nogen, der reelt har noget på hjerte. Vi er vel kunstnere, er vi ikke?”
Perkercabaret. Instruktør: Hassan Preisler. Dramatiker: Line Mørkeby. Medvirkende: Jakob Fauerby, Hadi Ka-Koush, Sandra Yi Sencindiver og Anders Singh Vesterdahl. Premiere den 12. marts på Nørrebro. Læs mere på danskdansk.dk.