Weekendavisen den 24. april 2015.
Farvel til Berlin. Lars Kaalund har givet ‘Cabaret’ politisk og symbolsk tydelighed.
Slutscenen i Lars Kaalunds Cabaret er mindeværdig: Til spinkle toner af forestillingens ikoniske nazihymne ‘Oh Vaterland’ (‘Tomorrow belongs to me’) defilerer en gruppe mennesker ind på scenen. De fremstår alle nøgne, og ved første øjekast ligner de de overmennesker, som morgendagen tilhører.
Én efter én går de hen mod en lille drejescene, hvor konferencieren Emcee tager imod med ironisk attitude. Så stiger de stoisk op på platformen, hvor de så i ro og mag lægger sig i en omhyggelig koreograferet bunke. Og så ser man, hvad de forestiller: en bunke lig i en massegrav. Da Emcee knækker en rose, sætter blomsten i knaphullet og smider stilken fra sig for at forlade åstedet, bliver han fulgt af et spot, som han forsøger at undvige. Han flygter desperat henover orkestergraven, men lyset følger ham. Så drøner han ned i salen, og idet han smækker en dør hårdt i efter sig, bang, går lyset ud, og stykket er slut.
Så sidder man der i det røde plys med sin eftertanke og er dybt foruroliget over musicalens aktualitet i dagens Europa, hvor der findes mange talentfulde arvtagere til 30’ernes nazistiske rudeknusere. Og samtid er man dybt taknemmelig for, at instruktøren har givet finalen politisk og symbolsk tydelighed.
Når Det Kongelige Teater nu sætter Cabaret op knap et år efter at Ålborg Teater gjorde det, kan det nemt tolkes som tidsånd. Den klassiske og slidstærke musical er en diagnose af det syge samfund, hvor nerverne dulmes med vulgær hedonisme, burlesk dekadence og vampet erotik. Når gæsterne træder ind i Kit Kat Klub, efterlader de deres bekymringer udenfor. Dén historie har vi altså stadig brug for at fortælle og måske spejle os i.
Hvem end der er Sally Bowles, vil hun blive målt mod Liza Minelli, og hvem end der er Emcee, vil han blive målt mod Joel Grey. Bob Fosses filmmusical fra 1972 er stadig ikke til at glemme. I Det Kongelige Teater spilles Sally på skift af Cecilie Stenspil og Mille Hoffmeyer Lehfeldt, og Emcee af Peter Christoffersen og Peter Plaugborg. I lørdags så jeg forestillingen med det første par, og i søndags med det andet. Efter min smag er Mille Hoffmeyer Lehfeldt mest kongenial med litteraturens Sally (hun er i øvrigt kun en bifigur i Christopher Isherwoods romanforlæg), mere ulykkelig, mere porøs. Og Peter Christoffersen er en mere ironisk-sarkastisk djævel, end Plaugborgs tragiske klovn, måske fordi han kan smile så satanisk og har mere punch og præcision i replikkerne.
I de øvrige roller slås Tue Ersted Rasmussen og Cyron Bjørn Melville bravt med at få noget ud af den vege forfattertype Clifford Bradshaw, mens Kirsten Lehfeldt og (især!) Hanne Uldal gør den gamle Fräulein Schneider ganske rørende, ligesom Lars Knutzon og Stig Hoffmeyer ynkes som Herr Schulz. Som glædespigen Frau Kost er Patricia Schumann gæv, men som den opportunistiske nazist Ernst Ludwig har Jesper Hyldegaard en rolle, der er alt alt for begrænset til hans store talent. Og hvorfor skal han tale med tysk accent (som den eneste!), oven i købet med perfekt dansk ordstilling? Det er et lige så indlysende dårligt valg, som det at alle sange synges på engelsk.
Kim Witzels scenografi er simpelthen storartet. Fra det decideret usynlige til det minimalistiske og storladne filmiske, som når et lokomotiv buldrer ind på scenen så hele salen bogstavelig talt ryster. Når der ”klippes” mellem scenerne, lukker scenetæppet som var det en kameralinse, og man tænker på den berømte sætning fra romanen Farvel til Berlin: ”Jeg er et kamera”.
Ulrik Gads lysdesign er blæret i hele registeret fra pyramideformede lyskegler som rumdelere til det vildeste stroboskopiske spas i en stumfilmsekvens. Og så er fremtidsindblikket i en filmprojektion af et sønderbombet Berlin med drivende røg ganske mageløst.
Men forestillingens tekniske clou er foley artist Ruth Sullivan. Hun lyddækker skuespillernes mimiske handlinger med kufferter, glas, flasker, aviser, døre osv. Fra sin pult nedenfor scenen laver hun alle lydeffekterne live med en forbløffende timing. Hold øje med hendes musiske håndværk.
Lad os til sidst vende tilbage til denne Cabarets politiske pointe. I programmet siger Lars Kaalund at forestillingens visuelle udtryk skal give en fornemmelse af et totalitært samfund, og som sagt rammer han den tone rent i slutscenen. Men i det hele taget mærker vi, at skumle kræfter er på spil. Instruktøren siger selv, at han ser en direkte parallel mellem 30’ernes Berlin og vore dages – nej, ikke nynazisme, men overvågning af internet og mobiler. Der sker et langsomt skred mod frihedsberøvelse, mener han.
Dét er langt fra en ny eller visionær iagttagelse, og man kunne jo mene, at det havde været mere relevant at tale om nutidens vold mod jøder, romaer og flygtninge rundt omkring i Tyskland og resten af Europa. Men ok. Det er jo dét, som slutscenen antyder med sit påtrængende billedsprog.
Og faktisk er der et vist belæg for Lars Kaalunds ord om frihedsberøvelsen af dengang og nu i slutningen af Farvel til Berlin. På de sidste sider er den unge britiske forfatter nemlig vidne til hvordan nazisterne ‘rydder op’ i et lille liberalt-pacifistisk forlag, og han konstaterer at aviserne rummer lange lister over folk, der er blevet holdt tilbage af myndighederne. Samme morgen har Göring opfundet tre nye former for højforræderi. Med andre ord: Totalitarisme begynder med at myndighederne strammer garnet, idet de foregiver at beskytte mod en fjende udefra.
Cabaret er befriende, fængslende politisk teater.
Iscenesættelse: Lars Kaalund. Scenografi: Kim Witzel. Kostumedesign: Anja Vang Kragh. Koreografi: Signe Fabricius. Lysdesigner Ulrik Gad. Oversættelse: Kasper Hoff. Arrangør og musikalsk koncept: Jesper Mechlenburg. Det Kongelige Teater Gammel Scene til den 29. maj.