Weekendavisen den 12. juni 2015.
Daloon. Historien om den kinesiske landbrugsstudent, der lagde forårsruller i vores fryser som fantasifuld teaterforestilling.
Fra pandekagefabrikken
Når min mor ikke gad stå i køkkenet, ringede hun til min far og bad ham om at tage mad med hjem. Det var altid dampede ris og forårsruller, for dengang i 70’erne ventede vi stadig på den kulinariske take away-revolution. Men de kinesiske grillbarer havde vi gudskelov.
Samtidig stod S.C. Van ude på Vestre Fælledvej og eksperimenterede med at fremstille, nedfryse og distribuere forårsruller med bambus, spirer og hvidkål til de travle danske børnefamiliers spiseborde. Manden, der i 30’erne var kommet hertil fra Kina for at studere landbrug, fandt en fantastisk fornuftig forretningsmodel. Det her var nem mad til tiden, tilpasset de nye familiemønstre, hvor mødrene var udearbejdende og aftensmaden skulle være færdig i en fart.
Rullerne fra Daloon blev en succes, og i slutningen af 90’erne gik vi alle rundt og sagde med kinesisk accent, at ‘de ligger godt i maven’, for det havde vi lært af forårsrullefabrikantens fjernsynsreklamer. Dér sad Van selv og fortalte om sin kinesiske barndom og baggrund med en uimodståelig underspillet udstråling. Daloon var folkelig kult.
I 2009 hyrede Daloon professor Ditlev Tamm til at skrive historien om virksomheden og dens grundlægger, så var den officielle side af sagen på plads. Men firmaets fond har også støttet en dramadokumentarisk forestilling om gamle Van, hans far og hans efterkommere, som Gritt Uldall-Jessen og Jimbut Jun Feng har skrevet sammen.
De ligger godt i maven er en meget fin forestilling, som forener indvandringshistorie med erhvervshistorie og familiehistorie. Og madhistorie. Det er både fortælling og oplysning med høj wiki-værdi. Med et fantasifuldt formsprog føres vi gennem en rundvisning på virksomheden efter at vi først har fået hvide overtræksjakker og lyseblå hårnet på. Men så viser det sig, at bestyrelsen netop har holdt møde, og det går ikke godt. Slet ikke godt. Formanden og eneejeren, Hemming Van, søn af grundlæggeren (der også var med i de gamle reklamer), tager imod os med et hvidkålshoved i hånden. Han er under hårdt pres, og pludselig besvimer han, hvorefter hans fars spøgelse træder ud af en røgsky for at finde ud af, hvad der er sket i det fjerne Danmark.
Denne gode åbningsscene, velspillet af Peter Flyvholm og Wei Xu, er en sjov og skarp reformulering af Hamlets møde med spøgelset (og med hvidkålshovedet som kranieskal!), og så er vi godt i gang med at lære den regelrette og ambitiøse familie med de stærke værdier at kende. Ind fra fremtiden træder nu Liva (karismatiske Rosa Sand Michelsen), en højtuddannet biokemiker med tanker om virksomhedens udvikling. Men, spørger spøgelset fra Shanghai, har hun ikke en bror? ”Du mener, at jeg, fordi jeg er kvinde, ikke kan drive din pandekagefabrik?” svarer hun.
Så sætter vi os til bords i en hesteskoscenografi af industrikøkkenborde, hvor vi bliver sat til at snitte grøntsager og dekorere hvidkålshoveder som ansigter, der illuderer Vans kinesiske familie. Nu rulles historien op, både familiens og Kinas, og det er idérigt. Da Van rejser med tog, kommer lyden fra publikum, der river hvidkål på manuelle rivejern. Det lyder perfekt som et gammelt lokomotiv.
Problemet med De ligger godt i maven er forestillingens mangel på mådehold. Med sine to timer og et kvarter (så godt som uden pause) er den klart for lang, uprioriteret og i visse scener for slap. Men som helhed er forårsrulleforestillingen både sprød og saftig, først og fremmest i sin historiske skildring, dernæst i sin satiriske fremtidsvision om Daloon som producent af ernæringspulver. Det skal bare røres op med vand, opfylder alle kroppens behov og er billigt. Pulveret gør os frie og lige, fremtidens nemme mad for hele familien!
Vigtigst er dog gamle Vans egen rørende skæbne. Han kom til Danmark i 1935, studerede planteavl og landbrug, kom på Askov Højskole, blev gift, etablerede sig og fik succes. Imens sad faren derhjemme og skrev desperate breve til sønnen, der først genså Kina i 1972, men da var faren for længst lagt i graven.
”Mine børn blev danskere, men selv blev jeg hverken kineser eller dansker,” siger Van. Men han gav os frosne forårsruller. Tak for mad.
De ligger godt i maven. Dramatikere: Gritt Uldall-Jessen, Jimbut Jun Feng. Iscenesætter: Nils P. Munk. Scenograf: Sir Grand Lear (Ingvild Grande & Lea H. Burrows). Produceret af Nydanskeren Jimbuts Kulturforening. Københavns Musikteater.