Weekendavisen den 6. marts 2015.
Lampedusa. EU kæmper for at holde Middelhavets migranter på afstand. Men borgmesteren på den sydligste forpost siger at Europa svigter. Hun tænker både på sin ø og på flygtningene.
AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN
LAMPEDUSA
Så skete det igen. Natten til torsdag ankom 94 bådflygtninge til den lille italienske ø Lampedusa i farvandet mellem Europa og Afrika. Og dagen før, i onsdags, måtte den italienske kystvagt atter undsætte næsten tusind bådflygtninge i en 24 timer lang redningsaktion syv forskellige steder i farvandet ud for Libyen. Blandt flygtningene var tredive børn. Migranterne kom fra Syrien, Tunesien, Libyen, de palæstinensiske områder og flere afrikanske lande syd for Sahara. Ti druknede. Tredive er stadig savnede.
Den italienske kystvagt valgte at transportere flygtningene til modtagecentrene på Sicilien, og dermed gik Lampedusa ram forbi i denne omgang. Den lille ø, der ligger 113 kilometer fra Tunesien og små 300 kilometer fra Tripoli på den libyske kyst, har ofte måttet tage imod, når Middelhavet har spyttet menneskeligt vraggods fra sig. I oktober 2013 kæntrede et skib med 500 flygtninge fra primært Eritrea lige ud for kysten og 366 druknede, og så sent som i februar i år, måtte de italienske myndigheder redde mere end to tusind mennesker i tolv både i farvandet ud for øen. I 2014 ankom 170.000 flygtninge over havet til Italien.
Lampedusas borgmester, Giusi Nicolini, der er valgt på en centrum-venstre-borgerliste, retter skytset mod de rige lande, der hytter deres eget skind:
”Jeg føler mig svigtet af Europa. EU må ændre bestemmelserne om retten til asyl for at bekæmpe menneskesmuglingen. Det er virkelig beskæmmende, at vi stiltiende accepterer, at Middelhavet ikke bare er et hav af illegalitet, men også et hav af død. Europa må gøre sin del, men også bede Verden om at tage initiativer i alle krigsområder. Men først og fremmest må vi skabe humanitære korridorer og gøre det muligt at søge om asyl gennem ambassaderne.”
Gennem de seneste 15-20 år har menneskesmuglerne indstillet migrantskibenes kompas efter Lampedusa, en mikroskopisk ø i havet med godt og vel fem tusind indbyggere, der som Europas sydligste punkt både er EU’s forpost og dørmåtte. Vel at mærke ikke en af den slags dørmåtter, der byder gæster velkommen.
Og dog. Mens EU mest fokuserer på at forsegle de ydre grænser, ønsker øboerne at hjælpe flygtningene. En af dem er Giacomo Sferlazzo, der er med i kollektivet Askavusa, som netop nu er ved at forberede åbningen af et lille migrantmuseum med udsigt over Middelhavet og havnen i Lampedusa.
”Man bør gøre det nemmere og sikrere for folk at komme til Europa. Så længe det er så farligt som i dag, vil vi løbende få store ulykker med mange druknede, og der vil blive spekuleret i business og profit på modtagecentrene. Profitten opstår ved at modtagecentrene får 35 euro pr. næse, men migranten får kun service for måske 4-6 euro om dagen. Når alt er betalt, er der stadig en milliongevinst tilbage,” siger Giacomo Sferlazzo.
Når det lille museum åbner til sommer kan man se flygtningenes personlige ejendele, tøj, sko, breve, billeder, kurve, blikdåser, redningsveste. Sammen med andre frivillige har Giacomo Sferlazzo de seneste år indsamlet flygtningenes få ejendele i de faldefærdige skibe, som kystvagten har bragt ind til land, når flygtningene er blevet evakueret. De fleste skibe er i dag blevet hugget til pindebrænde og brændt, men nogle få ligger stadig på en parkeringsplads bag havnen.
Giacomo Sferlazzo er født og opvokset på øen og betegner sig selv som en ægte lampedusano. Øen ligger midt i mellem Europa og Afrika, men tilhører ingen af verdensdelene. Den er en undtagelse, et produkt af modsætninger, siger han.
Askavusas logo forestiller to fodaftryk, og det er der en god grund til. Kollektivets navn betyder slet og ret ‘bare fødder’.
”Engang var alle mennesker barfodede. Når immigranterne ankommer, er de ofte på bare fødder. Og når man er barfodet, er man i direkte kontakt med virkeligheden,” forklarer Giacomo Sferlazzo, som sammen med sine kolleger driver foreningen for privat indsamlede midler. De har fået tilbud om sponsorbidrag fra virksomheder som Benetton, Banca Nazionale del Lavoro og Soros Foundation, men har sagt nej til dem alle.
”Det vil være politisk forkert at modtage penge fra dem. Det er jo de store virksomheder, der har skylden for immigrationen, og nu vil de vaske samvittigheden ren. En af de vigtigste grunde til at folk flygter, er krig. Men også klimaforandringer. Og økonomiske kriser. Vi har ødelagt noget af den smukkeste natur i verden i Nigeria i jagten på olie, og nu flygter folk op til os, fordi de ikke længere kan leve hjemme hos sig selv. Hvis vi vil have, at folk bliver hjemme hos sig selv, skal vi lade være med at ødelægge deres lande og levegrundlag. Hvad havde vi forventet?”
Da flugten mod Lampedusa tog til og 366 mennesker omkom, besluttede Italien at gennemføre et redningsprogram, Mare Nostrum (Vores hav). Det lykkedes aldrig at få EU’s opbakning til programmet, som tværtimod – også af den danske regering – blev beskyldt for at have en magnetisk virkning på bådflygtningene.
I stedet har EU oprettet programmet Triton, der har langt mindre kapacitet.
”Det er på tide at holde op med at diskutere Triton eller Mare Nostrum og i stedet begynde at forsøge at styre udviklingen med humanitære korridorer fra krigszonerne og en ny immigrationspolitik. Det er klart, at Middelhavet er et evigt og stigende problem for Europa, som ikke kan standses ved forskellige flådeoperationer,” siger Giusi Nicolini.
Hun mener at EU’s beskyttelsesprogram for de ydre grænser, Frontex, er til grin og hun kalder det ‘et rent propagandanummer’. Der vil altid komme flygtninge, siger hun, og peger på, at mange lande i EU rent faktisk har brug for arbejdskraft udefra på grund af fald i befolkningstilvæksten, men man kan ikke tage sig sammen til at løse dette problem. Imens stiger flygtningestrømmen:
”Lampedusas rolle vil altid være den samme. Vi vil aldrig være et sted, hvor folk bliver hængende, men et gennemgangssted, en bro til fastlandet,” siger borgmesteren.
Denne formiddag, i onsdags, vugger Guardia Costieras hvide og orange fartøjer side om side i det smaragdgrønne vand i havnen. På den modsatte side af havnebassinet ligger den lange mole, hvor ligene af de druknede sidste efterår lå på række og ventede på en procession af rustvogne, der blev sejlet ind fra Sicilien.
Ude på det blikstille, glitrende Middelhav viser sig en af kystvagtens både. Den sætter kurs mod havnen og lægger til ved den lange mole, hvor en ambulance står klar. Besætningen har hvide heldragter på. Tre-fire skikkelser bliver hjulpet i land. De er også i hvidt, men med orange redningsveste. De bliver ført ind i ambulancen, som forlader havnen i ro og mag.
Senere på dagen kommer det frem, at der var tale om fem flygtninge fra nattens operation, som havde særlige behov. De kom fra det borgerkrigshærgede Syrien. Den ene en gravid kvinde. Måske blev de bragt til Lampedusas modtagecenter med plads til 800 bådflygtningene, som står tomt i disse dage. Måske gik turen direkte til de større centre i Pozzallo eller Mineo på Sicilien.
På Lampedusas hovedgade ligger frisørsalonen Factor of Style. Her har byens barber ordnet hår og hager på Lampedusas mænd siden 1956.
”Jeg har set alle forandringerne på øen, både de gode og de dårlige. Lufthavnen, vandforsyningen og elforsyningen. Og flygtningestrømmen. Men flygtningene i sig selv har aldrig været et problem for os lampedusanere. Problemet er journalisterne, der hele tiden er på udkig efter et scoop og skriver forkerte ting. De skriver at folk er blevet fisket op ud for Lampedusa, når de i virkeligheden er blevet reddet ud for Tripoli,” siger han.
Frisøren er ikke en af de barfodede flygtningehjælpere fra Askavusa, men også han betoner øboernes vilje til at hjælpe:
”I tredive år har vi altid taget os af flygtningene her på øen. I begyndelsen var det kun os, som hjalp. Vi gav dem brænde, så de kunne holde sig varme om aftenen. Vi fældede træer til dem, selv om der ikke er mange træer på Lampedusa. For nogle år siden blokerede indenrigsministeren for at flygtningene kunne flytte fra Lampedusa til fastlandet, og så var her 12.000 flygtninge – over dobbelt så mange som øens indbyggertal. De overnattede på den bare jord, et sted vi kaldte ‘Skammens Høj’. Vi bragte dem presenninger, som de kunne ligge under.”
Han siger, at strømmen af flygtninge er eksploderet siden Gaddafis fald. Frisøren mener, at han blev afsat, fordi den franske præsident var misundelig over den libyske diktators gode forhold til silvio Berlusconi. Det var en stor fejl, mener han. Og Giacomo Sferlazzo er enig:
”Det er sikkert rigtigt, at flygtningelejrene i Libyen under Gaddafi var forfærdelige. Men det samme kan man sige om i Italien i dag. Jeg tror ikke der er stor forskel. Italien er et land, som man flygter fra, for at søge arbejde. Korruption, dårlige skoler, dårligt sundhedssystem. Libyen var et land, hvor skolerne og sundhedssystemet fungerede, hvor olieindustrien var nationaliseret. Hvert eneste land har lov til at udvikle sin egen styreform. I Libyen var den naturlige styreform Gaddafi. Det var sådan en som ham, man havde brug for, i det øjeblik. Hans regering foretog sig kritisable ting, jo, men det samme kan man sige om EU-landenes regeringer.”
Giusi Nicolini har ikke meget til overs for det romantiske syn på Gadaffi. Hun mener at der er brug for nuancer:
”Alt afhænger af øjet der ser. Virkeligheden er, at Lampedusa altid har ligget over for Libyen og Nordafrika, og at disse områder aldrig har været rolige. Og dem der længes efter Gaddafi i dag glemmer, at det var ham, der skød to missiler mod os i 1986 som hævn for Reagans bombardement i Libyen,” siger hun.
Det er ikke kun anarkistiske aktivister som Giacomo Sferlazzo, der længes efter en solid diktator at samarbejde med. I onsdags sagde EU-kommissionens migrationskommissær Dimitris Avramopoulos ligefrem at EU må samarbejde med afrikanske diktatorer om at løse migrationsproblemet. Han understregede, at det kunne ske uden at legitimere regimernes politik i øvrigt: ”Men vi er nødt til at samarbejde ude i marken, hvor menneskesmuglingen skal bekæmpes,” sagde han.
Lampedusanerne er ikke nemme at skræmme. De seneste uger har den internationale presse så bragt historier om, at terrororganisationen Islamisk Stat skulle have udset sig Italien som mål – og at vejen til Rom går over Lampedusa. Historien opstod da Islamisk Stat i februar offentliggjorde en video, hvor man så det sorte IS-flag på toppen af Peterskirken og en stemme proklamerede, at soldaterne nu stod ”syd for Rom”. I italienske medier blev det både taget helt bogstaveligt og opfattet som et billede på en snarlig invasion af Vesten. En Twitter-konto, som er kendt for at være talerør for IS, udsendte også budskabet om, at organisationen var på vej til Italiens hovedstad. Romerne twittede ironisk tilbage, anbefalede gode restauranter og advarede om myldretidstrafik og togforsinkelser.
Helt så sjovt syntes fiskerne, der arbejder i farvandet mellem Lampedusa og Libyen, dog ikke at det var. De skrev i et brev til den italienske premierminister Matteo Renzi, at de ikke kunne leve med frygten for at deres fiskerkuttere ville blive angrebet af terrorister til havs.
Borgmester Giusi Nicolini er langt fra begejstret for fiskernes brev til regeringen. Hun mener at de spekulerer i angst:
”Hver nødstilstand er anledning til at bede staten om penge. I december 2014 fik fiskerne seks tusind euro hver fordi de ringer til kystvagten og passer på flygtningebådene indtil hjælpen når frem. De fik derfor en slags præmie til at dække merudgifter med. Disse folk skulle hellere kæmpe mere for deres rettigheder, end at vente på en gave fra oven,” siger hun.
Og historien om Islamisk Stat har hun ikke megen respekt for. Her er hun på linje med frisøren fra gågaden:
”Det er et lydspor, som har til formål at skabe angst, først og fremmest angst for de ’sorte’, for det her handler efter min mening også meget om racisme. Det er som om, at man ikke er nervøs over, hvad der kommer ind over de andre grænser. Men det er de andre grænser, som er døre for 80-85 procent af den irregulære strøm af migranter til Italien. Lampedusa er ikke en eller anden frontzone i forhold til IS. Terrorisme kan ramme hvor som helst, det har vi set senest i Paris og København. Det giver ingen mening at ramme en lille beskyttet ø.”
Men andre på Lampedusa synes – i modsætning til fiskerne – at tage det hele med stoisk ro og galgenhumor. I byen ligger et salumeria, der har en gris på sit butiksskilt. Ejeren siger selv med et grin, at han må blive den første IS kommer efter, når de går i land på de nøgne fødders ø. Historien om islamisterne får heller ikke frisøren til at ryste på hånden:
”Ved De hvad… Sidste år var det ebola. I år er det Islamisk Stat. Nu taler ingen om ebola længere. Mirakel! Hvert år har sit eget tema. Og alt den snak ødelægger turismen. Folk planlægger sommerferien i januar-februar, og hvem bestiller ferie på en ø, som bliver beskrevet som i fare for at blive angrebet af IS? Hvis det stod til mig, skulle journalister formenes adgang,” siger han.
Heller ikke Giacomo Sferlazzo fra Askavusa lader sig påvirke. Han mener at nyheden om terroristerne meget vel kan være fup fra ende til anden:
”Ingen ved hvor udtalelsen om, at ‘vi er syd for Rom’ kom fra. Men hvis det er sandt, er det bekymrende, for det er bare mere vold. Det er bare ikke mere voldeligt end at bombardere Gaza og slå en masse børn ihjel. Men jeg føler ingen risiko her. Ikke mere end normalt. Jeg lever mit liv på det sted jeg har besluttet at leve det. Risikoen deler vi alle sammen, over hele jorden. Livet er en risiko i sig selv. En smuk risiko.”