Weekendavisen den 21. august 2015.
Metropolis. Københavns hengemte steder er med vekslende held scene for vandrende scenekunst fra mange lande.
De gamle grækere brugte det som betegnelsen for en bystat, der koloniserede og grundlagde andre bystater. For egypterne var det betegnelsen for en regions økonomiske og administrative centrum. Fritz Lang gjorde det til titlen på sin dystopisk-futuristiske sci-fi-film i 1927. Og så er det navnet på den by, hvor Superman bor. Men Metropolis er også navnet på den festival for kunst og performance i byens rum, som udspiller sig i lillestorbyen København netop nu.
Det er Katrien Verwilt og Trevor Davies fra Københavns Internationale Teater, KIT, der står bag, og navnet er velvalgt med al dets klang af urban historie og mytisk fortælling. I programmet skriver de to arrangører, at de sammen med 18 danske og internationale kompagnier har fundet 18 unikke steder i byen: ”Nogle kender du, nogle kender du ikke, nogle er forsvundet om lidt…” Ja, byen forandrer sig, den graves op og gentrificeres i ét væk. Hvor de sidste rester af gammel, udtjent industri findes i dag, er der hightech-arkitektur i morgen.
Nå, vi må ud i byen, ud i de dunkle gader, hvor sensommersolens sidste orange stråler kaster blød farve på himlen, og hvor aftenmørket bærer efterårets første duftvarsler med sig. På Metropolis kniber det ikke med benpladsen. Her står vi nemlig, her går vi nemlig. Der er tale om vandreforestillinger, hvor vi bevæger os af sted efter performernes anvisninger. Scenen er byen og byen er scenen. Himlen er forestillingernes loft, og hvis scenen er skrå, er det fordi byen er det.
Første stop er Nordhavnen. Her, midt i den buldrende byudvikling, ligger stadig bjerge af grus som havneindustriens grå reminiscenser. Det var her Osvald Helmuth gik ned og så på skibe for at komme af min sin indeklemte længsel, når dagen var forbi. Nu er vi her for at se de franske kompagni Le G. Bistaki, der spiller en lyrisk pantomime, The Banïna Trampa Fritz Fallen, meget passende med kulskovle og majssække, gamle havneremedier, som de vigtigste rekvisitter. Store projektører kaster sære skygger op på grusbjergene, nogle af dem ligner de enorme helleristninger i Perus oldtidsørken, mens de fire franskmænd i hvide jakkesæt danser deres gymnastique moderne, der fortæller historier om dueller og livets strid. Publikumprocessionen følger med som tavse vidner til symbolske danse og ritualer, der kulminerer med ofringen af et bjerg af majssække. Kornene knaser som udslåede guldtænder under vores skosåler, da vi forlader området, mættede af alt det sære og stedets stemning, men vi er ikke så imponerede igen. Synes ikke at de var halvt så dygtige, som de lader som om. Men solen sank smukt over Svanemøllen.
Nogle dage efter står vi på Halmtorvet, lige der hvor demarkationslinjen går mellem kreaklassens Kødby og det mere prunkløse Vesterbro. Catalanske Kamchátka bruger de gamle fragthaller som en stemningsfuld scenografi til Fugit, en fabel om flugt og eksil. Vi er i en ubestemt by i et ubestemt land til en ubestemt tid. Hvis man kender australske Shaun Tans formidable brunmelerede tegneserie Ankomsten, ved man hvad jeg mener. Performernes tøj og kufferter peger på anno dazumal, men deres fortælling kunne være Syrien i dag. Med fagter og mimik fordeler de publikum i flere grupper, og undervejs på flugten, oplever vi ikke det samme, kommer ikke de samme steder hen, ikke før vi forenes og lykkeligt kan kramme hinanden, fordi vi er sluppet væk og har nået et fredhelligt asyl – troede vi. Flugten fortsætter, og vi ender med bind for øjnene på et ukurant areal bag Dybbøl Station. Der er en tavs tristhed over det hele og en slags usikker nøgenhed i lommen, fordi vores telefoner og pas (hvad du måtte have i lommen, der kunne illudere pas) er blevet inddraget – og brændt. Vi er afskåret fra omverdenen. Men flugt som leg er ikke flugt. Flugt som teater er derimod anskuelsesundervisning: Vi har et sted at vende hjem til, det har flygtningene ikke. Som vandrende byrumsteater er Fugit en poetisk og paradoksal påmindelse om virkeligheden for millioner af migranter, både chokerende og charmerende.
Et par dage efter igen, er scenen sat på Refshaleøen, aller yderste ude, hvor instruktør Mette Aakjær viser Phoenix, en vandreforestilling, hvor vi én for én gps-guides fra post til post. Vi er i vidunderligt ukendte omgivelser, for hvem har nogensinde sat fod på flådens gamle station, hvor skibene engang fik afmagnetiseret skroget for at kunne undgå undervandstorpedoer? Det er da også stedets poesi, der redder os igennem en ulideligt selvhøjtidelig performance, hvor den ene omgang spirituel ævl afløser den anden. Vi skal gennem ritualer med alle elementerne, vi skal gnubbes med jord, have drysset salt i hulede hænder og med lukkede øjne knuse muslingeskaller i en slags morter. Vi skal også (men jeg skulle ikke, for der var prop i systemet og jeg ville ikke vente) trække i en kedeldragt og tegne mønstre med rødt farvepulver a la australske aboriginals. Det er fortænkt, anstrengt og manieret shamanistisk etnokitsch.
Nordhavnen, Øksnehallen, Refshaleøen. Tre faser af byens make over. Ikke alt har lige stærke kvaliteter som scene og kulisse. Kvarteret omkring Øksnehallen er næsten for poleret med alle de flotte fuldskæg og fiskebarer. Men ideen at indlejre urban exploration i teaterkunsten er absolut holdbar og egner sig fint til den sentimentale storby, særligt ude på Refshaleøen i det mystiske og magiske afmagnetiseringshus.
Der er en arkitektonisk og byhistorisk pointe i at besøge Københavns vrangside. Man får faktisk helt lyst til at støve de gamle anti-udviklingsschlagere fra 70’ernes Danstoppen af: ‘Hvor er alle drømmene du drømte?’, ‘Kære gamle tog’, ‘Bliv væk fra vort kvarter’. Husker De dem? Tak for den nostalgiske teatertur gennem det sceniske København, der langsomt forsvinder. Byen i sig selv er faktisk den bedste performance.
Phoenix spiller på Teaterøen t.o.m. den 30. august.